*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ugen på spidsen

Overtræksbanden og afrikansk flis

Ugen på spidsen om en uendelig bro, en løftet borgmesterfinger, en chef uden ferie og en røget sild.

Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi af journalist Jørgen Rye. Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.

Mandag – cool

Så er det tilbage til virkeligheden efter tre dage i Northside-land. Virkeligheden er blandt andet, at ”Den uendelige bro”, der hittede ved Sculpture i 2015, genopføres ved Varna og åbner vist nok på torsdag.

»Vi er rigtig stolte af, at byens borgere har været med til at gøre, at broen bliver virkelighed. Der er ingen tvivl om, at aarhusianerne ønskede at få den her bro,« siger de to arkitekter bag broen. Simpelthen – det var et folkekrav at få den bro tilbage, og så kan man fundere lidt over hvorfor nu det? For den bro er dog stadig et af de mest spøjse stykker kunst, vi har set på de her kanter. »Nøiiij, prøv at se, nu er jeg tilbage, hvor jeg var lige før.

Det er virkeligt underligt,« kan man udbryde efter en runde, og nogle gange tager jeg også en ekstra omgang i en rundkørsel. Bare fordi.

Er det noget med at gå tilbage for at komme frem? Eller frem for at komme tilbage? Eller noget. Og hvad siger de kloge om broen: »Gjøde & Poulsgaards uendelige bro er med sit store cirkelslag ud i vandet et ganske effektfuldt og inviterende greb,« kan man læse i en kunstanmeldelse på kunsten.nu. »Det her er en bro, der fører til ingenting. Ok, den fører til noget, hvis du overvejede at ende, hvor du startede, da du besluttede at gå,« skrev Liz Stinson i det amerikanske netmagasin Wired.com i 2015, hvorefter hun påpeger, at det ikke er en bro, men en anløbsbro – hvorefter hun afbryder sig selv: »We’ll stop quibbling, because it looks so damn cool.«

Tirsdag – bander

Politiet og kommunen bakser en hel del med rivaliserende bander i byen, som slås og skyder og alt muligt andet skidteras, som de heller ikke må. Det er noget bøvl, men borgmesteren har allerede løftet pegefingeren et par gange, så mon ikke det snart stopper.

Jeg er – så vidt vides – ikke medlem af nogen bande, men kan dog godt alligevel ryste en smule i egen buks, når jeg hører, at borgmesteren vil pudse skattevæsenet på følgende typer folk: »Der kan f.eks. være et ærinde for Skat, hvis en person har en livsstil og et privatforbrug, der ikke harmonerer med de officielle indtægter.«

Så måske er jeg alligevel medlem af en bande. Overtræksbanden.

Onsdag – flis

Godt og skidt nyt fra havnen. Aarhus Havn er ifølge avisen ved at indrette et 140.000 kvm stort areal til biobrændsel, som efterhånden er det foretrukne for energiselskaberne, hvor det tidligere var kul.

Det er skidt, for jeg mener at vide, at Donald the Trump har tænkt sig, at verden fremover skal opvarmes af kul, så hvor skal vi gøre af alt det amerikanske kul? Men det er også godt nyt.

For det nye biobrændselsområde skal blandt andet bruges til oplagring af afrikansk træflis, der ifølge en havnechef er langt bedre til opvarmning end dansk træflis, der på grund af vores våde vejr ofte kan indeholde op til 50 pct. vand.

I den forgangne Northside-weekend indeholdt mit tøj til tider også 50 pct. vand, ligesom underlaget indeholdt 100 pct. mudder. Og hvis det våde vejr skulle ankomme samme tid næste år, Northside, så smut lige ned på havnen og hent nogle vognlæs afrikansk træflis, tak.

Torsdag – chefer

Bliver fanget af et interessant læserbrev med overskriften ”Ledere har også brug for ferie”. Det handler vist nok om en ny undersøgelse, som viser, at 54 pct. af alle ledere i Østjylland ikke holder den ferie, de er berettiget til.

Med det som afsæt anbefaler skribenten, der er formand for lederne, at langt flere ledere får holdt deres ferie, for som han skriver: »Ledere er ikke blot berettiget til ferie, men har behov for ferie. Lederrollen bør ikke få os til at glemme vores menneskelige behov for at få ro og lade op.

Tværtimod.« Det er godt skrevet, og jeg kunne ikke være mere enig. Chefer er dygtige og kloge mennesker, og de arbejder længe og hårdt – og meget mere end alle os andre – så de har i den grad fortjent al den ferie, de kan skrabe til sig.

Det er dem virkelig vel undt. Oveni synes jeg så også, at det hele glider mere stille og roligt, når cheferne er på ferie.

Fredag – folkemøde

Aarhus Kommune har sendt 10 byrødder og 27 andre til Folkemødet på Bornholm, og det koster 150.000 kr. fra kommunekassen.

Folkemødet er vist ellers et sted, hvor journalister interviewer journalister om journalistik og den slags, og Christiansborgs samlede forsamling af politikere og journalister er flyttet til Allinge i en halv uge for at snakke med hinanden. Det siger de sure i hvert fald.

Anyway, nu er vi i hvert fald godt med, hvor det sner, og lad os håbe, at vores 37 udsendte også får tid til et glas rosé og en røget sild i det tætpakkede program. Og hvis nedenstående – som er skrevet af en politisk kommentator – er rigtigt, så er folkemødet i mine øjne alle pengene værd: »På Folkemødet kan man ofte spotte en ellers truet dyreart i dansk politik: Mennesker, der lytter oprigtigt og interesseret til hinanden.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Ugen på spidsen
Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi af journalist Jørgen Rye. Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.
Et tilbageblik på ugen der gik, hvor den aarhusianske folkesjæl spiddes med et stænk satire og ironi i JP Aarhus af journalist Jørgen Rye, der har skrevet om Aarhus i byens aviser siden 1995.

Infotainment og goddawdo fra selve smilets by.

Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her