*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Verdens dårligste smag

Bærtæge ødelagde brombærkalas.

En almindelig bærtæge er en ualmindelig stinker, hvis den udsender sine skræmmestoffer. Den lugter og smager ganske fælt. Foto: Morten D. D. Hansen

For nylig gik jeg om bord i brombærrene. Det fortalte jeg om her i klummen. Under læsningen kunne man godt få det indtryk, at det var en udelt fornøjelse, og det var det da også ... Eller det var det så ikke. For da jeg grådigt kastede bær nr. 100 i munden, bed jeg i noget, som smagte så fælt, at det næppe kan beskrives. Ikke nok med at det smagte fælt, det stank, så folk omkring mig kunne lugte, hvad jeg havde tygget i: en bærtæge. En almindelig bærtæge. Det lyder ikke særlig slemt, men det er det.

Den almindelige bærtæge tilhører familien af bredtæger, som er nogle af de største tæger her i landet. Det er sådan en, man støder på, når man er ude at plukke bær eller er i færd med at plukke en farvestrålende buket til spisebordet. Dens farver er kamuflagegrøn og vinrød, men den gør sig mest bemærket ved stanken. Derfor går gruppen af bredtæger generelt også under betegnelsen stinktæger, og hvis man har forstyrret en tæge, der udskiller sine skræmmestoffer, kan det lugtes på lang afstand. Almindelig bærtæge suger plantesaft på nærmest alle blomstrende planter, og hen på efteråret går den i vinterdvale nede i græsset, inden den næste forår kommer op og lægger æg. Når æggene klækkes, bliver de til små bitte tæger, ikke til larver. Tæger er nemlig insekter med ufuldstændig forvandling. Deres ungeudvikling sker gradvist fra lille nymfe over større nymfe til voksent insekt – i modsætning til f.eks. sommerfugle, biller og fluer, som har fuldstændig forvandling fra larve til voksen. Tægerne mangler altså de andre insekters puppestadium, hvor alting ommøbleres totalt. Ufuldstændig forvandling ses dog også hos f.eks. guldsmede, græshopper og en lang række andre insekter og anses systematisk for at være et lidt primitivt træk.

En anden tægeart, som altid vækker opmærksomhed, er den sort-rød-stribede tæge, som har fået det fantasifulde navn stribetæge. Den findes næsten udelukkende på skærmblomster som kørvel og skvalderkål og især på lidt varme lokaliteter som soleksponerede grøftekanter og brakmarker. Med sine kraftige rød-sorte tegninger emmer stribetægen af uspiselighed, men om den har noget at have det i, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til brombær spiser jeg hverken skvalderkål eller kørvel. For at tænde lidt op under de unges naturinteresse har jeg længe foreslået, at stribetægens navn burde ændres til AC Milan-tæge, fordi den fuldkommen ligner den italienske fodboldklubs spilledragt.

Tæger kendes generelt på deres lange sugesnabel, antenner med fire-fem lange led (modsat billernes perler-påen-snor) og en tydelig, trekantet tegning på dækvingerne. De optræder i alskens afskygninger, fra de fantastisk farvestrålende til de yderst ydmyge. Heldigvis er det så praktisk anlagt, at de førstnævnte er de mest almindelige. Det er smart, når man gerne vil lære dem at kende. På en normal brakmark kan man således finde dyr med et næsten tropisk udse

ende, og selv om man hver gang forventer, at man har fundet ”guld”, så er det næsten uden undtagelse helt banale arter. Jo kedeligere arten ser ud, des sjældnere er den – det gælder i hvert fald for tægerne. Jeg burde nu have opdaget bærtægen. Det var virkelig fælt; jeg kan næsten smage den endnu.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her