Snedige tyve brugte tape
Aarhus-skole har mistet stole for 500.000 kroner. "Grundigt planlagt," siger politiet.
Det var meget grundigt og professionelt planlagt, da ukendte gerningsmænd i weekenden brød en dør op og fik listet 122 Arne Jacobsen-stole ned fra 3. sal på Købmandsskolen i Viby.
Samlet har stolene en pris på mere end 500.000 kroner.
Østjyllands Politi mener at indbruddet, der blev anmeldt mandag morgen, har foregået weekenden over. Det har været et simpelt indbrud. Der er kun små mærker på dørene inde på skolen, og ingen vinduer er slået i stykker.
Brugte tape
De betjente, der har lavet undersøgelser på stedet igen tirsdag morgen, fandt årsagen til, at ingen har bemærket indbruddet.
"Bevægelsessensorerne var klistret til med tape, så de ikke kunne opfange personerne. Der var flere opdagelser på stedet, der viste, at det er professionelle, vi har med at gøre her," siger politikommissær Vagn Martinussen.
Han mener, at gerningsmændene kan have brugt samtlige nætter i weekenden på at få transporteret stolene ned på gaden, og at de derfor har haft god tid.
Dropper designerstole
Facilitymanager på Erhvervsskolen Poul Hvid siger, at stolene har stået i åbne områder, hvor der ingen alarm har været.
Alle elever og undervisere har adgangskort til skolen, fordi der af og til er aften og weekendundervisning. Men Poul Hvid siger, at der ikke har været anvendt adgangskort i netop den weekend.
Stolene var af mærket 7'eren, der er meget letsælgelige på markedet. Og Poul Hvid oplyser, at skolen to gange tidligere har haft indbrud, hvor tyvene bevidst gik efter designermøblerne.
"Vi skal selvfølgelig have nogle nye stole, for nu er der ved at være tømt. Selvfølgelig skal de være pæne, men det bliver ikke de dyre, der er så letomsættelige. Det er helt sikkert," siger facilitymanageren.
Professionelle møbelbander på færde
Østjyllands Politi kender til flere professionelle tyvebander, der går efter designermøbler fra både private hjem og offentlige steder. De er sandsynligvis kommet i en varevogn eller lastbil og har et afsætningsled på markedet.
Politiet har i øjeblikket ikke kontakt til vidner, og Vagn Martinussen mener derfor, at eftersøgningen bliver op ad bakke. Har du oplysninger om hændelsen på Købmandsskolen, bedes du kontakte Østjyllands Politi på nr. 114.
Skolen har adressen Sønderhøj 9, 8260 Viby.