*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ordet er frit

Er Aarhus i gang med at begå en ny dumhed på havnen?

Den vellykkede nye havnefront risikerer at blive offer i et prestigefyldt bankprojekt.

Selv om jeg er tilflytter – eller måske netop fordi jeg er tilflytter – betyder byen, dens udvikling og dens kvaliteter meget for mig. Det er en hårfin balance at bevare sjælen i Aarhus, især netop nu, hvor byen for alvor vokser. Jeg vil det æstetiske, kvaliteten og det progressive for vores by, hvis det kreative, livet og udsynet følger med. Lige nu, synes jeg, er vi ved at miste den balance.

Aarhus står stærkere end nogensinde før. Byen har flyttet sig med så store skridt, at ingen andre byer i provinsen når Aarhus til sokkeholderne. Vi skal holde fast i, vedligeholde, udvikle og udbygge de gode værdier og kvaliteter, som Aarhus har.

Vi er stadig en provinsby, måske i senpuberteten. Aarhus er vokset mere end nogensinde før. Det forpligter. Ikke bare nu, men også når vi rækker ud i fremtiden til de næste generationer. Det er her, jeg mener, at der er nogle udfordringer, som bør tages alvorligt. Vi behøver ikke at aflevere for mange øjebæer, som de kommende generationer vil ryste på hovedet af.

Da Aarhus byggede Gellerup, var det et fantastisk projekt. Det rakte dog ikke ind i fremtiden. Det skal vi huske på, når vi som nu giver den fuld gas med byudviklingen.

Med en så markant og bastant bygning vil den åbenhed, havnefronten netop har fået, dø.

Ceresbyen er for mig et ganske fælt eksempel på, hvordan man skøjter hen over en prægtig arkitektur og historie. Der er på ingen måde sammenhæng i byggeriet. Det er blevet et inferno af stilarter, der springer i hver sin retning uden at have format. Et tidligere bryggeri som skalkeskjul for en bygherre/entreprenør, der dygtigt har udnyttet rammerne til fulde, men måske har glemt æstetikken. De har dog ladet den lille zulu-hytte i baghaven og brygmesterboligen blive.

Lige nu er der måske gang i en mental “jysk hovedsæde-krig” mellem de to største pengeinstitutter i byen. Danske Bank er på vej med et stort hovedsæde ved Kulbroen. Og sjovt nok har Nordea tilsvarende store planer om at skulle bygge på havnefronten skråt over for Bestseller og Navitas.

I min optik er placeringen helt hen i vejret. Med en så markant og bastant bygning vil den åbenhed, havnefronten netop har fået, dø. Nu vil man bygge et højhus langs Kystvejen ved porten til havnen. En bygning, der på ingen måde inkluderer, men derimod lukker af ved den vigtigste vej til Aarhus Ø. Hovedrystende.

Ser man strækningen fra Dokk1 til Riis Skov, er der ikke nogen nævneværdige højhuse, bortset fra Bestseller. I øvrigt et af de få, smukke havnebyggerier. Bestseller-bygningen er som en elegant skulptur en berigelse for byen, modsat Navitas, som må være havnens øjebæ nummer ét.

Hvorfor gentage den øvelse med et højhusprojekt ved indgangen til havnen?

Hvor er etikken og æstetikken?

Er der urent trav i forhold til procedure?

Hvorfor lige på en strækning, hvor havnen har en elegance og åbenhed?

Hvorfor på denne strækning, hvor byen vender ansigtet ud mod vandet og havnen?

Er der slingrekurs i hele havneprojekteringen?

Er det politikere, der har glemt at tænke, haft hovedet under armen, eller blot listet et stille ja afsted for at tækkes en stor, vigtig erhvervsspiller i byen?

Hvorfor på et område, som netop er blevet beriget med en stor rekreativ havneplads mellem Dokk1 og Bestseller?

Giver kommunen køb på et af midtbyens mest værdifulde rekreative områder: havnefronten?

Et område, der tidligere var en tillukket del af byen, en jernbane og en kornsilo.

Selv om det nu er vinter, er der liv på hele arealet, fra solen står op.

Er det ikke det, byen har brug for?

Rethink, kære politikere!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Ordet er frit

Et panel bestående af otte aarhusianere leverer hver onsdag klummen Ordet er frit i JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her