Mere sikker skolevej i Favrskov Kommune
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Så blev der taget hul på den politiske behandling i Favrskov Kommune af de 10 millioner ekstra anlægskroner til udmøntning i 2013.
Der er blevet åbnet for og debatteret en række forskellige forslag til tiltrængte forbedringer og nye anlægsopgaver. Et af punkterne var asfalt, nye stier og fortove.
Vi har i Venstre arbejdet for, at adgangsvejene til Favrskov Kommunes skoler og institutioner skal forbedres med renoveringer eller ny asfaltbelægning og fortove.
Netop nyt fortov ved Præstemarkskolen i Søften er en af de nye anlægsopgaver i år.
På en ca. 200 m strækning lige uden for skolen har der igennem de seneste år været et stort ønske om fortov eller cykelsti. Med anlæggelsen af fortov på strækningen vil skolevejen være sikret i alle retninger af Søften for både børn og deres forældre.
Venstre vil arbejde for, at byrådet i Favrskov Kommune i fremtiden laver lignende tiltag for sikring af vejene til skoler og institutioner til gavn for alle borgere.