*

 

Byen Baglæns

Undskyld, Thomas!

Gulerodsbukser med elastik, skibsbriksen og et dejligt ekstranummer.

Vi skal rejse tilbage til sommeren og efteråret 1986, til Halls Sti i en hjørneejendom, hvor der dengang boede tre hotte fyre, nemlig musikerne Claes Antonsen, Uffe Isaksen og Thomas Helmig. Hende, vi rejser med, er Karina, der den sommer lige var fyldt 14 år.

Hun har sine Thomas-kasettebånd på repeat, foretager sig faktisk intet uden at lytte, drømme og synge med.

»Jeg kan stadig alle tekster udenad, men hvad jeg også kan udenad, er hver eneste vejrtrækning, Helmig tager på hvert eneste nummer. De er brændt ind i mig.«

I 1986 er det ikke normalt, at 14-årige piger er alene ude sent om aftenen, og da slet ikke normalt, at de står foran en opgang og venter i mange, mange timer.

Men det gør Karina. Venter på beboerne i ”Øgleborgen”, som de unge musikere selv kalder deres kollektiv. Skid hul i Claes og Uffe. Det er Thomas, hun venter på. Når hun endelig ser ham, hilser hun ikke.

»Det turde jeg sgu da ikke! Så var jeg da død, bare det at han kom ud ad døren, hold nu op!«

Så der stod hun i sine stramme orange fløjlsgulerodsbukser med elastik rundt om foden, sine hvide gårdsangersko – »jeg ville have givet alt for nogle hvide Converse, men det var der ikke råd til« – en blå, silkeagtig skjorte med kæmpe skulderpuder og håret sat op i en høj hestehale, der sad skævt midt i en stor neongul sløjfe lavet af et chiffontørklæde. Ømt. Og masser af makeup. Tons!

Karina var ikke gammel nok til at udspionere Helmig på Casablanca, hvor han ellers kom en del. Det, hun kunne få af sit uopnåelige idol, fik hun, når hun ventede på ham, og nogle gange gik alle drømmene i opfyldelse på én gang. Det var, når Thomas Helmig skulle i Salling.

»Uhh, så fulgte jeg efter ham hele vejen ned ad Halls Sti og Frederiks Allé, ned ad Strøget og ind i Salling. Han havde jo det her meget anderledes hår, de der lange krøller, som ingen andre havde, og jeg kunne altid nemt finde ham, han blev aldrig væk i mængden. Og så gik ”vi” i Salling og købte det, Thomas nu skulle have, og jamen åh nej, så gemte jeg mig bag hylderne og tittede lidt frem en gang imellem og fulgte med i alt, hvad han foretog sig, så godt jeg nu kunne. Undskyld, Thomas! Undskyld, for helvede, sikke en møgunge jeg har været, jeg håber du kan tilgive mig?«

Karina griner ikke, mens hun er tilbage mellem hylderne i Salling i tankerne. Hun forsøger at forstå, men så må jeg jo sige til hende, at ingen forstår noget som helst, når de er forelskede. Det lyder, som om hun godtager, hvad jeg siger, hendes stemme lyder lidt mindre selvbebrejdende, da hun fortsætter.

»Altså sådan en lørdag, der var jo tusind mennesker i Salling, men altså, for mig var der jo kun Thomas og mig! Ingen andre. Bare os.«

Og Karina så alle de koncerter med Thomas, hun overhovedet kunne komme til i Aarhus og omegn. Hendes lille kamera blev overophedet som hende selv, for Helmig blev fotograferet fra alle vinkler. Forfra og bagfra og om igen.

»Men der var jo 36 billeder på sådan en hel film, og dem tog man ikke bare lige sådan. Jeg kunne nå at bruge både en hel øjenskyggepalet, en rouge og en mascara på den tid, det tog at tage alle de billeder, og så skulle jeg jo også vente en hel uge på, at billederne blev fremkaldt nede i M.P. Bruunsgade, du ved, i Japan Photo, og jamen, der var jo hurtigt gået en hel sommerferie, før jeg så de billeder af Thomas.«

Men alt med Thomas var værd at vente på. Karina dagdrømte, at han tog med hende hjem på teenageværelset og satte sig til at synge og spille guitar ved siden af hende på skibsbriksen. Kun det. Jo, okay, måske skulle de også holde lidt i hånden, men så drømte hun heller ikke om mere der i 1986. Ikke engang et kys.

I efteråret 2015 blev Karina så pludselig inviteret til en ”Mutters alene”-koncert i Hermans i Tivoli Friheden af ham. Af hvem?

Altså hun blev inviteret af Thomas Helmig.

Af ham selv? Ja.

På Helmigs Facebook-side blev der udloddet nogle få billetter, og hun fik en af dem samt en personlig mail fra Helmig.

»Og så sad jeg der, som ham, mutters alene, og jeg var, jamen, jeg var så lykkelig, for endelig havde vi jo hinanden der på ”skibsbriksen” på Hermans, og han spillede, og han sang kun for mig, og ...«

Karina griner.

»Og, jo, det var stadig nok med bare at holde i hånd, det var fuldstændig okay og fuldt forståeligt, alt det andet skal han jo give til Renée, sit livs store kærlighed. Sådan er det jo, og jeg fik hvisket, ”Undskyld for det med Halls Sti og Salling.” Og Thomas? Han så bare på mig med sine dejlige, nærværende øjne, og så gav han mig et ekstranummer.«

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Byen Baglæns
Synnøve Søe.
Journalist og forfatter Synnøve Søe er hver lørdag fast klummeskribent for JP Aarhus.
Annonce
Annonce
Kommentar
Guides til Aarhus
Annonce
Annonce
Biler
Hvorfor er leasing billigere?
Leasing er ofte en billig måde at komme bag rattet af en ny bil på. Forklaringen skal bl.a. findes i den måde, registreringsafgiften bliver betalt på. 
Se flere
På syret rumrejse med kulthit-magere
Folkene bag det prisbelønnede kult-hit Machinarium er tilbage med en musikalsk og visuel perle af et spil, der nu også kan spilles på mobilen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her