*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Firben på hånden

Med venlighed kommer man langt.

Man kan godt gelejde et markfirben op på hånden, hvis man er nænsom. Foto: Morten D.D. Hansen

Det ligner næsten en lille øgle! Ungernes begejstring er til at tage at føle på, uanset om vi taler en 9. klasse fra Aarhus eller syvårige deltagere på en offentlig tur. Firben vækker altid begejstring, og det er de færreste, der kan modstå at have sådan et lille væsen siddende på hånden, mens man kan mærke deres små fine kløer holde godt fast.

Når ungerne siger, at det ligner en øgle, har de jo ganske ret, for firbenet hører til øglerne, en underorden af krybdyrene, der bl.a. udmærker sig ved at have tydelige skæl. Det mangler hos såvel skildpadder som krokodiller.

Det er ikke noget problem at fange firben. Der er masser af dyr, som er væsentligt sværere at fange. Men hvis man gør, som der står i bøgerne, får man problemer. Fra biblen, som hedder ”Nordens padder og krybdyr” kan jeg således citere følgende: »… og så fra ca. 20 centimeters afstand lynhurtigt række frem og trykke dyrets krop mod underlaget.« Så er man da sikker på, at dyret taber halen!

For det gør firben nemlig, hvis der er et rovdyr, der tager fat i dem med nævnte voldsomhed. I firbens hale findes nemlig en indbygget brudzone, som kan aktiveres, hvis musklerne trækker sig sammen. Halen vil efterfølgende ligge og vride frem og tilbage, hvilket burde virke stimulerende på ethvert rovdyr, mens det haleløse firben så kan nå i sikkerhed.

Det er faktisk et fænomen, jeg endnu ikke har haft lejlighed til at iagttage. Jeg har fanget utallige firben, men jeg gør det på den venlige måde, hvor jeg bilder mig ind, at firbenene nærmest bliver lidt småtamme. Når man ser et firben pile af sted i vegetationen, skal man ned på knæ og så med den ene hånd sørge for at gelejde dyret i den rigtige retning, som er op på den anden hånd, hvor den gerne vil sidde, hvis man bare opfører sig pænt.

På denne måde kan man uden problemer styre dyrene, og man kan endog lade den vandre fra hånd til hånd blandt eleverne. Det er en stor oplevelse. Jeg skal bare huske at understrege, at man aldrig nogen sinde må gribe fat i dyret. Den skal selv have lov til at bestemme.

Naturligvis er det især skovfirbenet, vi møder på vore ture, for det er suverænt den mest almindelige art. Det lever fint op til sit navn, idet det ofte findes i skovkanter, f.eks. i rydninger eller langs lysåbne stier og veje i skoven. Skovfirbenet kan blive op til 18 cm langt inkl. halen, men uanset størrelsen kendes den generelt på et lidt spidst og fladt, trekantet hoved og på en ganske lille trommehinde bag øjet.

Markfirben. Foto: Morten DD Hansen

Markfirbenet er i voksen tilstand væsentligt større – op til 23 cm – og har et langt kraftigere hoved og en væsentligt større trommehinde. I forhold til de fleste øglearter er skovfirben faktisk lidt til en side, idet det føder levende unger, hvilket afspejles i dens gamle navn: levendefødende firben.

At føde levende unger er generelt ret smart, for når man er et vekselvarmt krybdyr, giver det en vis fleksibilitet under fosterudviklingen: Skovfirbenet kan således drøne rundt for hele tiden at opretholde en gunstig kropstemperatur. Det kan markfirbenet ikke. Det lægger æg og graver akkurat som skildpadder en hule til æggene nede i jorden. Hvis æggene kommer til at ligge for dybt, er temperaturen for lav – hvis de ligger for højt, tørrer de ud.

Markfirbenet vil næsten altid lægge æggene i bart sand, f.eks. langs en skovsti eller i en skrænt, og når æggene er lagt, er de overladt til sig selv. Markfirbenet kræver ganske enkelt bedre leveforhold end skovfirbenet, og det er derfor, at markfirbenet er det sjældne af de to. Men oplevelsen er den samme, uanset om det er skov- eller markfirben, man har på hånden. Det er forår, og det er liv, og det er fantastisk.

Morten D.D. Hansen er naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her