*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som JP Aarhus publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Jungleloven råder i Aarhus Kommune – survival of the fittest

Jeg har altid holdt en skarp linje mellem mit arbejde som psykolog og mit privatliv. Men i kraft af mine arbejdserfaringer og efter at have mærket på egen krop, hvordan det er at være afhængig af Aarhus Kommune, finder jeg det nødvendigt at dele mine erfaringer og få skabt en debat om kommunens sagsbehandling.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Jeg har altid holdt en skarp linje mellem mit arbejde som psykolog og mit privatliv. Men i kraft af mine arbejdserfaringer og efter at have mærket på egen krop, hvordan det er at være afhængig af Aarhus Kommune, finder jeg det nødvendigt at dele mine erfaringer og få skabt en debat om kommunens sagsbehandling.

Aarhus Kommune behandler familier med kronisk syge eller handicappede børn uanstændigt. Dette har jeg haft utallige oplevelser med gennem de seneste 12 år, hvor jeg som psykolog har haft særligt fokus på familier med kronisk syge børn. Jeg samarbejder med adskillige patientforeninger og er blandt de psykologer i Danmark med størst viden om kronisk syge børn på tværs af diagnoser.

Jeg ved fra familierne, at der ud over udfordringerne med diagnosen ofte er store ressourcekrævende kampe med kommunen. Kampe, der kan få læsset til at vælte. Kampe, der kan medføre angst eller stress. Kampe, der kan fylde mere end selve diagnosen!

Da min egen datter for halvandet år siden fik en autismediagnose, gik jeg åbent ind i kontakten til kommunen med et behov for hjælp og vejledning til at tackle vores situation. Selv om jeg har støttet utallige forældre i at håndtere kommunerelateret stress, må jeg sande, at man intet begreb har om, hvor massivt presset er, før man selv er afhængig af hjælp fra kommunen. Jeg tror ikke, at kommunen forstår, hvad den reelt udsætter borgere for. At den bidrager til alvorlig stress og medvirker til at vælte familier.

Få måneder inden at min datter fik en autismediagnose på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, havde kommunens PPR-psykolog konkluderet, at hun kun led af separationsangst. Systemets fejldiagnosticering er ikke enkeltstående og kan have alvorlige konsekvenser for barnet, da det ikke får den rette hjælp. Dette var mit første alvorlige møde med systemet.

Autismediagnosen åbnede døren til handicapcentret. Dog måtte vi grundet syg sagsbehandler vente godt fire måneder fra diagnosetidspunktet til vores første møde på handicapcentret. Her håbede vi på ordentlig tilgængelig hjælp og vejledning. Det har ikke været let, og det seneste år er der brugt hundredvis af timer på at vente, ansøge og anke. Det er nu godt 17 måneder siden, at min datter fik en diagnose – samlet set har de syv af månederne været uden sagsbehandling grundet syg sagsbehandler.

Det er uigennemskueligt, hvordan man skal navigere i systemet. Tilsyneladende har kommunen heller ikke selv overblikket og klæder ikke sine ansatte ordentligt på.

Man lærer at vente. Eller rettere: Man er nødt til at vente. Kommunen har masser af tid. Tre måneders sagsbehandling, der dog med bl.a. partshøringer, reelt løber op i meget længere tid. Det har omfattende konsekvenser for hårdt pressede familier at skulle vente så længe på afgørende hjælp, som har stor betydning for barnets trivsel. For kommunen har det ingen konsekvens.

Jeg lærte også hurtigt, at der oftest kommer et nej – det obligatoriske afslag. Typisk har det kun været helt enkle ting, der blev bevilget med det samme. Et afslag betyder: Kære borger, nu skal du igen finde tid og overskud til at retfærdiggøre dit barns behov i en ny skrivelse. Denne skrivelse er ofte endt med at falde ud til vores fordel. Forhåbentlig vælger kommunen ikke bevidst at give afslag, men hos forældrene opleves det sådan. Hvorfor søgte sagsbehandler ikke de nødvendige informationer, inden afslaget blev sendt?

Jeg kan godt forstå, at mange forældre føler sig krænkede og opgiver. Som en far til et barn med gigt sagde til mig: »Det er ualmindelig dumt at gå tilbage til en fuser – hvem ved deres fulde fem har lyst til det? Men vi er nødt til det. Vi har ikke andre steder at gå hen.« Det er tragisk, at familier – og børn – lades i stikken og bliver gjort til ofre, fordi de ikke kan finde styrken til fortsat at kæmpe. Socialsystemet er underlagt jungleloven, hvor de svage bukker under, og de stærke vinder! En systemskabt forskelsbehandling.

Den helt store udfordring kom, da vi søgte om hjemmetræning til vores datter. Et år efter at vi for første gang søgte om godkendelse til hjemmetræning, har vi nu fået den endelige godkendelse – kun fordi vi har lagt pres på kommunen. Kommunen har masser af tid – men alle med lidt forstand på børn ved, at et år er dyrebar og afgørende tid i et barns udvikling. Yderligere kan det nærmest være umuligt at varetage sit arbejde, hvis barnets diagnose er i fuldt flor.

Hjemmetræning kan kun udføres med støtte fra kommunen. Første kamp var at få vores datter målgruppeafklaret under den paragraf, som hun tilhører.

En ukendt person gav afslag uden nogensinde at have mødt vores barn eller os forældre. Det er kritisabelt, at så afgørende beslutninger foretages af personer, der aldrig har mødt barnet! At målgruppeafklaringen til sidst blev godkendt, skyldes udelukkende, at vi er ressourcestærke og kæmpede meget hårdt. Det er ufatteligt hårdt at kæmpe med systemet, samtidig med at familielivet skal fungere bare nogenlunde.

Med målgruppeafklaringen på plads skulle vi lave selve ansøgningen. Vi fik vejledning fra vores nye hjælpsomme socialrådgiver på handicapcentret. Hvad vi ikke vidste, var, at selv sagsbehandlerne ikke kender procedurerne i en ansøgningsproces til hjemmetræning helt nøjagtigt. Optimistisk tænkte jeg, at jeg som mor, der kender mit barn rigtig godt, og som psykolog med en relevant faglig baggrund måtte kunne skrive ansøgningen over en weekend. Jeg tog fejl. Efter rettelser over adskillige gange med vejledning fra flere sagsbehandlere, der ikke var entydige i deres feedback, endte ansøgningen på 48 sider – ca. 100 timer senere.

Midt i processen oplevede vi endnu en gang sygemeldt sagsbehandler, hvor al sagsbehandling gik i stå i tre måneder. Først da vi henvendte os højere oppe i systemet, var der hul igennem. Yderligere blev jeg presset på økonomien, fordi kommunen skyldte mig udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste for 222 timer. Der bør ligge klare retningslinjer for langtidssygemeldte medarbejdere, hvor familien automatisk inden for tre uger tildeles ny sagsbehandler. Dette er kommunens ansvar – ikke familiens.

Da vi endelig fik en ny imødekommende sagsbehandler, blev vi prioriteret, og vejen var brolagt med troen på, at vi kunne se målstregen. Vores sagsbehandler var ny i afdelingen, hvilket vi så som et plus. Det viste sig dog, at hun ikke havde fået ordentlig vejledning mht. sagsbehandlingen. I praksis betød det endnu syv ugers forsinkelse. Da ansøgningen endelig nåede visitationsudvalget, blev den underkendt ud fra begrundelser, som vi ikke tidligere havde fået at vide var et problem. Nye ting skulle ændres, før den blev godkendt – efter et år.

Jeg har læst på universitetet. Har relevant faglig viden som psykolog. Har sågar skrevet to bøger om børn med kronisk sygdom og smerter. Men at lave ansøgninger til kommunen har været fyldt med benspænd og afmagt og har nærmest været umuligt for mig, trods at jeg har trukket på alle mine ressourcer. Det må og skal kunne gøres bedre, så familier ikke slides op gennem uanstændige kommunekampe for at få den hjælp, de er berettiget til.

Det er uigennemskueligt, hvordan man skal navigere i systemet. Tilsyneladende har kommunen heller ikke selv overblikket og klæder ikke sine ansatte ordentligt på. Man trækkes så mange gange rundt i manegen, så man efterhånden har savsmuld op over ørene. Det er krænkende og gør mig vred på egne vegne. Vred og trist på vegne af de forældre, som giver op. Og allermest gør det mig vred på mit barns og andre børns vegne, da de bliver taberne i sidste ende!

Det er vigtigt for mig at sige, at der har været visse ansatte i systemet, som har været en stor hjælp, og at det ikke er den enkelte sagsbehandler, jeg retter min kritik imod. Det er kulturen i systemet. Den lange sagsbehandlingstid – og processen. Tilgangen til mennesker – og den mistillid, som forældre bliver mødt med. En manglende forståelse for forældrenes omsorgsfulde kamp for at varetage deres barns behov. Jeg kunne ønske, at familierne bliver mødt på et ligeværdigt niveau med anerkendelse og samarbejde fra hele systemet. At kommunen handler på det, de har lovet at handle på. At kommunen internt lærer at tale sammen på tværs af systemer. At sagsbehandlingstid afkortes, og processen i højere grad tilpasses familiernes hårdt pressede situation. Og at familierne ved langtidssygemeldte sagsbehandlere tildeles ny sagsbehandler inden for tre uger. En forbedring på disse punkter vil kunne imødegå en stor del af den stress, familierne oplever.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Var der også bander dengang?

Kamma Ankjærø, Ny Munkegade 80 Aarhus C

Debat: Spar 25 mia. kr., og få bedre motorveje for hele Jylland

Søren Erikstrup, Havhusevej 6, Allingåbro
Hvorfor er der ikke nogen i Vejdirektoratet og Folketinget, der vågner op og spørger, om der findes en løsning, hvor E45 bliver aflastet markant, og Nord-, Vest- og Sydjylland samtidig tilgodeses?
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her