*

Kultur

I udkanten af sandheden ligger »Nerve«

Skal man altid sige sandheden? Er det indiskutabelt godt at få sandheden frem?

Forestillingen ”I udkanten” af Hans Rønne spiller på Åbne Scene, Godsbanen, fra den 20. februar. Foto: Morten Fauerby/Montgomery

Nær Limfjorden mellem Viborg og Løgstør ligger der en lille by med knap 900 indbyggere.

Byens historie går efter sigende tilbage til Vikingetiden, og selv om sommerens tilbagevendende byfest, Gedeskægsfesten, ifølge de lokale medier er en bragende succes år efter år, er den lille flække i Vesthimmerland mest kendt for nobelpris-modtageren, Johannes V. Jensen, der har givet byen en plads i litteraturhistorien.

Forestillingen

I Udkanten

  • En teaterforestilling om en lille flække et sted i udkanten, hvor løgne, fortielser og forbrydelser hersker.
  • Produceret af Teater O.
  • Skrevet af Anders Valentinus Dam og Lars Dammark.
  • Iscenesættelse af Hans Rønne.
  • Har premiere lørdag den 20. februar på Åbne Scene, Godsbanen.
  • Spilleperioden er fra den 20. februar til den 12. marts.

Byen hedder Gedsted. Det er også her, at skuespilleren, dramatikeren og instruktøren Hans Rønne er fra. Han er født i et lærerhjem i byen, hvis liv og sjæl, løgne og sandheder, vil kunne opleves på tætteste hold i de kommende uger på Godsbanen i Aarhus.

Som iscenesætter er Hans Rønne et af omdrejningspunkterne i den nye forestilling på Åbne Scene, der vil tage publikum med ind til kernen i livet i udkanten. Men byen kunne også sagtens være den sjællandske flække Reerslev, der har 600 indbyggere og ligger 25 km vest for København. Det er her, at den ene af de to manuskriptforfattere, Anders Valentinus Dam, er fra.

Et samfund med løgne

For den fiktive by ”Nerve” i teaterforestillingen ”I Udkanten” er blot et symbol på den by, det samfund, det miljø, der kunne ligge alle steder i landet, hvor alle kender alle, og hvor der ikke mindst findes en skrøbelig balance mellem, hvad der bliver sagt, og hvad der bevidst ikke bliver sagt.

»I den lille by, jeg kommer fra, eksisterer det moderne ord italesættelse ikke. Man holder sin mund og lader det komme ud mellem sidebenene,« siger Hans Rønne, mens Anders Valentinus Dam tilføjer:

»Det har været en af bevæggrundene for at skabe en fortælling om, hvad der eksisterer i de mindre samfund og familier, når først løgne og forbrydelser tager fat i den historie, man sammen skaber som samfund, familie og enkelt individ.«

Alle kan spejle sig

Forestillingen udspiller sig over 45 år og har sin rod i en familie, der bærer rundt på flere hemmeligheder.

Da en ung kvinde kommer til byen for at tage sig af familiens handicappede søn, bliver de personlige historier filtret sammen i et kaos af fortielser og forbrydelser, inden vrangen til sidst bliver vendt ud.

»Titlen har en geografisk reference, men den er i lige så høj grad forbundet til udkanten af sandheden, bevidstheden, det tilladelige og det respektable,« siger Anders Valentinus Dam, der – med Hans Rønnes ord – har skrevet en fortælling om en familie, som alle kan spejle sig i.

»Vi kender alle sammen til det at have skeletter i skabet. Derfor synes jeg, det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt man altid skal sige sandheden. Er det indiskutabelt godt at få sandheden frem?« spørger Hans Rønne.

Menneskeligt med en udvej

Han peger på, at det grundlæggende er teatrets væsen at stille spørgsmål frem for at give svar.

Og det er meningen med forestillingen, der har elementer i sig, som er universelt menneskelige. Om at jo flere lag, der er i fortielsen, desto sværere er det at gå tilbage til uskylden. Om at sandheden har en konsekvens.

»Sandheden er fundamentet for vores civilisation og demokrati, men vi kender også talemåden om, at det du ikke ved, har du ikke ondt af,« siger Hans Rønne, inden kollegaen tager ordet:

»Men det er meget menneskeligt at tage udvejen,« siger Anders Valentinus Dam og slår hånden mod sit hjerte:

»Derfor vil vi gerne ramme publikum herinde,« siger han om teaterforestillingen, der melder udsolgt til premieren lørdag aften.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Debatindlæg

Debat: Aarhus Jazz Orchestra – jazz med mening for ældre

Peder Udengaard, orkesterchef, Aarhus Jazz Orchestra
Orkestret er taknemmelig for, at Aarhus Kommune giver det muligheden for at skabe glæde og indhold i hverdagen hos byens ældre.

Debat: Billund – perfekt beliggenhed

Erik Bach, Mølleparken 258, Billund
Sommerferie

Sommerferie for børn.

Se, hvad der sker i sommerferien i Aarhus
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

498 g bøf blev til 256 g mad

Kødsvind: Hvad kan man egentlig forvente af kød på tallerkenen, når man bestiller en 500 grams ribeye. Vi lod det komme an på en prøve.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her