Det er blevet ulovligtat bruge sin hjerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Matas har sådan et smart system. Hvis jeg bruger penge derinde, så går der point ind på mit Club-Matas-medlemskort. For de points kan jeg indløse præmier som f.eks. hudcremer, glattejern og hårbørster. Jeg plejer ikke at have mit kort med, når jeg køber produkter, men så beder de bare om mit telefonnummer, for så ryger mit kundebillede og alle mine data op på skærmen, og de kan indsætte points den vej.

Da jeg i går besøgte Matas på Strøget for at indløse min præmie – en hudcreme fra Plaisir – medbragte jeg mit pdf-dokument på mobilen, og alt gik godt, lige indtil de sagde: »Og så skal vi bare lige se dit club-card«. Jeg har som sagt aldrig haft det med mig, men jeg tilbød, at de kunne se noget billed-id, som jeg tilfældigvis havde med.

De stod altså med mine data på skærmen og mit billed-id, men nægtede at udlevere cremen, eftersom jeg ikke havde mit kort med, som der end ikke er billede eller navn på. Jeg spurgte så ekspedienten, om det ikke er bedre, at jeg viser billed-id, eftersom de dermed har større sikkerhed for, at det rent faktisk er mig, der er Signe Friborg, men nej. Hun måtte kun udlevere, hvis man havde sit blanke club-kort med.

Betaler dobbelt pris for at færdes

Jeg har altid været irriteret over, at mennesker ikke længere er mennesker, men mere robotter, der modtager ordrer, og aldrig sætter spørgsmålstegn ved de ordrer. Min gode ven Andreas sidder i kørestol og har derfor hjælpere, som skal hjælpe ham med at komme rundt, og som skal løfte og hjælpe med at passe hans barn, når han er ude på tur med det.

Når så han vil på kræmmermarked, Tivoli, Kattegatcentret eller andre steder med rabat, skal han også betale for hjælperens entré – altså skal manden i kørestol betale dobbelt pris for overhovedet at kunne færdes, hvor andre folk kun betaler én indgang for at komme ind. Hvorfor skal han betale mere end andre, bare fordi han sidder i kørestol, og ikke kan komme fysisk rundt uden hjælp? Dette problem plejer billetpersonalet godt at kunne se, men nej. De kan ikke gøre noget, for det har de fået ordre på fra ”højere steder”.

Slut med livsfarlige produkter

Jeg læste i dag på TV 2 Nyhedernes hjemmeside, at det vrimler med farlige produkter i Danmark. Faktisk er 46 produkter netop kommet på Rapex’ liste over farlige produkter som farlige fiskespil, hvor børnene kan få magneter galt i halsen, eller hvad med kvælende farlige hættetrøjer fra Hummel, som producenterne har skyndt sig at trække tilbage, fordi der er snor i hætten på trøjen? Eller endnu værre: En bikini, som er dødsensfarlig pga. de stropper, der er i.

Det er jo indlysende, at man bliver kvalt, så snart der er snore og stropper i ting. Godt at selskaberne kan trække produkterne tilbage, når der er så livsfarlige produkter på markedet. Vi kan jo ikke selv finde ud af at tænke længere,og hvor er jeg glad for, at der bliver brugt penge på at iværksætte sådanne undersøgelser, der gør, at så livsfarlige produkter bliver trukket tilbage, hvilket får mig til at tænke på dette: Hvorfor er det blevet ulovligt at bruge sin sunde fornuft?

Tænk uden for rammerne

Er det ikke netop det, vi i Danmark er så stolte af at kunne tilbyde? At vi netop opfostrer børn til at tænke frit, så de ikke bare bliver slaver af samfundet, ligesom vi synes, vi ser i andre lande som Kina, Korea og Japan? Hvorfor må vi så ikke bruge de medmenneskelige kompetencer, vi lærer i skolen og i fritiden?

Hvis vi går bare et årti tilbage i tiden, var der bestemt ikke disse underlige frakoblinger af hjernen, men tiden var mere præget af medmenneskelig forståelse og fornuft. Hvad er det, der er sket?

I fare for at lyde som en fortabt nostalgiker, synes jeg, at vi burde tage os selv i nakken og forsøge at prøve at åbne vores forstand og tænke længere end lige til ”det har jeg fået besked på”. Sæt spørgsmålstegn ved ting. Betvivl reglerne. Tænk uden for rammerne. Er det ikke netop det, diverse formænd fra pædagogiske centre udtaler i medierne, at vi skulle være så dygtige til?