*

Kultur

Norge danser ind på Aros

Det aarhusianske kunstmuseum åbner torsdag en ny kulturfestival, der skal binde tættere bånd mellem de nordiske lande.

Der skal være fest på Aros torsdag. En slags opvarmningsfest til Spot Festival, men alligevel helt sin egen.

Museet tager fat på New Nordic Aros Festival, hvis hele idé er at komme tættere på vores nordiske naboer.

Første festival handler om norske Bergen, som ikke bare er en venskabsby til Aarhus, men også er museumsdirektør Erlend Høyerstens fødeby. Derfor er det ikke underligt, at Aros denne dag er omdøbt til en kulturel ”storstue” i flere etager med både kunst, samtale, mad og musik og dans.

Aros har inviteret bl.a. norske musikere — Bergen har et veludviklet musikmiljø for bl.a. elektronisk musik – til at stå for de musikalske bidrag. Blandt navnene er Misty Coast, Hvitmalt Gjerde, Kjartan Lauritzen, DJ’s Skatebård og Niilas. Der er også et aarhusiansk islæt i form af bandet Lowly.

Gastronomi fra Bergen

To norske kokke, Christopher Haatuft fra Lysverket og Gard Haugland fra Bien, vil vise, hvad man formår på det gastronomiske plan i Bergen, for som Erlend Høyersten siger, finder de gode samtale sted i køkkenet.

»Festivalen er et forsøg på nordisk brobygning. Vi rejser gerne langt ud i verden, mens kendskabet til vores nærmeste naboer er mangelfuldt,« fortæller Erlend Høyersten.

»Det har vi taget fat på at rette op på med vores kunstudstillinger, ”Aros Focus/New Nordic”, og nu kører vi videre med denne festival, hvor vi skal lære af hinanden, opleve og samtale mere end debattere om det, vi har til fælles. Næste år er det en anden by, som Aarhus kan lære noget af,« siger han.

Aros-festivalen er lagt tæt op ad Spot Festival, fordi der kommer så mange tilrejsende, som måske vil benytte sig af endnu et kulturelt tilbud, siger museumsdirektøren.

Hele programmet kan ses på aros.dk. Festivalen begynder kl. 13 og varer i 12 timer. Hvis man har billet til Spot Festival (eller Northside), kan man komme gratis ind om dagen og til reduceret pris om aftenen.

Festen skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed, siger Erlend Høyersten, der håber på, at op mod 1.500 vil komme ind at lære norsk på den kulturelle måde til festivalen.

Følg
Jyllands-Posten
Seneste nyt
Annonce
Video
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her