*

Kultur

Hør Northside hjemme

Måske kan du i denne weekend høre koncerter fra Northside, selvom du bor langt væk.

Det er ikke overraskende, hvis flere af koncerterne til årets Northside Festival kan høres flere kilometer væk, siger lydforsker. Arkivfoto: Tobias Nicolai

Selvom man ikke kan deltage i årets Northside Festival, er det stadig muligt at smuglytte til weekendens koncerter alligevel. Akustik, vind og byens terræn gør det nemlig muligt for lyden at rejse flere kilometer i byrummet. Ifølge lydforskeren Finn Agerkvist kan flere aarhusianere forvente at høre koncerter i deres baghaver.

»De moderne anlæg kan spille sindssygt højt. Nu kommer det an på, hvilken lydpolitik de har hos Northside, men det er ikke usædvanligt at et anlæg kan spille, så man kan høre det flere kilometer væk,« siger Finn Agerkvist, lektor ved Danmarks Tekniske Universitet og leder for Akustisk Teknologigruppe.

Han forklarer, at hvis både vind og lydforholdene passer, så kan beboere i Holme, Viby og endda også i Skejby kunne høre lyden fra Radiohead eller Frank Ocean. Det viser tidligere undersøgelser fra andre områder.

»På Roskilde Festival, har vi kunnet påvise, at naboer kunne høre koncerter meget langt væk. Det var f.eks. omkring 10 km afstand.«

En bærende faktor er normalt vindens retning og styrke. I weekendens vejrudsigt bliver vinden svag til let, og derfor tyder det dog ikke på, at musikken bliver kastet voldsomt rundt.

Northside befinder sig i Ådalen i den sydlige del af byen, og det har også betydning for lyden. Meget af lyden vil gå tabt i dalen, modsat, hvis Aarhus havde været en hel flad by, og dermed bliver lyden ikke overvældende.

»De har helt klart gjort byen en tjeneste, ved at placere festivalen i en dal. Hvis man forestiller sig, at man er nede i en lavning eller en gryde, så vil det dæmpe på noget af lyden,« forklarer Finn Agerkvist.

Derudover vil det have betydning, om det f.eks. er bastunge koncerter, da de høje frekvenser i bassen kan rejse langt. Derfor er der mulighed for at høre en tung bas helt på Trøjborg i den nordlige ende af byen.

»Ligeså snart man har bas og trommer, så er det sværere at skærme for. En strygekvartet har ikke ligeså dybe frekvenser, og vil derfor nemmere blive dæmpet,« siger Finn Agerkvist.

Meget tyder derfor på at bastunge koncerter som det elektroniske band The Prodigy vil kunne rejse langt i byen.

Typisk vil højttalerne også blive peget direkte mod publikum, så lyden ikke breder sig for meget ud, uanset hvor vinden blæser hen. Det er f.eks. derfor man kan stå til en koncert ved en scene, kun få hundrede meter fra en anden scene, og kun høre den ene koncert.

Hos Northside er muligheden for at høre to koncerter samtidig ikke stor. Kun en håndfuld kunstnere spiller samtidig, og ellers får de fleste koncerter lov til at stå alene.

»Som altid spiller de to hovedscener aldrig samtidig, så man kan se alle de store navne, og der er ikke noget “spill over” af lyd. Vi lukker desuden Red Stage tidligt søndag, så der ikke er nogen der spiller samtidig med Radiohead,« lyder det fra John Fogde, talsmand for Northside.

Spilleplanen er klar til Northside

En vigtig forskel er dog også ens egne forventninger.

»Derhjemme bliver du måske overrasket over, at du kan høre musikken, mens du sidder på sofaen og drikker din kaffe. På festivalpladsen er det klart, at du skal kunne høre musikken, og derfor kan det virke skuffende, at du ikke kan høre alt,« siger Finn Agerkvist.

Northside har også forsøgt at tage hensyn til både dem, der hører lyden frivilligt og ufrivilligt. Festivalen vil ikke generere naboer, men samtidigt skal koncerterne være høje nok for både gæster og kunstnere.

»Mange af de store bands har i deres kontrakter, at de kun vil spille steder, hvor man må spille 100 dB,« oplyser John Fogde, talsmand for Northside.

Balancegangen er generelt en udfordring for arrangører af koncerter.

»Det er jo altid en balance. Man vil gerne spille højt for publikum, men dem der bor lige ved siden af, er måske ikke så interesserede i at få det hele ind af vinduerne,« siger Finn Agerkvist.

Musikken starter fredag kl. 14 og slutter søndag nat.

Se scenerne, deres retninger og koncerter:

Northside satser også på Ådalen næste år

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her