*

Kultur

Folkefest og mulig historieskrivning: Nik & Jay-koncert slog publikumsrekord

Nik & Jay har som dansk artist måske skrevet Smukfest-historie.

Nik & Jay har et imponerende hitkatolog, som de fredag aften foldede ud på Smukfest. Det samme gjorde de på billedet i maj, hvor de gæstede Royal Arena i København. Foto: Mads Nissen

Det myldrede mildest talt med mennesker, da Nik & Jay indtog Bøgescenen på Smukfest fredag aften.

Koncerten var så velbesøgt, at det ikke blot er den hidtil mest sete ved årets Smukfest.

Nej, det kunne også sagtens tyde på, at Nik & Jay-koncerten er den mest velbesøgte Smukfest-koncert blandt danske kunstnere, siden festivalens fødsel i 1979.

Det fortalte Claus Visbye, der er formand for Skanderborg Festivalklub, ved lørdagens pressemøde.

»Nik & Jay-koncerten på Bøgescenen er måske den mest velbesøgte nogensinde, når det kommer til danske kunstnere. Jeg vil dog ikke helt afvise, at der har været lige så mange gæster ved vores 25. års jubilæumskoncert i 2004,« lød det fra Claus Visbye til Jyllands-Posten kort efter lørdagens pressemøde. Han henviser til koncerten i 2004, hvor 25 af de største danske hits fra perioden 1980-2004 blev fremført af en række artister.

Med de mange folk til koncerten og den store fest, som duoen skabte, er det ikke helt forkert at kalde Nik & Jay-koncerten for en folkefest. Netop begrebet folkefest er blevet brugt i en negativ kontekst om årets musikprogram. Men den kritik køber festivalformanden ikke. 

»Musik er smag og behag. For os er det vigtigt, at musikprogrammet bærer præg af lige dele tradition og lige dele fornyelse. Vi sigter efter, at der skal være musik til gården og til gaden. Der skal være musik til den brede folkefest og også mere smalt musik. Jeg synes bestemt godt, at vi kan være musikprogrammet bekendt,« siger Claus Visbye og tilføjer:

»I år har vi brugt 40 mio. kroner på vores musikprogram, og når man bruger sådan et beløb, er der ikke noget, der er uambitiøst. Herudover kan vi se, at rigtig mange af årets koncerter har været vellykkede,« siger Claus Visbye, der ikke vil give et bud på, hvor mange publikummer, der overværede koncerten.  

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Følg med, når Jyllands-Posten serverer nyheder, reportager og anmeldelser fra årets Smukfest.

Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her