Fortsæt til indhold
Aarhus

Ung mand erkender bageri-brand

Sagen kædes sammen med flere andre påsatte brande i Aarhus og Odense.

Retten i Aarhus startede i dag en sag om to unge mænd fra Odense, som er tiltalt for at have sat ild til et bageri på Grimhøjvej i Brabrand tilbage i 2011.

Tre ansatte blev reddet ud af flammerne i god behold. Ejeren havde bedt dem om at sove i lokalet, fordi en eller flere gerningsmænd havde forsøgt at sætte ild til bageriet to dage tidligere.

”Min klient erkender sig skyldig i brandstiftelse, og ifølge ham, var det de to tiltalte, der sammen satte ild til bageriet. Den anden nægter sig skyldig og siger, at han ikke havde noget med det at gøre,” siger advokat Troels Lind Pedersen til Jyllands-Posten.

Politi: Branden var påsat

Det nedbrændte bageri producerede fladbrød, og sagen trækker spor til en række andre påsatte brande mod fladbrøds-bagerier i både Aarhus og Odense.

JP Aarhus talte den gang med ofrene fra flere af brandene mod fladbrøds-bagerierne, og ifølge dem var det konkurrenter, som stod bag brandene for at skaffe sig markedsandele. Ingen turde af frygt for repressalier stille sig frem og fortælle om mistanken.

Flere vidner havde set en mand løbe fra gerningsstedet, og politiets tekniske undersøgelser viste, at branden var påsat.

Kræver behandlingsdom

I juni blev to 20-årige mænd fra Odense anholdt i sagen, og de er tiltalt efter straffelovens paragraf 181, som kan give op til 10 års fængsel.

”Min klient er ikke egnet til straf, fordi han er lettere retarderet. Anklageren vil have ham anbragt på en sikret institution på ubestemt tid, og jeg mener, at han skal have en behandlingsdom, så han ikke skal ind og sidde. Jeg har svært ved at sige, hvad man forventer af straf til den anden tiltalte,” siger Troels Linds Pedersen.

Retten i Aarhus forventer, at der falder dom i sagen fredag i næste uge.