*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ugen på spidsen

Hørebøffen og ginbølgen

Ugen på spidsen om pølse i opgangen, de piv ringe hvide, bremsehastighed og nogen, der ikke brokker sig.

Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi af journalist Jørgen Rye. Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.
Mandag – tak

En ny sæson er skudt i gang og hold da hest, hvor der allerede er godt gang i sure debatter om alverdens ting og sager såsom kvindefodbold, prinsgemaler og hvad har vi?

Måske skulle vi i stedet skyde den nye sæson i gang med en lille opfrisker om at huske taknemmeligheden og lade den være strømpil for 2017/2018.

Opfriskeren kommer fra håndboldkvinderne i den nydannede United-klub, som er skabt på ruinerne af Aarhus SK-konkursen.

»Første dag havde vi en snak om, hvor vigtigt det er, at vi er åbne og ærlige. Og at vi skal være glade for det, som vi har og får, for det kommer ikke ud af ingenting, nogle mennesker har arbejdet rigtigt hårdt for at skabe det her,« siger holdets anfører og tilføjer så den her, som kan være god at huske på:

»Vi har aftalt, at vi ikke gider brokke os over alt det, som vi mangler, og alt det, som er galt.«

Tirsdag – hørebøf

En ting på sådan cirka 50 tons kommer i den grad til at præge den nye sæson, og det er letbanen, der går i luften 23. september.

I øjeblikket er der testkørsler rundt i byen, og de ture har allerede været en smule nervepirrende.

En letbanechauffør fortalte i juli følgende i avisen:

»En ung pige med hørebøffer i ørerne gik tværs over skinnerne ved Dokk1 nede på havnen, og selv om jeg flere gange ringede med klokken, var det først til allersidst, at hun opdagede toget og fik flyttet sig.«

Puha, jeg har også selv prøvet den.

Forleden gik en ung fyr med hørebøffer lige ud på vejen og opdagede først bilen, da vi var få meter fra ham og – heldigvis for ham – nåede vi at bremse.

Nu skal man jo ikke være gammel og sur her i den nye sæson, men kære ungdom – det ender sgu helt galt en dag med de hørebøffer.

En bil kan bremse på 10-12 meter ved en hastighed på 50 km/t.

Et letbanetog skal bruge 100 meter ved samme hastighed.

Onsdag – hvidt

Ny sæson betyder også ny fodboldsæson, og vanen tro går vi hvide – glemt er alle tidligere nedture – opløftede ind til en ny omgang.

Jeg så Hobro-kampen, og det var da en fest – bortset fra, at vi meget urutineret havde sat os under fanafsnittet og endte i en øsregn af fadøl, da Bundu scorede til 2-0 til sidst.

Men Hobro-sejren er den foreløbig eneste i fire kampe, og den seneste nedtur i Haderslev var tilsyneladende så ringe, at selv gamle hvide fans nu overvejer at tage en pause.

Tonen er hård på Facebook:

»Jeg er efterhånden meget optaget af, hvordan GF år efter år efter år efter år kan bilde os naive fans ind, at nu er den der...,« skriver en fan.

»Det begynder at ligne sidste sæson og forrige sæson og forforrige og endnu meget lang tid tilbage,« skriver en anden, mens en tredje er stået helt af:

»De er så pivringe og har været det i mange år nu. Gør som jeg, bliv hjemme! Så kan de lære det!!«

Ja, måske skulle man overveje en AGF-pause for ikke at blive gammel og sur.

Beslutningen træffes dog først efter søndagens kamp mod OB.

Torsdag – smuk

Smukfesten er i gang i Skanderborg, og for os, der ikke lige er der, kan en del af musikken faktisk høres på DR’s hjemmeside.

Men Smukfest handler jo ikke så meget om musik, men om fest, og de her udvalgte Smukfest-citater fundet på nettet siger det vist meget godt:

»Skanderborg er et hul, men Smukfest gør helt klart hullet mindre.«

»Det bedste på Skanderborg er, når man kaster pølsen ind i opgangen.«

»Tidligere gav jeg alle de rødhårede børn, jeg så hernede på pladsen, en femmer. Det kunne jo være en af mine egne.«

Og så det her gyldne citat fra en ung pige på Smukfest, der er ved at skrive en sms, men lige må have hjælp af veninderne.

»Piger, hvordan staver man til Mø?«

Fredag – gin

»Vi oplever en ginbølge i disse år.«

Gin er gået fra at være et industriprodukt til et gastronomisk produkt med komplekse smagsoplevelser, fortæller avisen, der beretter om de to indehavere af Njord Gin, der flytter produktionen fra Randers til Sydhavnen i Aarhus, og de to fortæller i øvrigt, at ambitionen er at lave verdens bedste gin.

Sådan skal det lyde – tænk stort.

Hvis de to gutter også går og fifler med en ambition om at lave verdens bedste gin-cocktail, må jeg imidlertid skuffe dem med at fortælle, at den har jeg allerede lavet, for det skete i min sommerferie i det sydfynske.

En Bees Knees hedder den, og min fik et twist med alt muligt, som jeg ikke kan huske, hvad var.

Men den var mega god. Og toeren var endnu bedre.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Ugen på spidsen
Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi af journalist Jørgen Rye. Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.
Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi i JP Aarhus af journalist Jørgen Rye, der har skrevet om Aarhus i byens aviser siden 1995.

Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.

Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her