Fortsæt til indhold
Aarhus

Hjejle skal spille Dicte

Elsebeth Egholms populære krimiserie filmatiseres med en række kendte navne.

Det bliver Iben Hjejle, der får titelrollen i filmatiseringen af Elsebeth Egholms populære romanserie om Aarhus-journalisten Dicte Svendsen.

Det oplyser Miso Film, der allerede næste uge sammen med medproducenten TV 2 efter amerikansk forbillede indleder indspilningen af et prøveafsnit af serien, en såkaldt dummy.

Først senere på året træffes den endelige beslutning om produktionen, men går alt som planlagt, begynder den “rigtige” produktion i efteråret.

Der har været stor spænding om, hvem der skulle spille hovedrollen som Dicte i filmatiseringen af Egholms bestsellerbøger. Elsebeth Egholm selv har aldrig offentligt udtalt sig om, hvem hun foretrak i titelrollen.

Alle optagelser i Aarhus

I filmatiseringen af Dicte-krimierne medvirker foruden Iben Hjejle bl.a. Lene Maria Christensen (“Lulu & Leon”), Lærke Winther (“Den som dræber”) Mikael Birkkjær (“Borgen”, “Sommer” og Forbrydelsen”) og Asger Reher (“Krøniken” og “Ørkenens sønner”).

Det er planen at filmatisere samtlige af Egholms Dicte-bøger – og alle optagelser er planlagt til at foregå i Aarhus.

Kulturrådmand i Aarhus, Marc Perera Christensen (K), er meget tilfreds med valget af skuepsillere.

”Det er nogle, rigtigt gode skuespillere, der er valgt til de krævende roller. Det bliver spændende af følge optagelserne i næste uge, men med det hold er jeg sikker på, at Elsebeth Egholms fængende historier er i de bedste hænder. Det bliver en filmatisering, der vil blive lagt mærke til og som vil sende billeder af Aarhus ind i mange stuer både i Danmark og udlandet,” udtaler Marc Perera Christensen.

Dicte-serien støttes bl.a. af DFIs Public Service Pulje, Den Vestdanske Filmpulje, Aarhus Kommune, Region Midtjylland, SF Film, MEDIA og Miso Film.