*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Edderkoppen, der ville være hveps – ny dansk art æder græshopper

Man bliver altid lidt nervøs, når banken ringer. Men nervøsiteten blev i dette tilfælde vekslet til mild overraskelse.

Hvepseedderkoppen er stribet som en hveps, har lange ben og er vild med at æde græshopper. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

I anledning af festugen ville Jyske Bank gerne sende aarhusianerne ud i bynaturen, og jeg skulle lede an. Da dagen oprandt, gav det sig selv, at vi skulle på Godsbanen. Intet sted i det centrale Aarhus er så leveringsdygtigt i gedigne natur-overraskelser, og vejret var tæt på fremragende.

Når man kratlusker, er hastigheden lav. Faktisk er der på Godsbanen en risiko for, at man går helt i stå, og det var netop, hvad vi gjorde, da vi pludselig fandt os selv omgivet af græshopper til alle sider. I det øjeblik kom jeg i tanke om, at jeg kender et dyr, som er helt vild med at æde græshopper. Det er en edderkop, som ligner noget, der hører hjemme under tropiske himmelstrøg. Som udgangspunkt er edderkopper bare nogle gråbrune, ottebenede kræ. De er der bare. Men den kæmpestore, gul- og sortstribede hvepseedderkop skriger på at blive opdaget og beundret.

Så vi begyndte at spejde, og efter få sekunder var der bid. Lavt i vegetationen, nede i græshoppe-hoppehøjde sad en stor, fed hun af en hvepseedderkop i sit spind. Stribet som en hveps og med lange ben. Normalt vil de fleste løbe skrigende bort, men deltagerne på turen havde åbenbart andre planer. De ville gerne have hende over på hånden.

»Wow, jeg vidste slet ikke, at vi havde sådan nogle i Danmark.«

Sådan lyder det tit, når vi begynder at vise byens natur frem.

Wow, jeg vidste slet ikke, at vi havde sådan nogle i Danmark

Men folk har næsten ret. Hvis man kigger i ældre naturbøger, står der, at hvepseedderkoppen er udbredt i Syd- og Mellemeuropa. Der er imidlertid ingen symboler, der betyder ”findes i Danmark”. Omkring 1950 skulle man således helt ned i det mellemste Tyskland for at finde artens nordligste forposter. I den varme sommer i 1992 blev arten imidlertid truffet på Sjælland, og siden da er den blevet en fast del af vores biodiversitet, så den i dag findes overalt på varme arealer, hvor der er masser af græshopper. Det er her, vores byer kommer til deres ret, for byernes mikroklima er lige en tak varmere end ude på landet, og græshopper er varmekrævende. De gider ikke en fugtigklam, græsgrøn mark.

På trods af det iøjnefaldende udseende opdager man dog oftest edderkoppens spind, før man opdager edderkoppen. Spindet er et klassisk hjulspind, ligesom hos kors- og kvadratedderkop, men det kendes på, at det lodret gennemløbes af et kraftigt vævet zigzagmønster – et såkaldt stabilimentum. Hvad dette stabilimentum skal gøre godt for, er stadig et mysterium for videnskaben. Måske lokker det insekter til, måske stabiliserer det spindet, eller måske får det edderkoppen til at virke større og mere afskrækkende, hvilket kunne være et supplement til de sortgule bliv væk-farver?

I disse regnfulde dage synger årets hvepseedderkopper dog på sidste vers. Hunnerne er nu tykke og fede og fyldt med æg, som de en varm efterårsdag anbringer i et såkaldt ægspind. Derefter sidder hunnen tilbage, indskrumpet og sølle, og der går heller ikke længe, før hun dør af ælde. Hun har opfyldt sit formål, og den lille, bleggrønne han, som for et par måneder siden kom forbi for at parre sig med hende, har hun for længst ædt. I ægspindet klækker æggene enten i løbet af efteråret eller hen på foråret, og de bittesmå edderkoplinger begiver sig derefter på en flyvetur. De kravler op i vegetationen, spinder en tråd ud i vinden og flyver af sted mod fjerne himmelstrøg, hvor de etablerer sig. Hvis blot klimaet er tilpas varmt, og der er masser af græshopper!

Morten DD Hansen er cand. scient, naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce
Biler
Den praktiske Volvo er på vej og vil være helt sin egen
Volvos nye XC40 er designet til moderne storbymennesker. Derfor er bilen proppet med praktiske detaljer, men også topmoderne teknik. Dansk introduktion til februar næste år. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her