Fra ristens perspektiv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Randi Nemstein. Dit læserbrev 14/6 er måske udtryk for, hvad mange andre tænker og synes om deres medmennesker i Aarhus. Alligevel får jeg helt ondt i maven, når jeg læser dit brev.

Mener du, at manden i risten, hvis han findes, udgør en fare for andre mennesker? At han er mere ”uren”, end vi andre er? Jeg synes personligt, at emnet lægger op til helt andre refleksioner.

Diskussionen omkring manden i risten, startet af Anders Mentíin i JP 10/6, har sat mange tanker i gang hos mig.

Hvordan ville det egentlig være at bo i en rist? Hvordan indretter man sig? Og hvilke ejendele har man brug for i risten?

Måske lugter der af brændt gummi eller fritureolie. Og han har måske et helt andet syn på verden, som han ser den nedefra og op på himlens fugle. Sikke en masse skomærker, han må stifte bekendtskab med – på godt og ondt. Stilethæle stikker ned i risten, og tunge træsko tramper og larmer. Mon kroppen vænner sig til rummet, og nærmest internaliserer det, så han bevæger sig og handler ud fra ristens firkantede rammer?

Jeg synes, det er spændende, at nogle mennesker stadig kan tænke ”outside the box” – eller som i denne sag, ”inde i risten”.

Vores byrum er i sidste ende, hvad vi gør det til.

Det er vores forskellige måder at leve på, som giver byen liv. Når jeg går rundt i midtbyen og ser en rist, kan jeg ikke lade være med at tænke, at historier som denne er med til at give vores dejlige by et andet perspektiv og en helt anden dimension.

Tænk, at der stadig findes usynlige rum i vores ellers meget offentlige byrum.