*

Kultur

Børnehavebørn strømmede gennem porten til ønskelandet

78 børn fra Dagtilbuddet Møllevang pyntede fredag Botanisk Have som deres bud på børneåbningen af europæisk kulturhovedstad Aarhus 2017.

Tag med til ønskelandet.

Invitationen i form af en plakat med regnbuer, luftballoner og en række eventyrlige elementer på hoveddøren til Børnehuset Deruda’ på den nedlagte Frydenlundskolen har gennem den seneste tid mødt forældrene og mindet dem om fremvisningen af børnenes projekt i Botanisk Have.

Efter to ugers arbejde kulminerede de ældste børnehavebørns projekt fredag som led i børneåbningen af europæisk kulturhovedstad Aarhus 2017, som titusindvis af børn i hele Region Midtjylland markerede dagen igennem under det fælles tema: ”Ønskelandet - børns ønsker, håb og drømme”.

Inde bag døren trak de ældste børn i Børnehuset Deruda’ i flyvedragterne, så de var rustet til formiddagens fernisering i Botanisk Have.

»Det er godt nok en lang række,« konstaterede femårige Malias Abildskov Nagami, da børnehusets 16 børn, pædagoger og pædagogstuderende, som har bidraget til projektet stod linet op langs hegnet til børnehaven, hvor også Børnehuset Tusindben havde taget opstilling.

En ladcykel var pakket til bristepunktet med børnenes produktion: malede mælkekartoner, t-shirts og sten samt en stige, gaffatape og proviant.

På vej hen mod Botanisk Have pegede den projektansvarlige pædagog Hanne Farsø ned mod en flise:

»Se der står Aarhus 2017. Det er os, venner,« oplyste pædagogen, hvorefter hun slog over i sangen, ”Ønskelandet” som sangeren Alberte Winding har lavet særligt til børnenes åbning af kulturbyåret.

Børneflokken stemte i:

»…hvis du spørger, hvad jeg tænker på, er jeg sikkert i ønskeland…«

Der blev skruet op for sangstemmerne, da Børnehuset Ovenpå havde sluttet sig til tropperne, og følget gik gennem tunnelen under Vestre Ringgade ud for Møllevangskolen.

Ved indgangen til Botanisk Have samledes fem institutioner under Dagtilbuddet Møllevang kl. 9.30. Straks begyndte pædagoger, medhjælpere og studerende at gøre klar til fremvisningen, som lå tre kvarter forude, og imens hvirvlede de 78 børnehavebørn rundt på græsplænen, rullede ned ad bakkerne og klatrede i træerne på denne solskinsfulde januardag.

Godt hjulpet af gaffatape fik knælende personale klistret de mange malede mælkekartoner på jorden foran dem sammen i bestræbelserne på at gøre dem til en stor port. En snor med rækker af dannebrogsflag, balloner og tyl i neonfarver forvandlede parken til en fest.

Børnene fra Deruda’ malede i projektugerne deres ønskeland på en t-shirt. De blev trukket på en snor, og inden de blev spændt mellem to træer, fik Karla Tjellesen, 5½ år øje på sin.

»Det er en regnbue,« fortalte hun, mens hun udpegede t-shirten.

Og hvorfor er det så hendes ønskeland?

»Fordi man kan finde guld nedenunder,« forklarede Karla Tjellesen.

Hendes og flere andre forældre samt bedsteforældre mødte op i Botanisk Have og så, hvad børnene havde syslet med. Her var – muligvis – også royalt besøg. Kl. 10.15 kom en kvinde iklædt brun pels, hvide vanter og lilla hat spadserende hen mod den store børneflok. Hun præsenterede sig som dronning Margrethe, da hun uddelte håndtryk og vinkede til børnene.

»Det er ikke dronningen. Det er Maiken,« messede børnene som for at overbevise sig selv.

»Hvad hedder du,« blev den fine dame spurgt, og hun kvitterede ved at udtale sin titel og navn i sit bedste affekterede og majestætiske toneleje.

Aarhus 2017

Børnenes åbning - Ønskelandet

Under temaet ”Ønskelandet - børns ønsker, håb og drømme” har titusindvis af børn i hele Region Midtjylland i den seneste tid arbejdet henimod børnenes åbning af kulturhovedstadsåret fredag.

I Aarhus Kommune har Børnekulturhuset været drivkraften bag projektet, som over 3.000 børn fra 40 skoler og daginstitutioner har deltaget i bl.a. sammen med 220 pædagogstuderende og med assistance fra kunstneren Thomas Kruse.

Alle steder holdt fredagen igennem deres egne åbninger af kulturbyåret. Således kunne der ca. 30 steder i Aarhus opleves åbningsevents, kunstudstillinger eller perfomance i børnehøjde.

Kilde: Børnekulturhuset

Alle børnene blev kaldt sammen ud for den store port af mælkekartoner, som nu, lettere vakkelvorn og holdt oppe af flere voksne, tronede hen over parkstien, der også var flankeret af malede sten.

Hanne Farsø tog ordet:

»Vi har lært en sang. Er der nogle, der har lært at danse,« spurgte hun.

Danse havde en børnehavegruppe øvet, men måske det var sceneskræk, som betød, at det hovedsageligt var de voksne, som vrikkede med hofterne, da børnehaverne sang ”Ønskelandet”.

900 børn i aktion: Kulturbyåret åbnes med en »enestående begivenhed i dansk musikskolehistorie«

Herefter blev dronningen hidkaldt til at klippe snoren med dannebrogsflag, som var spændt ud mellem siderne på porten af mælkekartoner. Børnene kunne nu strømme gennem porten til ønskelandet.

Umiddelbart efter at alle var nået igennem kunne porten ikke holde længere.

»Ønskelandet vil altid være, fordi det er os, der bærer det i hjerterne,« forsikrede Hanne Farsø.

Kunstneren Thomas Kruse, der har hjulpet med at få realiseret de aarhusianske børneåbningsprojekter, tog billeder af børnenes kunstværker, og kommenterede portens fald med smil på læberne:

»I får 9,6 for det kunstneriske, men kun 3,2 for det tekniske.«

Mens flere af de andre børnehavebørn travede hjemad, blev børnene fra Deruda’ i parken og nød deres madpakker i ønskelandet.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her