Politiet vil fælde flere hælere
Fra 2007 til 2010 blev der begået flere end 12.000 indbrud i Aarhus. 205 er i den periode dømt for hæleri.
205 skyldige på fire år. Sådan lyder Østjyllands Politis statistik over domme for hæleri i Aarhus Kommune fra 2007-2010. I samme periode blev der begået mere end 12.000 indbrud i private hjem i kommunen.
Ifølge Lars Bo Langsted, som er juraprofessor ved Aalborg Universitet, er netop hælerleddet helt centralt i kampen mod indbrud.
»Jeg synes ikke, at det er et chokerende lavt tal, men det burde selvfølgelig være højere,« siger han om hælerstatistikken i Aarhus.
»Det er helt afgørende for at få dæmmet op for indbruddene, at man får fat i hælerne. Indbrudstyvene ville ikke stjæle noget, hvis ikke hælerne var der, så det er vigtigt at statuere gennem nogle sager, at det ikke alene er teoretisk strafbart at købe hælervarer, men at det også er det i praksis.«
Det Kriminalpræventive Råd (DKR) kørte i fjor en kampagne mod hæleri, og strafferammen blev hævet. DKR-formand, juraprofessor Eva Smith, kalder ligeledes på konsekvens.
»Hvis politiet gennemfører razziaer på steder, hvor man ved, at der handles med hælervarer, tror jeg på, at det har en stor effekt,« siger hun.
Både Eva Smith og Lars Bo Langsted pointerer dog, at politiets kamp mod hælerne er svær. Og det samme budskab lyder fra Jørgen Ilum, som er politidirektør i Østjyllands Politi.
Nye meddelere
»Hælerne er vanskelige at afsløre, bl.a. fordi tyvene er meget lidt tilbøjelige til at fortælle om afsætningsleddet, og fordi mange hælere opererer meget professionelt,« siger han og tilføjer, at nye afsætningskanaler på internettet gør opgaven endnu sværere. Ikke desto mindre vil man fra i år styrke indsatsen.
»Vi vil have fat i hælerne. Og skulle det lykkes os en gang imellem at bore hælerleddet helt ud, så vi pludselig står ude hos hr. og fru Jensen, der har knebet det ene øje i og købt en billig kogle eller en svanestol, er det fint. Det kan nok også virke præventivt,« siger Jørgen Ilum.
Østjyllands Politi vil bl.a. skaffe sig nye meddelere i indbrudsmiljøerne og øge kontrollen med guldhandlere. Derudover opfordrer Eva Smith til, at borgerne hjælper politiet ved at handle med fornuft og tænke på indbrudsofrene.
»Det er vigtigt at gøre klart for folk, hvor krænkende et indbrud er. Det kan have meget, meget alvorlige psykiske konsekvenser for ofrene, og ved at købe hælervarer medvirker man til, at flere mennesker må opleve at have indbrud,« siger hun.

Kvinde kørte galt med spædbarn

Skolebestyrelsen: Forældrene skal have ambitioner
Ekstraordinær politi-indsats ved nedrykningskamp
Brøndbyfans får politieskorte rundt i Horsens før altafgørende Superligakamp. Læs artikel
Crone: MGP er ikke et "værtsshow"
Næste års MGP-værter skal foreberede sig på at blive gennemkoreograferet, siger tidligere vært. Læs artikel
DF: Nu er vi på vores naturlige niveau
Danmarks største havmøllepark er næsten i mål
Der venter dog stadig noget arbejde, inden Anholt Havmøllepark kan indvies. Læs artikel
Læger: Ministers anbefaling sikrer ikke kvalitet



ShoppingGuide
OvernatningsGuide
