*

Kultur

Aarhus Teater oplever det bedste billetsalg i 13 år

Forestillinger som Jesus Christ Superstar og Erasmus Montanus har trukket publikum til Aarhus Teater.

Forestillingen Jesus Christ Superstar tiltrak 25.500 tilskuere i sæsonen 2016/2017. Foto: Rumle Skafte. Aarhus Teater.

I sæsonen 2016/2017 har billetsalget rundet 114.000 billetter I Aarhus Teater. Det er det bedste salg teatret har oplevet de sidste 13 år.

”Sæsonen på Aarhus Teater har været fantastisk. Det er som om, at der har været en holdningsmæssig symmetri mellem kritikernes og publikums positive oplevelse af vores forestillinger – det gør mig både glad og stolt,” siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen, der sammen med direktør Allan Aagaard er den nye direktørduo på Aarhus Teater.

Succeser som Erasmus Montanus og Fakiren fra Bilbao er blandt publikumsfavoritterne, og rockmusicalen Jesus Christ Superstar tiltrak alene 25.500 tilskuere.

”Jeg er meget stolt over, at så mange aarhusianere har besøgt teatret i den forgangne sæson. Jeg tror, at succes avler succes, og jeg er overbevist om, at Kulturhovedstadsåret og Aarhus 2017 er med til at generere en øget interesse for kulturen - ikke kun i Aarhus, men i hele landet,” siger direktør Allan Aagaard.

Han mener dog ikke, at Aarhus Teater vil gentage succesen næste sæson. Årsagen hertil er dog glædelig, da teatret har modtaget en donation fra Salling Fondene på 50 millioner kroner, der skal gå til at bygge en helt ny Store Scene. Ombygning vil vare fra maj til sidst i september næste år, og det vil derfor få indflydelse på antallet af solgte billetter.

”Det er et særdeles omfattende arbejde, som vil påvirke hele teatret og umuliggøre forestillinger i huset i de fire måneder ombygningen varer. Til gengæld kan publikum glæde sig til at opleve et toptunet teater efter ombygningen,” siger direktør Allan Aagaard.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her