Den røde løber rulles ud
Vestergadefesten udvider programmet og byder på musik og underholdning helt til midnat.
Gadefesten i Vestergade har ambitioner, der går ud over én dag om året med udvidede åbningstider.
Når festen i dag skydes i gang for fjerde år i træk, er det med fuldtidsansat projektleder og program fra kl. 10 om formiddagen til midnat.
»Det er ikke længere bare en lang lørdag i Vestergade. Vi har udvidet kraftigt i år, så det er blevet et dagsarrangement med langt flere aktører,« siger René Heebøll Clausen, der er koordinator af Vestergadefesten.
Arbejde på tværs
Ideen med at holde festen er først og fremmest at få gadens mange forskellige indbyggere til at arbejde mere på tværs i hverdagen.
»Det virker allerede. Jeg hører fra flere, at der er kommet meget mere intern kommunikation, efter at de er begyndt at samarbejde om indslag til festen, og det vil vi gerne have endnu mere af i fremtiden. Ikke bare den ene gang om året,« siger René Heebøll Clausen, der har arbejdet på gadefesten i to måneder.
Kunst i gaden
Gaden bliver i dag omdannet til gågade, og møbler og kunst rykkes ud midt på asfalten.
»Vi vil gerne gøre gaden til et sted, man gerne vil opholde sig. Ikke bare for at handle eller forbruge, men simpelthen for at være,« siger René Heebøll Clausen.
Underholdningen lørdag byder både på tryllekunstner, modeshow, ukulele-show, foredrag og musik. Kris Herman, Sidsel Ben Semmane og Snejegast er blandt de optrædende. En af gadens kunstnere, Maj D, har udsmykket flere butiksvinduer og fortæller om sine ”VesterGadeVinduesVærker”. Og så bliver den røde løber traditionen tro rullet ud gennem hele gaden.
»Den røde løber er blevet vores varemærke, og den symboliserer, at alle er velkomne. Vi har ingen fine fornemmelser, men inviterer alle med på den røde løber,« siger koordinatoren.