Fortsæt til indhold
Aarhus

Ung mand gik amok på værtshus

20-årig skadede tre personer med kast med glas, skaller og slag med en jerngenstand.

En 20-årig mand fra Aarhus gik natten til lørdag amok på et værtshus i Frederiks Allé i det centrale Aarhus.

Både inde i værtshuset og udenfor gik han til angreb på flere personer.

Han står nu sigtet for to tilfælde af kvalificeret vold og et tilfælde af almindelig vold.

Ukendt motiv

Vagtchef ved Østjyllands Politi, Bo Christensen, fortæller til Jyllands-Posten, at voldsepisoden startede, da den 20-årige kastede et glas i nakken på en anden gæst af værtshuset.

"Vi kender ikke til motivet for hans udbrud, men hvis man har fået lidt indenbords, er der nogen gange lidt for kort fra tanke til handling," siger Bo Christensen.

Den 20-årige blev efterfølgende smidt ud fra værtshuset, men det stoppede ikke hans angreb.

Slog med jerngenstand

På vej ud af værtshuset nikkede han nemlig en anden gæst en skalle, fortæller Bo Christensen.

Og da den unge mand var kommet uden for, brugte han en jerngenstand - angiveligt et støtteben fra en cykel, som han rev af - til at slå en tredje person ned.

"Først derefter blev han anholdt af politiet," siger Bo Christensen.

Ingen mennesker kom alvorligt til skade under den 20-åriges overfald, tilføjer han.

Manden bliver lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han står sigtet efter straffelovens paragraf 244 og 245.