Krimiserie optager i Aarhus
<p>Fra mandag den 14. maj og frem til november vil Aarhus være kulisse for TV2's nye krimiserie.</p>
Krimiserien "Dicte", der bliver den største tv-produktion i Aarhus nogensinde, begynder optagelserne fra mandag d. 14. maj. Det skriver TV 2.
Serien bygger på Elsebeth Egholms storsælgende kriminalromaner om kriminalreporteren Dicte Svendsen. Iben Hjejle har hovedrollen i serien, der udelukkende kommer til at foregå på locations i og omkring Aarhus samt i Filmby Aarhus' studier.
TV 2 skriver, at Dicte kommer tilbage til sin fødeby Aarhus efter en skilsmisse, hvor hun både skal håndtere kærlighed, venskaber og de spøgelser, som dukker frem fra fortiden, samtidig med at hun skal passe sit job som journalist.
Styrker filmproduktion i Vestjylland
Marc Perera Christensen (K) er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune og formand for Den Vestdanske Filmpulje. Han ser gerne, at projektet kan åbne øjnene på landets producere for at bruge Aarhus som fremtidig filmby.
"Jeg er ikke i tvivl om, at et projekt af den kaliber, som 'Dicte'-serien er, vil få meget stor betydning for Aarhus som filmby og for hele arbejdet med at styrke filmproduktion i Jylland. Samtidig er Elsebeth Egholm en af vores lokale kulturpersonligheder, og det er selvfølgelig med stor glæde, at vi kan lægge både by og arbejdspladser til serien."
De 10 afsnit kan ses på TV 2 i 2013.