Politiet lærer fra sig under demo
Europæiske politifolk og forskere strømmer til Aarhus den 31. marts for at lære af dansk politi.
Østjyllands Politi har en stor opgave forude under den kommende English Defence League-demo i Aarhus den 31. marts, når den yderste højrefløj møder den yderste venstrefløj.
Men dansk politi er ikke det eneste, der skal lære af erfaringerne. Politifolk og forskere fra en del andre europæiske lande er også nysgerrige på, hvordan en situation, der i øvrigt er en politimæssig udfordring i hele Europa, skal håndteres.
De kommer derfor til Aarhus for at lære af Østjyllands Politi, skriver P4 Østjylland onsdag.
Kun praktiske erfaringer virker
En af observatørerne, der er del af EU-projektet GODIAC, er professor på politiakademiet i Holland Otto Adang.
"Vi forsøger at identificere, hvad der virker. Hvad der er god praktik. Hvad forebygger vold og samtidig beskytter demonstrationsfrihed. Det er en udfordring i hele Europa at balance det. Det er svært at undersøge for man kan ikke lave øvelser eller eksperimenter. Derfor må vi se på de praktiske erfaringer og finde ud af, hvad der virker hensigtsmæssigt," forklarer han til P4 Østjylland.
"Lad jer ikke skræmme"
Østjyllands Politi er allerede langt i forberedelserne. Hvor mange fremmødte politifolk, der vil møde op, og hvor de vil være, kan politikommissær Mogens Brøndum ikke afsløre. Men han siger, at patruljerne vil fylde byen hele weekenden fra fredag den 30. marts til søndag den 1. april.
"Ingen bør være nervøse for optøjer mellem de to grupper. Vi er i byen hele tiden med meget stor bemanding," siger han.
Bønnen fra Østjyllands Politi lyder derfor på, at alle trygt kan færdes i byen. Mogens Brøndum opfordrer til, at man ikke lader sig skræmme, men i stedet opfører sig som var det en helt almindelig lørdag.
"Tag på torvet og køb grønt eller gå i butikker, eller hvad du nu har lyst til. Vi skal nok være der, hvis der sker noget."