*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Naturen netop nu: Forårets fedeste biller

Pas på oliebillen - den kan give en lang, smertefuld erektion

Sort oliebille-parring, der resulterer i op mod 1.000 æg fra hunnen. Foto: Morten D.D. Hansen

Så blev det forår, sådan for alvor. Lad gå, at viber, stære, lærker og de første anemoner er dukket op. Det skete allerede i februar. Men når man ude på de sydvendte kystskrænter pludselig møder nogle kæmpestore, uformelige biller med blåligt skær, er der dømt oliebiller, og de er et usvigeligt sikkert (og umiskendeligt) forårstegn.

Hunnerne, som man især bemærker, er op til 4-5 cm lange med en lille forkrop og en ganske enorm bagkrop, der ser ud, som om den er ved at sprænges af æg. Hvilket den også er. Det er hele pointen med oliebiller – de lægger enormt mange æg, for med den aparte adfærd, oliebiller lægger for dagen, skal der virkelig mange æg til.

Oliebillerne kendes generelt på, at deres dækvinger ikke mødes i midten. De virker ganske enkelt, som om de er lidt for tykke til deres vinger. De to arter, som vi møder i det østjyske, er blå oliebille, som primært findes i skov, og sort oliebille, som man oftest finder på vore kystskrænter, f.eks. langs Aarhus Bugt.

Det mest ubehagelige er, at de kan udskille en ildelugtende og lokalirriterende væske, som – hvis man indtager den – kan give en meget smertefuld erektion, der kan vare i timevis.

Arterne ligner hinanden meget, og man skal virkelig tæt på, før man er sikker. Men under alle omstændigheder er det nogle imponerende dyr. Heldigvis er de ganske ufarlige, idet de voksne udelukkende lever af plantemateriale. Det mest ubehagelige er, at de kan udskille en ildelugtende og lokalirriterende væske, som – hvis man indtager den – kan give en meget smertefuld erektion, der kan vare i timevis (dette nævnt som en venlig advarsel).

Når hunnen har parret sig med de noget mindre hanner, går hun i gang med at lægge æg. Hun graver et hul – ofte på stier og veje – hvor hun lægger flere hundrede æg. Denne seance kan hun gentage adskillige gange, således at det samlede ægantal når op på flere tusinde.

Herefter går der nogle få dage, inden de små larver kommer frem. De ligner små rovbiller eller trips, er højst et par millimeter lange, og nu sker der noget forunderligt. Alle disse såkaldte triungulinlarver kravler op i toppen af en blomst, f.eks. vorterod, mælkebøtte eller følfod, og så sidder de og venter. Og venter. Og venter. Når der kommer en jordbi forbi, kaster larverne sig over bien – ikke for at æde den, men for at få et gratis lift. Bien transporterer nu larven hjem til sin rede.

Jordbier lever for sig selv og anlægger deres bo nede i jorden. Når bien lægger et æg, kravler triungulinlarven hen på ægget og lukker sig med ægget ind i den honningfyldte celle, som egentlig skulle have tjent som spisekammer for bi-larven.

Larven gennemgår nu en såkaldt hypermetamorfose, idet den lynhurtigt fortærer honningen.

Derefter ændrer den kropsform til noget ganske andet, idet den kommer til at minde lidt om en oldenborrelarve. Den forsætter med at æde af biens æg, larver, opmagasineret pollen og nektar, indtil den forpupper sig nede i biboet.

Det følgende forår kommer den voksne oliebille frem. Det må siges at være en ganske avanceret livscyklus, og ud af over 1.000 æg er det da også kun yderst få biller, der klarer skærene.

De første oliebiller. Hurra!

Så er blomsterne, som de skal lægge æg på, lige om hjørnet, og der går kun få dage, før skovbundens blomster myldrer med et utal af forskellige jordbier.

Og inden vi får set os om, er der gransangere i krattene, den første svale dukker op, og bøgen springer ud.

At være kratlusker er én lang forventningens glæde, og lige nu er den næsten ubærlig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her