*

Kultur

En kærlig hånd i en barsk tid gjorde en verden til forskel

Det var de små møder med stor medmenneskelighed, der hjalp Rebecca Matthews, direktør for 2017-fonden, gennem en hård behandling for kræft.

Kræften er væk, men Rebecca Matthews, direktør for 2017- fonden, her sammen med pressechef i fonden Peter Vestergaard, er stadig mærket af sygdommen, der blev opdaget i maj. Hun kan dog mærke, at kræfterne lige så stille kommer tilbage, og hun er tilbage på jobbet. »Der er jo kun kultur- hovedstadsår i år,« siger hun. Foto: Henrik Bjerregrav

Førhen tænkte hun ikke så meget over det.

I dag siger Rebecca Matthews med alvor i stemmen, at det er de små ting, der tæller. Små ting, som bliver store, når man bliver mødt af medmenneskelighed og en kærlig hånd.

Det er sådanne oplevelser, der har båret den 49-årige direktør for Fonden Aarhus 2017 gennem de seneste fire måneder, hvor hun har fået konstateret brystkræft, er blevet opereret, har fået kemoterapi og mistet alt sit hår og nu netop er blevet færdig med en endeløs række af strålebehandlinger.

»Det har været brutalt,« siger hun og har brug for en lille pause og en slurk vand, inden hun kan fortsætte.

Du har brug for empati, når du sidder med en nål i din arm og kan se det giftige stof løbe ind i dine blodårer. Den blev jeg mødt med fra alle sider.
Rebecca Matthews

»Det er så brutalt – du aner ikke, at det skal ske for dig, og så slår det ned. Du tror ikke på det. Hvorfor mig, hvorfor nu? Den første morgen vågner man op og tænker, at det må have været en ond drøm, et mareridt. Jeg kunne jo ikke mærke noget som helst. Ikke at der er noget godt tidspunkt at få kræft på, men at jeg blev ramt i det år, kulturhovedstadsåret, hvor jeg sammen med mine fantastiske kolleger skulle til at plukke frugterne af fire års hårdt arbejde, det var en udfordring.«

Tilbage på jobbet

Sygdommen skulle ikke have lov til at ødelægge hele året, og derfor er Rebecca Matthews med en turban på sin næsten skaldede isse nu tilbage på kontoret på Dokk1. Hun føler lige så stille kræfterne komme tilbage, siger hun.

»Jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er på fuld styrke, men jeg er så glad for at være her igen. Der er jo kun kulturhovedstadsår i år,« siger hun.

Fulgte med fra sidelinjen

Næsten hver dag i hele forløbet har hun talt med sin programdirektør, Juliana Engberg, og sin pressechef, Peter Vestergaard – undtagen de dage, hvor hun havde det så dårligt, at hun ikke orkede det.

»Jeg var nødt til at følge med. Det kan godt være, at mit hår er væk, men i mit hoved er jeg okay, og mit hjerte banker stadig for dette projekt,« siger hun.

Rebecca Matthews fik brystkræftdiagnosen i maj, dagen før premieren på en af de helt store begivenheder i kulturhovedstadsåret, balletten ”Tree of Codes”.

»Jeg havde været med i planlægningen helt fra begyndelsen, og denne begivenhed ville jeg ikke gå glip af. Dronningen kom, og det var en af årets store aftener. Men det var da en svær aften.«

Det var en standhaftig infektion, der fik hende til at få lavet et rutinetjek med mammografi og scanning. Bare for en ordens skyld. Det betød, at tumoren blev opdaget i så tidlig en fase, at den ikke havde nået at sprede sig.

Rebecca Matthews
  • 49 år. Født i 1968 i Newbury, England.
  • Bor i Beder sammen med sin partner, Christina Herzog, og deres søn Jacob på 12 år.
  • Siden 2013 adm. direkør for Fonden Aarhus 2017, der står for afviklingen af kulturhovedstadsåret.
  • 1999-2001: Leder af kunstneriske og kulturelle relationer i British Council i Australien.
  • 2001-2006: Direktør for international markedsudvikling og markedsføring i Australia Council for the Arts.
  • 2006-2008: Direktør for statslige relationer og ledelsessekretariatet ved Sydney Opera House.
  • 2008-2013: Direktør i British Council i Australien og Wales og direktør for globale partner- skaber i New York.
  • 2017: Modtog Ridder af Dannebrogordenen i april.

Derefter gik det meget hurtigt med at komme i gang med behandlingen.

»Jeg ville hurtigst muligt have fjernet den ondartede knude. På en eller anden måde blev jeg enormt fokuseret: operation, tjek, kemo, tjek, stråler, tjek. Du gør det bare, har jo ikke noget valg, så du finder kræfterne, selv om du er nede i et sort hul,« siger hun.

Hun stopper op og siger eftertænksomt, at hun midt i al elendigheden har haft nogle fantastiske oplevelser på sin strabadserende tur gennem sygehusvæsenet.

»Det bliver meget personligt, men jeg var simpelthen så bange, da jeg skulle opereres. Min puls hamrede af sted. Så tog narkosesygeplejersken mig i hånden og sagde: ”Jeg er ved dig, du er i trygge hænder, alt skal nok gå godt”. Jeg ved ikke, hvad hun hed, men jeg ved, at hun gjorde en kæmpe forskel for mig. Det beroligede mig og gav mig troen på, at det nok skulle gå.«

Hendes stemme knækker.

»Det lille øjeblik med sådan en godhed, sådan en empati, gjorde en verden til forskel.«

Den etiske fordring

Hun citerer den danske teolog og religionsfilosof K.E. Løgstrups berømte citat fra bogen ”Den etiske fordring”, som hun nu til fulde forstår betydningen af: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd«.

»Det ramte mig, da jeg læste det. Mit liv har været i andre menneskers hænder, lige siden jeg fik diagnosen. Det var hårdt for mig at slippe kontrollen og overlade den til andre, men jeg kunne ikke gøre andet. Det har været noget af en livslektion for mig.«

Hun dvæler lidt ved tanken.

»Jeg har i disse fire måneder mødt de stærkeste og sødeste kvinder. Blandt de andre patienter, som gennemgik det samme som mig, nogle endda med værre diagnoser end min. Og blandt sygeplejerskerne og lægerne som udviste den mest udsøgte form for menneskelighed og empati, samtidig med at de var super professionelle. Jeg har enorm respekt for dem,« fortæller hun.

»Du har brug for empati, når du sidder med en nål i din arm og kan se det giftige stof løbe ind i dine blodårer. Den blev jeg mødt med fra alle sider. Jeg sad desuden i et rum sammen med andre kvinder, der også fik kemo, og der kunne vi sidde og fortælle hinanden vores historie. Det gjorde det okay at få kemo, hvilket var mere skræmmende for mig end selve operationen. Altså ikke okay, men så okay som det kunne blive. Det hjalp mig igennem.«

Hårdt at miste håret

Også på hjemmefronten i Beder, hvor hun bor sammen med sin partner Christina Herzog og deres søn Jacob på 12 år, var der hænder at holde i.

»Christina havde orlov fra sit job, så hun var der hele tiden, selv om det var hårdt for hende. Det var det også for Jacob. Hans første spørgsmål var, om jeg skulle dø nu. Det skal jeg helt sikkert ikke, sagde jeg, selv om jeg jo ikke kunne garantere noget. Men det beroligede ham,« fortæller Rebecca Matthews.

»Da mit hår røg, kæmpede den lille dreng, som har taget alt så fantastisk, med sine følelser. Det gjorde jeg også. Det var hårdt at miste sit hår. Virkelig hårdt. Så er man mærket, bliver tydeligt et offer for kræft. Jeg fik det klippet kort, inden jeg gik i gang med behandlingen, for jeg tænkte, at det ville være nemmere at miste kort hår end langt. 14 dage efter den første kemoterapi begyndte det hår at falde ud, og så barberede Christina det af, selv om hun syntes, at det var en voldsom oplevelse.«

Da Rebecca Matthews begyndte at komme på hospitalet hver dag for at få stråler, mødte hun alle dem, der så ud ligesom hende.

»Så blev det en del af hverdagen, for åbenlyst kunne vi jo ikke gøre noget ved det. Nu har jeg det fint med denne turban,« siger hun og klapper sig på hovedet.

Hundeture er god terapi

Samtidig med at Rebecca Matthews blev sat midlertidigt ud af spillet, kom en anden spiller på banen: den irske setter-hvalp Scarlett.

»Den vendte verden rundt igen for Jacob. Vi har også cockeren Lulu og katten Coco. Sådan et par hunde giver liv og lyser op i hjemmet, og det havde vi brug for. Jeg er vitterlig ikke en sitter-downer, men jeg har haft perioder, hvor jeg havde brug for bare at komme mig, og bagefter hjalp hundene mig i gang igen. Lange gåture ved stranden er den bedste terapi.«

Utallige er de tanker, Rebecca Matthews har gjort sig, siden hun blev syg.

»Du tænker pludselig på din dødelighed og taler med lægen om din chance for at overleve. Det er en samtale, man ikke tror, man skal have, når man er 49 år gammel.«

Selvbebrejdelserne har hun også taget, én for én. Især den, om hun, en erkendt workaholic, havde arbejdet for meget.

De heldige og de uheldige

»Jeg har talt med to kræftlæger om det. De sagde begge, at det ikke handler om at arbejde for meget eller spise forkert, men om at være uheldig. Men de sagde også, at det ikke at have en sund livsstil kan svække ens immunforsvar, og det er vigtigt at holde sig for øje.«

Det har hun taget til sig.

»Jeg lever mere sundt nu og tager helt anderledes vare på mig selv. Det betyder også, at jeg ikke arbejder så sindssygt meget, men jeg må indrømme, at det er svært ikke at åbne computeren, når jeg kommer hjem,« smiler hun.

»Nu venter en stærk finale«

»Jeg er blevet mere opmærksom på en af de ganske vist banale sandheder i livet: At du er nødt til at passe på dig selv, finde en balance i livet og i mit tilfælde blive tjekket med jævne mellemrum.«

Brystkræft er ikke et tabu

Hun har læst alt, hvad der er værd at vide om brystkræft, også når kendte kvinder som Sofie Gråbøl, Elsebeth Egholm og Hanne Vibeke Holst fortæller om at få diagnosen.

»Det er derfor, jeg fortæller alt dette nu. Det hjælper at høre om andre i samme situation. Min fortælling om dette forløb er en del af mig. Det er med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Jeg havde gerne undværet det, det er helt sikkert. Det har været en prøvelse og ikke en vej til selvudvikling,« siger hun.

»Fremover skal jeg tænke over mit liv, og hvad jeg vil med det. Måske skal jeg gøre det mere simpelt og tage mere tid til alle de vigtige ting i livet. Også de små ting.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her