*

Kultur

»Det skal være sjovt at danse med, men det er også alvor. Det er kunst«

Den verdenskendte britiske koreograf Wayne McGregor er i Aarhus for at vise sin nye forestilling, ”Lightlens”, hvor aarhusianske amatørdansere danser på tage, gader og pladser omkring Aros. Den spiller fredag og lørdag.

Idéen er, at de mange medvirkende skal få en forståelse for, hvad det er at danse, hvordan de professionelle gør, og hvad koreografi er. Foto: Helle Arensbak

Wayne McGregor er selv professionel til fingerspidserne.

Den britiske koreograf rejser verden rundt for at sætte danseforestillinger i værk og har arbejdet med de mest anerkendte danse- og balletkompagnier.

Han er lige kommet hjem fra rejser til Korea og Afrika, var før da i Aarhus med forestillingen ”Tree of Codes”, som han var koreograf på, er nu tilbage i byen igen, og skal i næste uge til London og Paris.

Nu arbejder han med 100 aarhusianske amatørdansere. Nogle, der har danset længe på amatørplan, andre, der ikke før har danset til andet end festlige lejligheder.

De skal i forestillingen ”Lightlens” danse på tage og forhøjninger i Midtbyen, bl.a. på Godsbanens skrå tag og musikhuset – her bliver det dog ikke dans, for det kan taget ikke holde til, men stille bevægelser, siger koreografen.

Alle kan danse, de skal bare i gang.
Wayne McGregor, koreograf

Det kan han lide, siger han, det med at arbejde med almindelige mennesker og involvere dem i en danseforestilling.

»Det er sådan, jeg begyndte for 25 år siden. Jeg har altid prøvet at involvere andre deltagere. Jeg prøver at inspirere til kreativitet,« siger han og nikker til Jasmine Wilson, der sidder ved siden af ham i Den Rå Hal på Godsbanen.

Hun er chef for netop det at arbejde med amatørdansere, har arbejdet sammen med Wayne McGregor i 20 år og har tilbragt mange dage i Aarhus med at få denne grænsebrydende forestilling til at fungere med udgangspunkt i Aros og museets regnbue.

Danseforestillingen vender tingene rundt på flere måder. Det er f.eks. ikke danserne, men publikum, der skal være i ”Your rainbow panorama”, som er et værk af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

»Jeg spurgte Olafur, som jeg arbejdede sammen med i ”Tree of Codes”, om det var i orden at bruge hans værk på den måde, og han kunne faktisk godt lide idéen,« siger Wayne McGregor.

Publikum – 150 ad gangen til de seks forestillinger – bliver udstyret med hovedtelefoner, så de kan høre lydsiden af forestillingen. Så skal de bevæge sig rundt i regnbuen og se danserne.

Se med fra gaden

De små 900 billetter er for længst solgt, men det betyder ikke, at andre ikke kan se, når der danses, fortæller Jasmine Wilson. Man skal blot møde op ved Aros lidt før en af de seks forestillinger og gå med den enkelte dansegruppe ud til deres location. Faktisk foreslår hun, at man går med til flere forestillinger, så man kan se forskellige danse.

2017

”Lightlens”

  • Koreografen Wayne McGregor har skabt en helt speciel forestilling, ”Lightlens”, til Aarhus i anledning af kulturhovedstadsåret.
  • Han var også koreograf på forestillingen ”Tree of Codes”, der spillede i musikhuset for halvanden måned siden.
  • Han har involveret 100 dansende aarhusianere, der skal danse sammen med 9 af hans professionelle dansere på steder i Aarhus, der kan ses fra Regnbuen på taget af Aros.
  • Her står publikum, 150 pr. forestilling, udstyret med hovedtelefoner, så de kan høre forestillingens lydside.
  • Hver forestilling varer 30 minutter og spiller fredag og lørdag kl. 17.45, 19 og 20.15.
  • Billetterne til pladserne i Regnbuen er udsolgt. Vil man se dansen fra gadeplan, kan man møde op ved Aros inden en forestilling og følges med en gruppe dansere til der, hvor de skal optræde. Det er gratis.

Det betyder meget for Wayne McGregor at have folk med, ikke bare til at se forestillingerne, men til selv at tage del i dem.

»”Lightlens” er lavet af de 100 amatørdansere sammen med os. De har været gode at arbejde sammen med,« siger han om danserne, der er fra 7-80 år.

Kvinderne er flest, men Jasmine Wilson har også fået en gruppe af breakdancere med, og det har rettet en smule op på kønsfordelingen.

Folk kunne bare melde sig til, prøvede som uprøvede.

»Alle kan danse, de skal bare i gang. Når vi arbejder på denne måde, vil vi have folk til at finde deres egen måde at danse på frem. Vi tager dem igennem nogle ret skøre prøver, og på den måde finder de deres egne udtryk. Det er jo ikke som et diskotek, vi får dem til at forstå, hvordan vi arbejder med dans,« forklarer Wayne McGregor.

»Vi begynder med det lette, og så bliver det sværere og sværere, og de ni professionelle dansere hjælper dem så med koreografien, så på den måde er det en styret forestilling. Det skal være sjovt at danse med, men det er også alvor. Det er kunst.«

Dansere eller fodgængere?

Idéen er, at de mange medvirkende skal få en forståelse for, hvad det er at danse, hvordan de professionelle gør, og hvad koreografi er.

»Jeg har et billede inde i mit hoved af en familie, som jeg så oppe fra Regnbuen. De kom cyklende på en måde, som var det koreograferet. Det var så flot,« siger han.

»Det er ikke det, vi gentager, men alligevel: Når vi nu har dansere placeret alle mulige steder, så må folk tænke over, hvornår det er koreograf, og hvornår det bare er fodgængere.«

Han har haft en stærk oplevelse i dagene op til forestillingerne.

»Det er en meget stærk oplevelse at se folk, der kommer ud af deres komfortzone og danser, som de aldrig havde troet, de skulle danse sammen med andre, som de aldrig har mødt før.«

Den oplevelse, håber han på, at publikum kan mærke, om de står i Regnbuen eller på gadeplan.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her