Slut med opslidende genindlæggelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Under parolen ”Slut med opslidende genindlæggelser” og ”Ind og ud af hospitalet” har der længe været lagt op til, at egen læge eller huslægen skal samarbejde med hospitalerne i et omfang, så det ikke går ud over borgerne. Det er sådan, systemet med ”De opfølgende hjemmebesøg” skal fungere.

Derfor undrer det mig meget, når praktiserende læge Peter Voss skriver i JP Aarhus (16/6), at screeningsværktøjet ikke fungerer på sygehusene. Er der ikke noget, der hedder sund fornuft? Skal det absolut igennem et bureaukratisk system, om man skal have opfølgende hjemmebesøg?

Det er nok værd at tænke over, hvorfor det fungerer bedst i Randers, og ikke i Aarhus og Horsens. Når patienten er sendt hjem som patient i eget hjem, overgår kommandoen efter min bedste vurdering fuldt ud til familielægen og hjemmeplejen.

Et screeningsværktøj er efter min bedste overbevisning unødvendigt, for hvis svagelige borgere skal undgå de opslidende genindlæggelser, er det vigtigt, at den praktiserende læge kommer på banen hurtigt. Det er forståeligt nok, at man hellere vil være patient i eget hjem, hvis dette er muligt, end at forblive indlagt på sygehuset. Det er ikke alle, der har et godt netværk, når man hjemskrives. De opfølgende hjemmebesøg er beregnet for borgere, der er fyldt 78 år eller derover. Vi taler altså om, at særligt sårbare ældre patienter straks skal have mulighed for at få besøg af en hjemmesygeplejerske og af egen læge, efter man er kommet hjem fra hospitalet.

Meldingen skal altså straks komme fra sygehuset: »Nu er fru Hansen kommet hjem, og det forhold kræver en opfølgning«.

I flere tilfælde ved jeg, at det allerede er forberedt på sygehuset sammen med hjemmeplejen, men hvor er den praktiserende læge eller familielægen henne i det forløb?