Fortsæt til indhold
Aarhus

23-årig sparket og bestjålet i Aarhus

Tre mænd tvang en 23-årig mand til at udlevere værdier efter at have sparket ham.

Mandag morgen begyndte rigtig skidt for en 23-årig mand. Kl. 5.15 blev han på Sjællandsgade overfaldet af tre mænd, der fik ham ned på jorden og både slog og sparkede ham.

De truede ham til at udlevere pung, mobiltelefon og dankort og siden også pin-koden til kortet. Herefter hævede de et ukendt beløb.

Gerningsmændene er endnu ikke fundet, så Østjyllands Politi beder folk om hjælp til at finde tre mænd ud fra følgende signalement:

A. En mand på 175-180 cm, omkring 20 år gammel. Han var almindelig til spinkel af bygning og med et mellemøstligt udseende. Hans hår var sort og karseklippet, og han var iført sorte, firkantede briller, en rød hættetrøje og et tørklæde for ansigtet.

B. har udseendemæssigt samme beskrivelse som A, bortset fra at han er mere muskuløs. Hans hår var også klippet i en kort frisure, imens han bar en mørk hættetrøje, helt sorte sko, som kunne være af mærket Converse eller Nike.

C.'s oplysninger er mere sparsomme. Han beskrives som 180 cm høj, 20 år gammel og mellemøstlig af udseende.

Politite har endnu ikke fået henvendelser, der kan føre dem videre. Har du oplysninger, kan de gives til politiet på 114.