Festuge giver 25.000 for nyt logo
Har du en god idé til et nyt festugelogo, kan de 25.000 kr. blive dine.
Det gamle festugelogo skal udskiftes med et nyt.
Baggrunden er dels, at Aarhus Festuge har gennemgået en forandring de sidste par år, som festivalens logo selvfølgelig skal afspejle, og dels at det eksisterende Festuge-logo fra 2005 er utidssvarende, da det i dets oprindelige form var bygget op om en idé, hvor Å’et i ”Århus” var det centrale element.
I 2011 skiftede Aarhus Festuge over til at skrive sit navn med ”Aa” som følge af den nye, officielle måde at stave Aarhus på.
”Festugen anno 2011 er præget af kunst- og kulturoplevelser af høj kvalitet, en stærk profil og nytænkning, som på samme tid er tiltrækkende, overraskende og udfordrende. Det skal Aarhus Festuges nye logo selvfølgelig afspejle,” lyder det fra borgmester og formand i Aarhus Festuges bestyrelse, Jacob Bundsgaard.
Deadline for deltagelse i konkurrencen er 25. november. Aarhus Festuge forventer at offentliggøre et nyt logo i midten af december.