*

Byen Baglæns

Nuets altid nøgne Lars

Skynd dig. Fantastisk dokumentar – ”Hugland” – om Lars H.U.G. i biografen. Læs om dét, H.U.G. har glemt, griner af eller helst vil glemme – mig, måske? Læs om hemmeligheder, der ikke er med i filmen, før du ser den i Cinemaxx.

Klummeskribent Synnøve Søe

Lars H.U.G. var i studiet for at indspille albummet “Kopy” – jeg boede tæt på Amalienborg, og Lars kom hjem til mig – bare sådan kunstner til kunstner – med ”fangsten” fra studiet – dét, han havde indspillet den nat.

Han proppede ”ørepropperne” – hed det ikke det dengang, når man havde en walkman? Jeg tror det. Okay, men han puttede ”ørepropperne” i mine ører, og jeg hørte hans geniale coverversioner af danske numre, og jeg græd over ”Solen er så rød, mor”, og jeg dansede løs til ”Dansevisen”. Og jeg var sgu så stolt af ham.

Pludselig kom den kreative sommer tilbage meget stærkt, da jeg i går, 26 år senere, så Andreas Haaning Christiansens værk ”Hugland” i Cinemaxx om Lars H.U.G.

H.U.G. er uddannet på Aarhus Kunstakademi, hvor han mødte en anden maler: Johannes E. Møller – Johs – nu kendt som en fremragende marinemaler. De to unge mænd dannede i 1977 bandet Kliché sammen med Jens Valo fra København. Jens flyttede hurtigt til vores by. Hallo, venner: Alt godt og spændende fødes og skabes i Aarhus. Også Kliché. Bare vær stolt.

Jeg var 27 år den sommer, nyskilt og havde fået min første bog, ”Fars”, antaget på forlaget Tiderne Skifter til udgivelse i oktober hos den legendariske forlægger Claus Clausen.

Når ikke vi hørte de numre, Lars H.U.G. arbejdede med, på hans walkman, jamen, så lå han da nøgen der i solen på taget og læste højt af mit manuskript. Det var gode solskinstimer.

Men jeg havde set Lars, længe før han kom op på taget og læste højt. Jeg havde fået foræret en bog, skrevet og samlet af Niels Fried-Nielsen; ”Rockbilleder” hed bogen. Fem rockfotografers billeder af 80’ernes rockstjerner. Farve og sort-hvid; well, jeg elskede kun ét fotografi. Gorm Valentins sort-hvide billede af Lars H.U.G. på Roskilde Festivalen i 1985. Bandet Klichés allersidste leveår. Lars var splitternøgen på fotografiet – uhh, girls, smuk, smuk, smuk. Dreng og så meget mand.

»Ham dér vil jeg ha’,« sagde jeg og pegede temmelig genert, men også lystfuldt blussende, på billedet af H.U.G.

»Lars? Ham skal du nok få.« Min forlægger lo.

Vi har alle sammen fået noget af Lars.

Kronprinsen kyssede sin kronprinsesse for livet i sin bryllupstale med Lars’ ord, og jeg véd, at også du har kunnet bruge noget af H.U.G.’s kunst på et eller andet vigtigt tidspunkt i dit liv.

Filmen ”Hugland” fortæller hudløst, hvor meget det kræver både af Lars og også af musikere og produceren Povl Kristian at være med undervejs. For dem er det et job. For H.U.G. er det selve livet. Der ryger både finker og mange mennesker af panden undervejs, når H.U.G. går til den. Og det gør han.

Jeg har mødt Lars to gange siden sommeren på taget.

»Hej.«

»Hej.«

”Ain’t no sunshine anymore” mellem os, og ja, så lidt der end var, så er det virkelig blevet væk – men sådan er det med en nuets mester som H.U.G.

Når Lars maler, skriver, komponerer, bakser med liv, nu og nøgenhed og viser os sin vej fremad – well, så bare sig tak, for hvornår har du sidst fået alt?

Alt?

Hysteri, raseri, ondskabsfuldheder, skønhed, afslørende tekster, sandheder om livet, dybde, sukker, salt og sex – hey.

Alt.

Nuet er Lars.

Splitternøgne, beregnende, uhyggelige, men også gennemsmukke, geniale Lars.

Bare sig tak.

Vi trænger alle sammen til et hug hver eneste dag, og det får du i den film.

Lars H.U.G. er en fremkalder og beskriver af ensomhed og sandhed og den ubærlige disharmoni, der er i ethvert liv.

Som man oplever mange gange i dokumentaren, er H.U.G. ikke noget nemt menneske at omgås. Mange har ”slået sig” på ham, og måske følt sig brugt og smidt væk, når han skynder sig videre på sin vej. Jeg har det godt med tankerne om solskinstimerne på taget og ”ørepropperne” fulde af H.U.G.’s stemme, den sommer for tusind år siden. Det var mig, der brugte ham, for sådan er det med alle geniale kunstnere. De gi’r alt.

De spejler os kompromisløst. Både vores drømme og vores dæmoner, og når de ikke kan mere, når de ikke længere spejler os eller rammer os, er det os, der smider kunstneren på porten. ”Hugland” er en nøgen film om en kunstner, der stadig spejler os, hans publikum.

Går det her, eller går det ikke, tænkte jeg mange gange undervejs, mens jeg så filmen i Cinemaxx, for Lars H.U.G. stiller spørgsmål for og til os med og i sin kunst, i billeder og musik.

Han rammer os.

Kronprinser og kontormus, lagerarbejderen og lykkejægeren, slagteren og skolelæreren. Mange.

Det koster at gå ved siden af så kompromisløst et menneske, at være med på vejen. Det beskriver ”Hugland” hjerteskærende, men det koster allermest at være dét menneske – kunstneren – der nøgent går forrest.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Byen Baglæns
Synnøve Søe.
Journalist og forfatter Synnøve Søe er hver lørdag fast klummeskribent for JP Aarhus.
Annonce
Annonce
Kommentar
Guides til Aarhus
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her