*

Kultur

Ulla Terkelsen tager en puster i Aaarhus

En ”grand lady” vil nogle sige om Ulla Terkelsen, der kan tage en puster efter at have rapporteret fra det franske præsidentvalg. Når kameraet sættes på standby, nyder hun mest af alt at drikke en kop te og læse en bog. Og måske endda at tage en tur hjem til Aarhus.

Ulla Terkelsen glæder sig over Aarhus’ udvikling. Hun bemærker det, hver gang hun vender hjem til barndomsbyen. Foto: Kenneth Stjernegaard

Fra Aarhus Hovedbanegård myldrer menneskene taktfast frem og tilbage i en lind strøm – travle med stålsatte blikke. Op ad gågaden kommer en velklædt dame iført en sort frakke. Om halsen har hun et tørklæde i spraglede farver. Hun kigger sig omkring og observerer nøgternt de mange mennesker.

Hendes lyse hår er ikke til at tage fejl af. Mest af alt stråler personligheden ud af hende på en måde, så tvivlen forsvinder med det samme. Med et lille pust sætter hun det lange hår på plads, når det en gang imellem falder ned over øjnene i den lette brise. Præcis ligesom man har set det i fjernsynet.

»Der er så meget trængsel,« får hun sagt, mens vi målrettet følger de to uniformerede vagter, der skal føre os fra indgangshallen i Aarhus Hovedbanegård op til et lille lokale på toppen af Bruun’s Galleri.

Rundt omkring os kigger de forbipasserende forundret i vores retning. Folk har set hende før. Om morgenen, middagen, aftenen eller sågar om natten. Her er hun på skærmen i bedste sendetid – eller, som Ulla Terkelsen højst sandsynligt ville udtrykke det, i prime time.

»Man føler sig jo næsten ligesom Donald Trump … eller en butikstyv,« ler hun, mens vi vandrer gennem ankomsthallen, og de mistænkelige blikke fortsat rettes mod os.

Ulla Terkelsen er tilbage i Aarhus. Tilbage i fødebyen. Hendes barndomsbase, før hun drog videre fra smørhullet ud i den store verden.

Med Aarhus i hjertet

På Frederiks Allé 75 voksede Ulla Terkelsen op i et kvarter bestående af både velhavere og arbejdere. Hendes familie drev virksomhed på vejen, og ejede ejendommene på hjørnet af Frederiks Allé og Hallssti. Selv boede de på første sal af den ældste hjørneejendom på adressen. Hun husker tydeligt tilværelsen som barn i herskabslejligheden med udsigt over Ringgadebroen.

Jeg har levet på denne måde, siden jeg var 19 år og har ikke prøvet andet. Jeg ville ikke engang vide, hvordan jeg ellers skulle leve.

»Det var en sjov barndom, med en kærlig familie. Jeg husker gaderne, forretningerne, trappeopgangene og baggårdene, hvor vi legede. Det var en strålende, meget morsom opvækst, fordi man som barn indlevede sig i baggårdsmiljøerne i Aarhus,« siger hun.

Ulla Terkelsens far var ejendommens husvært og stod for, at alt var, som det skulle være. Folk boede tæt dengang, og hun mindes især forholdene mellem menneskene, der levede i bygningen. Sammenholdet og ligheden.

»Det påvirkede mig meget, at der ikke blev gjort forskel på folk. At folk var forskellige, men at man alligevel levede livet side om side i opgangene, kendte hinanden, vidste hvad hinanden hed og fulgte med i hinandens liv,« fortæller hun.

Efter hendes mening er Aarhus på vej tilbage til at være en by, hvor folk bor tæt og kommer ind på livet af hinanden. En udvikling, hun gradvist observerer, hver gang hun igen sætter sine ben i barndomsbyen.

»Det, der er sjovt at se, er, at det er blevet populært at flytte tilbage ind i byen, i de ældre ejendomme. Der er slet ingen unge mennesker, som vil bo i forstæderne længere. De vil alle ind at bo i de gammeldags bykvarterer,« siger Ulla Terkelsen og fortsætter:

»Det forstår jeg såmænd godt, når jeg ser tilbage på min egen opvækst – det er meget bedre end at sidde og kede sig ihjel ude i forstæderne.«

Fra Jylland til Warszawa

Til en demonstration mod atomvåben på Clemens Bro i 1960 begyndte regnvejret at sile ned. Her søgte den 16-årige Ulla Staalby læ en i port, hvor hun mødte sin ungdomskærlighed, Svend Terkelsen. Han var fem år ældre end hende, men de blev hurtigt forelskede. Kort tid efter mødet introducerede han hende til forskellige ungdomsmiljøer i Aarhus såsom DKU og Studentersamfundet.

To måneder før hun blev student, blev de to gift på Aarhus Rådhus, og Staalby blev til Terkelsen. Et navn, hun valgte at beholde, selvom kærligheden ikke varede ved. Mest af alt blev de to nemlig gift, fordi giftermål var et krav for indrejse i det daværende Polen, hvor Svend Terkelsen havde fået et studielegat.

Fra 1963-64 flyttede de sammen til Polen, hvilket på mange måder prægede Ulla Terkelsen. Hun oplevede kommunismens sande ansigt og fik en stærk samfundsinteresse. Med den stærke samfundsinteresse skulle man tro, at hun altid havde en drøm om at rejse verden rundt, og at journalistikken lå lige til højrebenet. Men sandheden er en helt anden.

»Jeg har aldrig haft en drøm om at blive journalist. Det hele var en tilfældighed,« siger hun.

»Vi tog til Polen, og da vi så kom tilbage, blev vi interviewet til avisen Demokraten. Jeg blev så spurgt, hvad jeg nu skulle lave, hvilket jeg ikke vidste. Hun spurgte så ”Hvad med det her?”, altså at blive journalist, hvorefter jeg tænkte; ”Hmm, det kunne måske være meget sjovt”,« fortæller Ulla Terkelsen.

På trods af at tilfældighederne spillede et puds, stod det hurtigt klart, at Ulla Terkelsen var en journalist med evner ud over det sædvanlige. Hun mødtes med chefredaktøren på selvsamme avis, som hun blev interviewet til og kom i mesterlære. På få år gik hun fra at dække stof fra oplandet til at sidde på avisens udlandsredaktion.

»Det var en lille arbejdsplads, hvor man kendte hinanden forholdsvis godt. Jeg blev kastet ud i at lave interview, reportager og kommentarer lige fra starten. Det var ikke alt muligt teoretisk journalistik, men derimod en masse praksis,« erindrer hun fra dengang, hun var i lære.

Til Swinging London

I 1967 flyttede Ulla Terkelsen til Storbritannien, hvor hun kickstartede sit kosmopolitiske liv – på en sidegade til Kings Road i Swinging London. Hun befandt sig midt i datidens ungdomsoprør, hvor spraglet tøj og langt, løst hår var normen, og The Beatles brølede ud af højttalerne med ”All you need is love”.

Hun arbejdede som udenrigskorrespondent for Danmarks Radio og senere TV 2. Fra hjemmebasen i metropolen fik hun muligheden for at rejse verden rundt. Mod øst og vest. For hende var jobbet som tv-journalist blot endnu et af livets tilfældigheder.

»Det var også en tilfældighed, som altid. Det startede med, at jeg fra London arbejdede som freelance, og senere som rejsende korrespondent, hvor jeg drog ud til verdens brændpunkter i Europa, USA og Mellemøsten,« fortæller hun, som var det ikke noget særligt.

Samme år, hun drog til England, mødte hun Guy Patrick Hawtin. Som hende arbejdede han med journalistisk formidling. De faldt pladask for hinanden, og før året var omme, blev de gift. Og snart fik de deres første og eneste barn, Nicholas.

Det blev til 19 år i den engelske hovedstad af to perioder – fra 1967-1976 og 2000-2009. Storbritannien blev hendes nye ”hjemme”. Byen blev hendes nummer ét, før Paris, Berlin, Warszawa og Aarhus. Herfra var hun en omrejsende nomade, hvor hverdagen bestod af nye historier, nye mennesker og nye vinkler.

Nu om dage, har hun fortsat et specielt tilhørsforhold til London. Som hun selv siger: Når hun står ved Abingdon Green over for Overhuset i London, kan hun mærke, det er dér, hun hører til. Sammen med journalisterne, der sender live.

Livet i en kuffert

»Den, som ønsker at leve livet om, har slet ikke levet,« skrev Karen Blixen engang i et af sine rejsebreve.

Ulla Terkelsen er selv en beundrer af Karen Blixen, og de ligner på mange måder hinanden. Fra en meget ung alder fløj de begge to fra reden. Ud i det ukendte. Uden fortrydelse. Her fik de begge oplevelser for livet med i bagagen.

Ulla Terkelsen fortryder på ingen måde at have valgt livet på farten. Selv om folk betragter hendes livsstil som ganske usædvanlig, mener hun absolut ikke, at det har sat et øjensynligt aftryk på hende – det er blot den person, hun er.

»Jeg har levet på denne måde, siden jeg var 19 år og har ikke prøvet andet. Jeg ville ikke engang vide, hvordan jeg ellers skulle leve. Det slår mig heller ikke som usædvanligt. En skuespiller er også vant til at stå på en scene,« siger den 73-årige korrespondent.

Heller ikke familielivet er et problem, ifølge Ulla Terkelsen. Til trods for at hun ofte må undvære at se både børnebørn, børn og niecer, som betyder meget for hende, mener hun, det følger med jobbet.

»Folk, der er on the road, har også familier. Man behøver ikke at bo i et parcelhus eller på en bondegård for at have familie. Det er jo blot en anderledes levevis. Hvis man ser på cirkusartister, rejser de jo også rundt. For dem er husvognen deres hjem og det naturlige. Jeg har det på samme måde. Det jo efterhånden ikke nogen sjælden livsstil i den globaliserede verden, som vi lever i,« siger hun.

Er det en sund livsstil?

»Hvad er en sund livsstil? Hvis det var usundt, havde jeg jo været død for længst. Det passer til den person, jeg er. Havde jeg tænkt mig at leve på andre måder, ville det være for sent. Toget er kørt,« siger hun.

Ulla Terkelsen har i sit liv besøgt over 120 lande og boet på endnu flere hoteller. Til trods for at tilværelsen på et hotel ofte kan blive upersonlig, har hun et kærlighedsforhold til de komfortable værelser.

»I love hotels! Jeg føler mig straks hjemme, når jeg bevæger mig ind ad døren. Først lægger jeg mine ting ind i skabet, tager mine sko af, åbner for tv’et. Derefter spørger jeg, hvilket værelse fotografen bor i, og så går vi ellers bare i gang med at arbejde. Det er nærmest et ritual,« forklarer Ulla Terkelsen.

En verden i udvikling

Tilbage i mødelokalet i Bruun’s Galleri tikker en besked ind på Ulla Terkelsens telefon med et højt ”bling”. Hun tager den kort op i hånden for at se nærmere på tekstbeskedens indhold. Efter et par sekunders betragtning ned i skærmen lægger hun telefonen på bordet igen.

»Det var bare min søster,« nævner hun for at dæmpe spændingen, der har opbygget sig i rummet.

Ulla Terkelsen har altid sin mobil inden for rækkevidde, uanset om det er nat eller dag. På skrivebordet eller i tasken. Og lydløs-funktion er der ikke tale om. Hun skal nemlig være parat 24 timer i døgnet – klar til at hoppe ind i en taxa og videre på et fly til, hvor end i verden historien befinder sig.

Efter mange år i branchen har Ulla Terkelsen efterhånden fået en vis portion erfaring inden for udenrigsjournalistik.

BLÅ BOG

ULLA THERKELSEN

  • Født i Aarhus d. 15. maj 1944.
  • Sprog: Dansk, engelsk, fransk, tysk og polsk.
  • Ansat hos TV 2, bosiddende i Paris.
  • Korrespondent for Danmarks Radio fra 1967-1987.
  • Færdiguddannet journalist ved Demokraten i 1967.
  • Hun har gennem sin karriere reporteret fra mere end 120 lande.
  • Hun er desuden forfatter til de to bøger: ”Vi kan sove i flyvemaskinen” (2012) og ”Med kærlig hilsen …” (2016).
  • Ulla Terkelsen har ét barn, Nicholas Hawtin, og to børnebørn, Alma og Storm.

På nært hold har hun oplevet alt – lige fra starten på Den kolde Krig til Berlinmurens fald. Hvordan freden sænkede sig over Europa i 1990’erne og så alligevel ikke i 00’erne. Men når hun ser tilbage, er verden blot, som den altid har været.

»Tilstanden i verden er skrækkelig i dag. Men det har den altid været. I øjeblikket er det, fordi vi har nationalismen i Europa og en indvandrerstrøm, som smider brænde på bålet, og en uoverskuelig international situation på grund af præsidentskiftet i USA,« beretter hun og fortsætter:

»Der har været nogle epokeafslutninger i mit liv som journalist – eksempelvis Murens fald og Den kolde Krigs afslutning. Men da den 11. september udfoldede sig, begyndte et nyt kapitel. Et kapitel, som har haft stor betydning for, hvordan verden ser ud i dag.«

Gennem sin karriere har Ulla Terkelsen interviewet utallige, prominente personer og dækket skelsættende begivenheder. Ser man tilbage på de mange historier og interview, som hun har sendt hjem til TV 2-studiet på Kvægtorvet i Odense, er der ikke nogen, hun anser som hverken udslagsgivende eller specielt vigtige.

»For mig er der efterhånden ikke nogen specifik historie, som har præget mig. Året er så langt, og der sker hele tiden noget. Det er altid den historie, man står i lige nu, som er den vigtigste, og for mig handler det mest om at fortælle historien med så stor indlevelse og indblik som muligt,« siger hun.

»Jeg har det ikke sådan, at nogle mennesker er vigtigere end andre. Jeg vil hellere tale med et såkaldt ”almindeligt menneske”, der som så ikke laver noget spektakulært, men fortæller sandheden om situationen, frem for at interviewe nogle, som har tænkt over det, de skal sige, i timevis,« siger hun bestemt og tilføjer:

»Folk, der er spindoktorer og bezzerwizzere, er ikke nødvendigvis klogere end dem, der står ved et busstoppested. Oftest er det eksperterne, der tager fejl.«

Hjem til barndomsbyen

Ulla Terkelsen rejser sig op fra stolen og kigger ud af det store vindue. Fra ottende sal har vi udsigt til både Aarhus Rådhus og Aros. Hun skuer ud over træerne og udbryder: »Det er et flot sted det her, ikke?« hvorefter hun komplimenterer regnbuen på toppen af det aarhusianske kunstmuseum.

På trods af at hun er født og opvokset i Aarhus, savner hun ikke byen. Men det betyder ikke, at Aarhus ikke er i hjertet hos Ulla Terkelsen. Hun har stadig familie i byen, som hun besøger, når hun kan komme til det – mellem præsidentvalg, folkeafstemninger og skæbnesvangre hændelser verden over.

»Jeg glæder mig altid til at komme. Aarhus har altid været en dejlig by. Mest af alt synes jeg, det er dejligt, at den har udviklet sig, som den har gjort. Der er mange flere restauranter nu og mange flere steder at tage i byen, end der var, da jeg var barn. Byer som Aarhus bærer præg af, at folk og unge mennesker flytter til dem,« siger hun og pointerer, at adressen i Paris ikke bliver udskiftet foreløbigt.

Fra Aarhus til Warszawa, London, Paris og New York har Ulla Terkelsen rejst verden tynd. Ganske få steder mangler at blive krydset af listen, og oplevelserne er mange. Selv om den erfarne journalist altid har levet på farten, fortryder hun intet. Hun ser derimod tilbage på karrieren som én stor oplevelse.

»Folk spørger mig ofte, om der er noget, jeg mangler at se eller opleve, hvortil jeg altid svarer: ”Nej, jeg har oplevet alt”. Hvis der er et sted, jeg mangler at rejse hen, hopper jeg på toget og tager afsted,« fastslår hun.

Selv om arbejdet involverer rejser på kryds og tværs af kontinenter, nyder hun stadig tilværelsen. For når dagen er omme, mikrofonen lagt på hylden og kameraet slukket har Ulla Terkelsen også plads til fritid. En normal hverdag, så at sige. En rejse til Versailles eller to.

Har hun nu nok fritid?

»Ork, ja! You’d be surprised. Jeg beklager mig ikke over mit liv,« siger hun.

Til trods for at livet i en kuffert ofte kan blive hårdt, finder hun stadig tid til at smække benene op, drikke en kop te og læse en bog. Men vil denne ”nye” livsstil på et tidspunkt blive hverdag?

For Ulla Terkelsen har for længst nået pensionsalderen. Og med mere end 50 år som journalist på bagen siger det sig selv, at dagen, hvor hun må sige stop, nærmer sig med hastige skridt. Men hvad så med Ulla Terkelsen, London, Ulla Terkelsen, New York, Ulla Terkelsen, Paris?

»Det giver sig selv. Jeg vil ikke konkurrere med min egen alder. Jeg er 72 år. På et tidspunkt vil jeg også sige ”nu er det nok”,« siger hun og tilføjer, at hun ikke helt ved, hvad hun skal foretage sig derefter, men at hun har en opdagelsesrejsende gemt i maven.

»Indtil den dag kommer, er det vigtigste for mig at beholde min åbenhed og ikke køre træt i det, jeg laver. For lige nu er livet som journalist mindst lige så spændende, som dengang jeg begyndte,« afrunder Ulla Terkelsen, Aarhus.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: International ros til Aarhus, kulturen er lige i øjet

Steen B. Andersen (S), formand for Kulturudvalget

Ali Nuur (S), medlem af Kulturudvalget

I disse år er det vigtigt, at vi beholder begge ben på jorden, men det er samtidig også svært at skjule vores begejstring.

Debat: Vandscootere og jetski truer sikker fritidssejlads

Jørgen Bargisen, på vegne af foreningerne på Aarhus Lystbådehavn v/Samarbejdsudvalget for Tursejlere og Fællesrådet for foreninger/klubber på FTL Havnen
Reglerne for brug af vandscootere og jetski bør strammes. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før nogen kommer alvorligt til skade eller bliver dræbt.

Debat: Når man skyder gråspurve med kanoner, ender man med at lave store huller i luften

Michael Sandberg, forstander AVU-området VUC Aarhus

Karsten Larsen, forstander Egå Produktionshøjskole

P. C. Asmussen, forstander Gøglerproduktionsskolen

Claus Bentsen, forstander, Århus Produktionsskole

Hvis det skal lykkes at få flere unge i arbejde eller uddannelse, skal der tænkes nyt, og der skal justeres på rammer og samarbejde – en ny strukturreform er ikke svaret.
Restauranter

Tag selv vinen med

Vi koncentrerer os om maden, så sørger gæsterne for vinen, siger Le Basilic i Aarhus. Maden kunne nu godt trænge til mere opmærksomhed.

En bid af Italien

Anmeldelse: Restaurant Passione er et autentisk, italiensk spisested, som trods skønhedsfejl efterlader et sympatisk indtryk.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye bands
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her