Aarhus nægter at lukke under demo
Butikker og restaurationer åbner som normalt, når højreekstreme og antifascister demonstrerer.
Forretninger og restauratører i Aarhus er enige om at holde åbent som normalt lørdag den 31. marts, selvom det højreekstreme Danish Defence League har varslet demonstration, og Antiracistisk Netværk vil afvikle en moddemonstration.
Østjyllands Politi har dagligt været kontakt med bekymrede forretningsdrivende, der var i tvivl om, hvad de skal gøre den lørdag, oplyser politikommissær Mogens Brøndum.
Og nu har Restauratørnetværket meddelt, at netværkets 31 medlemmer vil holde åbent som normalt. Også de restauratører, som ellers tidligere havde meddelt, at de ville barrikadere sig. Det drejer sig for eksempel om den irske pub Sherlock Holmes.
På udkig efter trusler og vold
Peter Marquardt fra Bodegaen i Aarhus midtby er talsmand for netværket. Han stoler på, at forretningerne i samarbejde med Østjyllands Politi og dørmænd kan skabe ro og sikkerhed i nattelivet.
”Også på den dag sikrer vi, at vores kunder kan få en god og tryg oplevelse, når de går i byen i Aarhus. Det er lørdag, og vi holder åbent som normalt. Vi er selvfølgelig særlig opmærksomme på uro eller konflikter i lyset af demonstrationerne, og vi indskærper derfor, at personer, der udviser voldelig eller truende adfærd, eller som er tydeligt påvirket af spiritus eller andet, vil blive afvist. Det gælder i øvrigt hver aften," siger Peter Marquardt.
ARoS i stormens øje
Østjyllands Politi har lovet et særligt opsyn til de forretninger og restaurationer, der føler sig ekstra udsat. I samarbejde med Østjyllands Politi er de nu involveret i den individuelle sikkerhedsplanlægning.
For eksempel har kunstmuseet ARoS været i tæt kontakt med politiet, da passagen igennem bygningen skaber forbindelse mellem de to demonstrationsområder, Mølleparken og Rådhuspladsen, der ligger med få hundrede meters afstand.
Ledelsen på museet er derfor ekstra opmærksom på, at sikkerheden er i orden, når demonstranter fra flere lande mødes - og eventuelt støder sammen - i Aarhus.
"Vi holder åbent, som politiet opfordrer til, og jeg har svært ved at tro, at parterne vil bruge vores sted som kampzone. Men for en sikkerheds skyld har vi forberedt nogle ekstra sikkerhedsforanstaltninger," siger administrationschef ved ARoS Henrik Ochsner, der afviser at komme nærmere ind på, hvad det indebærer.
Borgmester: Alle har ansvar for tryghed
Også i Aarhus Cityforening er der tiltro til, at demonstrationerne bliver afviklet på den bedst mulige måde. Cityforeningen, der repræsenterer detailhandlen i Aarhus City, har undervejs i forløbet også været i tæt kontakt med Østjyllands Politi.
”Byens butikker holder ligesom restauratørerne i Restauratørnetværket åbent som normalt den 31. marts. Aarhus City Forening er af den overbevisning, at folk trygt kan komme til byen og handle, også på denne lørdag, hvor byens butikker slår dørene op som normalt," siger Claus Bech, direktør i Aarhus Cityforening.
Også borgmester Jacob Bundsgaard (S), som netop har været vært for et tolerance-arrangement på Bispetorv onsdag den 21. marts, er lettet over, at restauratører og butikker i byen samlet signalerer, at byen står uforandret trods demonstranterne.
”Aarhus er en åben by – det gælder også 31. marts. Jeg opfordrer til, at byens borgere og gæster benytter byens tilbud helt som vanligt, og samtidig understreger jeg, at vi alle har ansvar for et trygt og godt liv i byen, især hvis der kan være optræk til problemer,” siger borgmesteren i Aarhus.