Fortsæt til indhold
Aarhus

Pistoltruende røver efterlyses

Politiet har endnu ikke haft held med eftersøgningen af en røver og beder nu om hjælp.

En gerningsmand fra et røveri i Højbjerg efterlyses af politiet. Manden på de to billeder begik den 21. maj 2012 kl. 09.56 røveri mod en købmandsforretning på adressen Pottemagertoften i Højbjerg. Han slap afsted med kontanter og 30 pakker cigaretter efter at have truet personalet i butikken med en sølvfarvet pistol.

Udbyttet blev leveret i en plasticpose. Herefter flygtede han fra stedet til fods.

Politiet har følgende signalement på ham ud fra overvågningsbillederne:

Røveren er en mand, men hans alder kan ikke vurderes. Han er ca. 175-180 cm høj og almindelig af bygning.
På gerningstidspunktet var han Iført mørk hue, sorte solbriller, hvidt tørklæde med sort mønster for ansigtet, hvide handsker, grålig jakke/trøje, som havde en sort og hvid stribe fra halsen og ned, grå bukser, sorte sko med hvid snude, og hvide snørebånd, skoene muligt af mrk. Converse.

Ligger man inde med oplysninger om røveriet eller en mulig gerningsmand kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.