*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Det er lærkernes tid – kig op og lyt

Mens sangen er for guder, stod lærken til gengæld sidst i køen, da der skulle deles farver ud.

Så skete det. Onsdag var vejret, som det skulle være: solskin, vindstille og lunt, i hvert fald på de sydvendte skråninger, og oppe under den let disede himmel lød der pludselig det dejligste ”tslirp”, og en lidt kraftigt bygget, bredvinget spurvefugl hastede nordover. Velkommen lærkelil. I sådan et øjeblik er man nærmest lykkelig. Årets første lærke har en magisk lyd, som man desværre alt for hurtigt tager for givet, for øjeblikket efter kom der en mere, og da dagen var omme, havde mere end en snes fundet vej til notesbogen, akkurat som de også gjorde ved Egå Engsø, Brabrand Sø og Moesgård. Når lærkerne kommer, er det for alvor.

Det er sjovt med sanglærken om foråret. Det ene øjeblik er de endnu i vinterkvartererne i Vesteuropa, men dagen efter vælter de ind over vore grænser. I løse flokke ses de trække mod nord, og ude ved kysterne, hvor trækket koncentreres, f.eks. ved Moesgård Strand, kan man i løbet af ganske få timer opleve i hundredvis af lærker, som passerer ud over tangen – ofte helt nede i græshøjde.

Når dagen er ovre, kan der være lærker over alt i landskabet, og på landsplan drejer det sig faktisk om rigtig mange lærker! Ynglebestanden anslås til godt en million par, hvilket dækker over tætheder, der generelt ligger mellem 10 og 100 par pr. kvadratkilometer.

Selv om man kun yderst sjældent oplever flokke på over tusind sanglærker, er det dog et velkendt fænomen, at når en sanglærke-han letter for at give et nummer, følger flere andre hanner hurtigt efter, så luften vitterligt bliver et væld af sang.

Mens sangen er for guder, stod lærken til gengæld sidst i køen, da der skulle deles farver ud. Et godt bytte kan man sige, for når man bygger sin rede på jorden, skal man helst være så diskret som muligt. Lærker hader nysgerrige blikke fra krage- og skadeøjne. Derfor yngler de så langt fra træer som overhovedet muligt. Det kan man sagtens observere ude i det midtvestjyske, hvor opvækst af læhegn år efter år får lærkerne til at søge længere ud på markerne. Hvis træerne om marken bliver for høje, forsvinder lærkerne til sidst …

Lærken er, hvor der er bønder. Disse ord stammer fra Danmarks nationaldigter Jeppe Aakjær, der om nogen forstod at sætte ord på naturen i agerlandet. Lærken er nemlig intimt knyttet til det åbne land. Men her taler vi ikke om marker på en kvadratkilometer, som dyrkes intensivt efter alle landmandskunstens regler. Lærkerne kan bedst lide de marker, der dyrkes så tilpas ekstensivt, at der er et rigt insektliv – det er samme slags levesteder, som foretrækkes af agerhøns – og sådanne marker bliver der hele tiden færre af, fordi de færreste landmænd har lyst til at dyrke ukrudt.

Fra at have været landets mest almindelige fugl i Danmark er lærken derfor dykket til en plads omkring nummer fem, mens agerhønen nærmest er på vej ud. Indtil for nylig havde vi imidlertid en fremragende lærkelokalitet blot to km fra Aarhus Domkirke. Det drejer sig om de vidtstrakte opfyldningsarealer på Aarhus Østhavn, som med deres sand og grus husede lige præcist den blomsterrige flora, som lærker, agerhøns og harer er så vilde med. Der var såmænd også flere arter af rødlistede insekter, der havde deres hjem lige dér.

Men arealerne blev planeret, der blev bygget og anlagt, for Aarhus Havns formål er at være havn, ligesom landbrugets formål er at være landbrug. Vi skal jo ligesom bruge pladsen til noget fornuftigt.

Så de lærker, vi hører over Aarhus, er bare på træk. Vi må håbe, de har et godt sted at trække hen.

Tak for lyden af forår – den var tiltrængt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her