*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ugen på spidsen

Don Vito Corleone og long balls

Ugen på spidsen om sommeren ’92, Ricardo, Målermanden, Tangkrogen og gin og tonic.

Mandag – målermand

Here we go again.

Denne gang er det en plan for udvidelse af Tangkrogen, som sætter sindene i kog.

I det røde ringhjørne debattør B. Bevaresen:

»Planen ødelægger alt det gode, vi har. Vi drukner i events, larm og biler.«

Små hunde gør hele tiden. Store hunde behøver ikke at gø.

I det blå ringhjørne debattør U. Udviklersen:

»Alle taler om udvikling, men ingen kan lide forandring. Det bliver fantastisk med en fed badestrand.«

Foreløbig har 8.500 skrevet under på en protest mod planen, men hvis parterne får brug for teknisk hjælp og godt humør i debatten, kan jeg anbefale Målermanden i Zirkus Nemo-teltet dernede på Tangkrogen.

Han er altså i topform.

»Hvad er en måling? Det er et af livets store spørgsmål, man stiller sig selv, når man er oppe at tisse om natten. Jeg kan afsløre, at en måling er et tal. Er det dét? Ja, det er det. Og her på mit målerbånd er der mange tal. Jamen, hvor mange tal er der, spørger I. Jeg ved det ikke.«

Tirsdag – tilbud

Fyret eller fratrådt?

That’s the question.

Så ryger der en chef mere i ”Halløj i Teknik og Miljø”-serien, og hans chef kan ikke fortælle, om han er blevet fyret eller fratrådt – for han er selv blevet fyret.

I stedet er det den konstituerede chef, stadsdirektøren, der svarer på spørgsmålet, og han oplyser, at det altså ikke er en fyring.

»Vi har indledt en drøftelse om fratrædelse. Det er sådan, vi kommunikerer det nu,« siger stadsdirektøren.

Hvorefter han får spørgsmålet, hvad der så vil ske, hvis den pågældende siger nej tak til en fratrædelse.

»Så foreligger der en ny situation, men det tror jeg ikke, at han gør.«

Sådan er det, og Don Vito Corleone sagde det jo allerede i 1966.

»I’ll make him an offer, he can’t refuse.«

Onsdag – sprit

Mens rockfolket har overstået Northside og Roskilde, og Smukfest venter forude, findes der altså også festivaler af en hel anden promille.

Til november er der to dages gin og tonic-festival i Ridehuset.

Nu er jeg godt nok ikke kæmpefan af gin/tonic – så hellere en Manhattan, en Old Fashioned eller en Diplomatico – men en enkelt kan man vel altid klemme ned – især hvis de er gratis.

Det bliver ret spøjst med en festival, hvor spritten er hovedperson.

På Northside køber vi en øl, som vi nyder til musikken, men på en GT-festival nyder man vel en gin/tonic, mens man smager på en anden gin/tonic – eller?

Torsdag – udlændinge

Aarhus er på Skandinaviens-kortet med rekorden i hotelvækst med en stigning på 65 pct. fra 2011 til 2016.

»Det boomer altså over hele linjen,« siger en hoteldirektør.

Turistdirektøren vil dog gerne have flere udlændinge i hotelsengene, for selv om vi har kulturår, er andelen af udlændinge ikke steget i år.

2017 – det er noget, vi giver til os selv?

Fredag – bøgetræner

På vej mod sommeren ’17 genoplevede vi i denne uge sommeren ’92, da vi for 117. gang hyldede EM-heltene – denne gang på grund af 25-året for EM-finalen.

Det betød gensyn med filmen ”Sommeren 92” og Richard Møller Nielsen – denne sammensatte og udskældte personlighed, der jo i den grad lo til sidst.

Og kom ikke her med Morten Olsen, Sepp Piontek, og hvad har vi, for kun én træner har for alvor vundet noget i nyere tid.

Hvilket er en god undskyldning for at bringe en stribe gyldne Ricardo-citater:

»En fodboldspiller dur ikke, hvis han ikke kan løbe Fyn rundt uden at trække vejret.«

»Et fynsk bøgetræ visner ikke, selv om et svin gnubber sig op ad stammen.«

»Selv om noget har stået i formiddagsaviserne, kan det godt være sandt.«

»Jeg udtaler mig principielt ikke om dommere. Specielt ikke ham her.«

»Små hunde gør hele tiden. Store hunde behøver ikke at gø. Lars Olsen er sådan en stor hund.«

Og så den bedste:

»We must screw down the expectations. We have to change our tactic and play with long balls.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Ugen på spidsen
Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi af journalist Jørgen Rye. Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.
Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi i JP Aarhus af journalist Jørgen Rye, der har skrevet om Aarhus i byens aviser siden 1995.

Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.

Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her