*

Byen Baglæns

Lyt til dine patienter, eller bliv narkoselæge

Den unge ”døve” læge med Bowie-håret og praksis inde midt i byen kan ikke lide kritik.

SYNNØVE SØE

Er det mig, der er for gammel, og har jeg som 53-årig mistet retten til, at min meget unge læge tager mig alvorligt? Ja, nu skriver jeg om mig selv igen, men det gør jeg altid med håbet om, at du genkender noget i historien, enten fra dig selv eller fra en, du kender.

Rask, nej, jeg var ikke rigtig ”rask”, da jeg skrev en mail til min læge forleden – det kan vi alle sammen gøre; på lægens hjemmeside finder du hjælp til at gøre det – og lægen, en helt ung mand, svarede på min mail nærmest med det samme. Jeg fik en tid til næste dag. Dejligt.

»Pliiiiing!« Elevatordøren går op hos min læge, der har praksis i midtbyen, og der går kun to-tre minutter, så står lægen med Bowie-håret og et venligt smil og kalder mig ind.

Vi giver hånd. Jeg sætter mig ned. Konsultationen begynder.

Kort tilbageblik. Jeg har fået noget medicin i en del år, der har gjort mig meget overvægtig. Det er en kendt bivirkning. Jeg er helbredt. Ikke mere medicin. Tak Gud.

Hvordan taber man sig 40 kilo i min alder? Uoverskueligt.

Men så lige pludselig en tidlig junidag i sommer, kunne jeg bare ikke spise noget, og jeg tabte mig i løbet af fire måneder hele 29 kilo. (Jeg kan sagtens tabe 10 kilo endnu, men det er en anden historie.)

Det var her, jeg gik op til den unge læge for første gang, og han sendte mig til alle mulige prøver og undersøgelser.

Han var meget grundig, for et så pludseligt og stort vægttab kan være meget alvorligt.

Det var det ikke.

Jeg har ikke set lægen i fem måneder, men nu sad jeg så over for ham igen. Vi snakker frem og tilbage, han lytter, jeg er træt, for jeg har nærmest ikke sovet i en måned.

Han siger, at han kan se, jeg skal have et par sovepiller, kun i tre dage, bare for at få et søvnmønster frem igen; jeg er taknemmelig.

Har prøvet det før; min søvn og jeg har aldrig været venner. Han siger, at jeg også kan få noget beroligende i de dage, bare som støtte.

Næh tak, beroligende har jeg fået en meget kort overgang for mange år siden; det virker ikke på mig, overhovedet ikke. Dem skal han ikke skrive ud. Bare tre sovepiller, mange tak.

Ved midnatstid tager jeg så en sovepille. Fire timer senere – to timer før mit vækkeur ringer kl. 6 – ser jeg desperat på pilleglasset, og hvad læser jeg så?

Det er ikke sovepiller, men meget stærke beroligende piller – jeg slår dem op, og læser om dem på nettet. Beroligende? Jeg skriver en undrende mail til lægen og spørger, hvordan han kan finde på at ordinere noget medicin, som jeg har sagt, at jeg ved, ikke virker på mig?

Det er en kort mail. Jeg har lyst til at skrive og spørge, hvorfor jeg skal bruge tid på en konsultation og på at gå på apoteket og 133 kr. på noget, jeg ved, ikke virker? Og endnu en søvnløs nat og en hamrende træt dag på job. »Er du døv eller hvad, hr. læge,« har jeg lyst til at skrive. »Hvorfor regner du ikke mine erfaringer for noget? Jeg bliver sgu da usikker på dig, og du har lige købt dig ind i en praksis som ny læge, og så har du allerede mange af dine gamle kollegaers urimelige og nedladende vaner.«

Sådan skriver jeg ikke til lægen, men jeg spørger, hvorfor han ikke lytter til mig.

Og næste dag går jeg på apoteket og afleverer de ubrugelige piller. Da jeg kommer hjem, er der svar fra den unge og åbenbart ”døve” læge. Nu er han også fræk.

Han skriver, at han ikke synes, at mine »beskyldninger er helt rimelige«. Beskyldninger? Jeg har blot meget kort spurgt, hvorfor han ikke lytter til sine patienter og ikke regner mine erfaringer for noget?

Beskyldninger, øh?

Jeg skriver tilbage til Nick med det samme:

»Alle mennesker, der har et job, får kritik hver eneste dag, det bliver man kun bedre af, trust me, og lytte, det skal man kunne, uanset hvilket job man bestrider. Der var ingen beskyldninger i mine mails, kun en meget utilfreds konstatering. I sommer gav jeg dig masser af ros, og nu får du kritik; sådan er det. Også når man er praktiserende læge, ellers skulle du jo have valgt at være narkoselæge eller patolog, hvor patienterne jo ikke siger et klap.«

Det eneste gode, der kom ud af det her, var, at jeg blev træt.

Rigtig træt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Aarhus lige nu
Forsiden lige nu
Byen Baglæns
Synnøve Søe.
Journalist og forfatter Synnøve Søe er hver lørdag fast klummeskribent for JP Aarhus.
Annonce
Annonce
Kommentar
Guides til Aarhus
Annonce
Sådan bliver din cykelferie en succes
Hvilken cykel er bedst, og hvad skal jeg egentlig pakke ned i tasken? Få her rådene til, hvordan du forbereder dig på din cykelferie. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her