*

Byen Baglæns

Pludselig var Kurt levende igen

Når man er helt alene i Aalborg og bare vil hjem til Aarhus.

Jeg er ikke vild med nogen eller noget, fordi de er vigtige at kende, fordi de kan fremme min karriere, fordi de er smukke eller rige eller meget anerkendte, fordi de har et topjob eller er berømte og har succes. Jeg er ikke vild med det, som eksperterne eller andre har vedtaget er godt, fordi de siger det. Jeg er kun vild med det, der siger mig noget, det og dem, der tør tænke noget nyt, tænke stort, tænke frækt, tænke grimt, tænke overraskende, tænke forlæns og baglæns, også når de er bange, dem der ikke kan lade være med at tænke højt, tænke kærligt, ja, dem der i det hele taget bare tænker. Det gælder kunst, og det gælder folk, jeg møder. Dig f.eks., når vi mødes på gaden, i et tog eller på en café og falder i snak, fordi en af os åbner og fortæller om noget, vi bare må fortælle.

Et kort, sandt møde. I love it! Jeg er kun vild med mennesker, som giver af sig selv, det er dem, jer, jeg vil være sammen med.

Her i Aarhus har jeg oplevet så megen omsorg og så stort et nærvær fra mange forskellige møder med mennesker. Korte eller lange møder, ligegyldigt. I har givet, og I giver, og jeg har fået muligheden for at give jer noget tilbage. Det vokser alle af. Livet bliver rigere, når man giver. Meget rigere.

Forleden var jeg alene i Aalborg, og det er meget langt væk for mig. Jeg kender ikke gaderne, kan ikke finde rundt, bliver væk i tanker og forvirring, og jeg ville bare hjem til Aarhus, så snart jeg var ankommet, men jeg skulle se Kunsten, Museum of Modern Art Aalborg, der lige har genåbnet efter halvandet års ombygning, og det var værd at se.

Pak bilen eller køb en togbillet, og forkæl endelig jer selv i museets café/restaurant med en frokost kreeret af køkkenchefen, Tina Jakobsen, der tidligere var kok på Frederikshøj Kro. Jeg fik en vidunderlig sprød torskeryg, så sprød og så nærmest eksploderende let. Jeg er ikke madanmelder, så jeg kan ikke forklare oplevelsen bedre, men prøv selv, det var toppen.

Den første, jeg mødte på den her regnvåde Aalborgrejse, var Kunstens pressechef, Lars Ulrich Hansen. Jeg havde talt i telefon med ham. Der swingede vi ikke, nu stod han der, en høj, flot hipstermand med fuldskæg og de mest levende øjne. En dejlig og nærværende mand.

Vi gik rundt mellem de mange kunstværker – museet har over 4.000 i deres samling, og det føltes, som om de alle sammen var udstillet på en gang, pippede jeg helt udmattet efter fem minutter. Men Lars Ulrich smilede bare og forklarede begejstret, og jeg luntede efter ham, for det er altid så berigende at være i selskab med mennesker, der er stolte af det, de laver og arbejder med. Det smitter voldsomt, og Lars Ulrich smittede mig så meget, at jeg nu fortæller dig: Tag til Kunsten i Aalborg.

Nå, men da jeg selv er så hudløst åben og modtagelig og, som I ved, ofte sårbart forvirret, kan jeg godt lide orden i de ting, jeg ser, for det formår jeg ikke at skabe selv, orden. Og heldigvis tog Lars Ulrich mig efter alt ”rodet” i de store sale med ned i ”sidegallerierne” med den fantastiske permanente samling af bl.a. den danske surrealist Wilhelm Freddie.

Uhadada, det var jeg vild med at se. Og Lars Ulrich gik så videre til det næste sidegalleri, og jeg trådte et par skridt ind og stod så i det lille rum – okay, det her er svært at skrive, så hold mig lige lidt i hånden, tak – og så stod der et kunstværk lavet i 1972-73, ”Stoppestedet”.

Tre mennesker, en kvinde og to mænd i fuld størrelse, står og venter. Hvad de venter på, må beskueren jo selv finde ud af, men lige der ventede de på mig.

Jeg trådte et par skridt tilbage, og så knækkede jeg sammen. Jeg skulle kaste op. Jeg rystede helt vildt, og jeg gjorde alt for at skjule for Lars Ulrich, at jeg græd. Men det gjorde jeg, mens jeg hviskede:

»Hej, Kurt. Hej, elskede Kurt. Jeg savner dig sådan.«

Kurt Trampedach døde i 2013 i det Sydfrankrig, han elskede.

Jeg fik den store gave at møde ham i New York i 1990-91.

I en lang periode mødtes vi på hans yndlingsrestaurant i Little Italy kl. 16 hver eftermiddag. Først fik vi suppe, og så fik vi en stor bøf med pasta til. Det samme hver dag i mange, mange måneder.

Vi drak vand til maden, og Kurt betalte, og han fortalte med sin stille stemme om rockmusik eller om småting, bare småting, ikke noget svært eller farligt, for alle vores kræfter skulle bruges efter middagen, der altid sluttede omkring kl. 17.30, hvor vi gik hjem til Kurts kæmpestore atelierlejlighed på Broome Street, Manhattan.

Og så blev der ellers skruet op for radioen og hørt radiostationen 92,3 K-ROCK.

Der var mægtig højt til loftet og aldrig nogen naboer, som klagede.

Og sådan gik hver eneste lange nat i New York.

Jeg sad ved et lillebitte træbord og skrev på et hakkebræt af en manuel skrivemaskine midt i det store atelier, mens Kurt, den lille mand, stod på en kæmpe stige med en stor spand maling og malede på sine enorme lærreder.

Han var ved at lave en stor udstilling til sin New Yorker-gallerist, Allan Stone, og jeg var ved at skrive på min tredje bog, ”Orm & Ar”.

Kurt og jeg arbejdede side om side, hver nat, meget længe. Den ene nat lignede den næste, og det skulle den også, ellers kunne vores ”dæmoner” ikke komme frem i det, vi malede og skrev.

Orden i kaos, det var det vi forsøgte at lave.

Ofte når jeg gik i stå med at skrive, sad jeg i timevis og så på, at Kurt arbejdede. Efterhånden kendte jeg hans bevægelser og hans krop så godt – nej, slap af, vi var ikke elskende – vi er kunstnere.

»”Er” kunstnere? Kurt Trampedach er jo død, du mener ”var”, ikke?«

Nej, jeg mener selvfølgelig ”er”.

Kurt Trampedach lever i bedste velgående. Tag til Aalborg, så kan du både se og mærke ham, men allervigtigst, hvis du tør, så kan du især mærke dig selv.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Byen Baglæns
Synnøve Søe.
Journalist og forfatter Synnøve Søe er hver lørdag fast klummeskribent for JP Aarhus.
Annonce
Annonce
Kommentar
Guides til Aarhus
Annonce
Viden
Satellitbilleder hjælper danske landmænd
Med billeder fra den europæiske satellit Sentinel-2A kan landmænd nu finde ud af, hvor de skal gøde, og statens kontrollører kan se, om landbrugsstøtten gives efter reglerne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her