*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Admiral slår rekorder

Admiralsommerfugle i hobetal regrupperer, formerer, mobiliserer og tanker op i haverne, inden turen går sydpå.

Admiralmikstur, som giver sommerfuglene brændstof til flyveturen mod syd: en liter rød blandet saft, et skvæt rødvin, et kilo sukker og et par liter vand i en stor bakke, hvori der anbringes et læs køkkenrulle. Foto: Morten D.D. Hansen

Vi vidste det allerede for mere end to måneder siden: At det ville blive det største efterår med admiraler nogensinde. I maj og junis pæne vejr oplevede vi nemlig en hidtil uhørt indflyvning af de smukke sommerfugle.

De kom hertil fra Sydeuropa, hvor de i forårets løb havde gennemlevet larve- og puppestadiet, inden de begav sig på træk nordover. I forsommeren væltede de ind over grænserne, og der gik ikke længe, før man så dem overalt i brændenælde-bevoksningerne, hvor hunnerne lagde æg, mens hannerne ivrigt patruljerede for at sikre sig en ekstra parring.

En admiral kan lægge 500 æg, så der var virkelig lagt i kakkelovnen.

Sidst i juli oplevede vi, hvordan mange haveejere klagede over, at der ikke var nogen sommerfugle. Det faldt sammen med offentliggørelsen af nyheden om den enorme tilbagegang i insektbiomasse i Europa, og alarmklokkerne ringede faktisk så meget, at jeg flere gange blev ringet op af journalister, der spurgte, »om der ikke var helt ekstremt få sommerfugle i år?«

For en gangs skyld kunne jeg mane til besindighed: »De skal nok komme, bare rolig.« Og det gik naturligvis som spået.

De tusindvis af admiraler i forsommeren blev nu til millioner, og selv om de havde fået en lille fedtmadpakke med fra deres larvestadium, blev de hurtigt skrupsultne.

Man skal bruge meget brændstof for at nå til Sydeuropa, mindst to-tre fulde optankninger. Og eftersom admiraler har en fremragende lugtesans placeret i antennerne, gik de på jagt efter sommerfuglebuske eller nedfaldsfrugt. Især nedfaldsblommer er umådeligt populære, for de gærer voldsomt, når de er faldet til jorden, og den tunge blommealkohol kan lugtes på kilometers afstand.

Der er folk, der har rapporteret om hundredvis af admiraler i blot én have, og mon ikke de tusind også er nået enkelte steder?

Vi er bare nogle, der ikke har en have med frugttræer, ja faktisk har jeg næppe noget, der kan kaldes en have.

Men jeg har en vis viden om de store sommerfugle, eftersom jeg i sin tid lavede speciale om arten, så jeg ihukom gammel lærdom og lavede min specielle admiralmikstur, som lugter af en gammel fredagsbar: en liter rød blandet saft, et skvæt rødvin, et kilo sukker og et par liter vand hældes i en stor bakke, bradepande eller lignende, hvori der så anbringes et læs køkkenrulle.

Admiralerne vil sætte sig på køkkenrullen og med deres spidse snabel suge den lækre væske op i metermål. Hvorefter de ofte har brug for at hvile sig en times tid eller tre, akkurat ligesom mennesker.

Inde i kroppen omlejres den indtagne sukker til fedt, som er meget mere energieffektivt at bruge som brændstof i luften, og når der er gået et par dage med optankning, er sommerfuglenes bagkrop ét stort fedtdepot.

Så er admiralen klar til afgang. Op over haverne, skovene og markerne går det, sydpå i en hulens fart. Hvis der er nordenvind, kan trækket gå i op til to kilometers højde, hvis der er modvind, sidevind eller vindstille, kan trækket gå helt nede ved jordoverfladen.

Når solen bryder frem de næste dage, skal jeg i hvert fald i felten for at holde øje.

Morten D.D. Hansen er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her