Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tænk, hvis Aarhus tog sig sammen

Aarhus sover fortsat tornerosesøvn, når det gælder om at markere sig.

Kurt Bønnerup, Alhøjvænget 28, Korsør

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En lille kommentar til forslaget om en supermultiarena i Aarhus: Ja, det er lidt vildt, at Aarhus ikke kan markere sig som landets næststørste by ved at kunne tiltrække større begivenheder af international format, som f.eks. Melodi Grand Prix (ikke engang det lokale danske kan byen rumme, som Horsens, Herning og Aalborg kan).

Store sportsbegivenheder og koncerter er også henvist til andre og mindre byer, fordi Aarhus fortsat sover tornerosesøvn, når det gælder om at markere sig.

Nu er det dog lykkedes at blive EU-kulturhovedstad ved at slå Sønderborg, og det er da en fight, der vil blive husket. Men man frygter jo, at kulturåret ender i småting og ingenting og ting, der hurtigt glemmes.

Kom i gang

Hvor ville det være forfriskende, om byen tager sig sammen og får lavet noget blivende, som f.eks. en superstrand syd for Marselisborg Havn – og får bygget et stort og flot søfartsmuseum som havneby – og får metro- eller letbanelinjer i tunneler under midtbyen til/fra Hovedbanen til nord og syd og direkte til en ny vestbanegård ved motorvejen til Herning f.eks....

Og hvad med den meget forsømte og stillestående Tirstrup Lufthavn, som der er dårlige forbindelser og skiltning til? Endelig har man dog formået at få en ny direktør; men får han lov at lave lufthavnen større og mere international?

Aarhus kan/vil/tør ikke markere sig på den internationale bane – endnu, men det kommer vel? Det kan kun gå for langsomt – også med at få den store supermultiarena med p-pladser bygget!

Og husk så lige flere offentlige gratis toiletter rundt omkring i byen – plus turistkontoret, som ikke kan erstattes af diverse skærme og lignende.