Ingen visitationszoner under demo
Forud for demonstration får politiet hver dag ca. 20 henvendelser fra bekymrede borgere.
Østjyllands Politi siger nu, at der ikke vil være visitationszoner i Aarhus under demonstrationen den 31. marts. Dermed vil aarhusianere ikke blive stoppet på gaden for at blive tjekket for at bære våben eller lignende.
"Vi har længe været i gang med sikkerhedsplanlægningerne op til demonstrationen. Og jeg kan sige, at der ikke vil være visitationszoner i byen. Men intet er sikkert. Får vi grund til at oprette ekstra sikkerhedsforanstaltninger, så gør vi det," siger Mogens Brøndum, politikommissær hos Østjyllands Politi.
I følge ham modtager politiet hver dag ca. 20 henvendelser fra usikre borgere og forretninger, der er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig.
Butikker i tvivl om sikkerhed
De fleste barer og butikker i Jægergårdsgade har givet politiet besked om, at de lukker weekenden over.
Andre store forretninger vil vide, om de bør ansætte vagter, og hundeluftere vil vide, om det er sikkert at færdes på gaden.
Men Mogens Brøndum mener ikke, man bør ændre adfærd den lørdag. Skulle der blive optræk til noget, vil politiet allerede være lige i nærheden.
Politi: opfør dig som du plejer
"Vores budskab til både forretninger og borgere er, at de skal opføre sig, som var det en helt almindelig lørdag. Tag i byen og køb grønt på torvet eller shop i butikkerne, hvis I har lyst. Vi skal nok være der og sikre fred og orden," siger han og tilføjer, at der kan opstå mindre trafikale problemer den dag på grund af de mange patruljevogne.
"Vi er i tæt kontakt med de to demonstrerende grupper, English Defence League og Aarhus for Mangfoldighed. Ingen af dem bebuder optøjer og gadekampe," siger Mogens Brøndum.