*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Aarhus sådan set

Jeg håber, jeg tager fejl

Jeg betragter mig ikke som en partykiller, men Dansk Center for Organdonation står altså og venter på de første letbanepassagerer.

Morten Nystrup, JP Aarhus-redaktør.

Det virker upassende morbidt, at både blodbanken og Dansk Center for Organdonation står klar til at tage imod de passagerer, der lørdag tager den første tur med letbanen. Ikke desto mindre har de to organisationer stablet en stand på benene ved letbanestoppet i Skejby på denne festdag.

Med tanke på de spekulationer om uheld og farlige situationer, der kan opstå i trafikken, når letbanen for alvor kommer i drift, ville det måske være passende, hvis også Falck, et forsikringsselskab og en pladesmed gjorde det samme. For flere letbaneulykker undgår vi nok ikke. Den første var beslutningen om, at den overhovedet skulle blive til noget. Den anden, at den skulle drives af mildt sagt uklædelige luftledninger. De næste ulykker kan man kun grue for – bl.a. gennemførelse af etape to.

Det er nu fire år siden, man i Aarhus tog hul på det enorme arbejde med at anlægge letbanen. Forsinket blev den da også.

Det er belejligt diffust, hvad der er letbanens succeskriterium, men der er desværre risiko for, at letbanen bliver en af de dyreste Aarhushistorier til dato.

Egentlig skulle åbningsfesten have fundet sted i juni, men den blev altså udsat. Det gør ikke noget at vente lidt længere på sin julegave, mente formanden for teknisk udvalg, Camilla Fabricius (S), dengang, og nu er den såkaldte gave klar til at blive pakket ud.

Byttes kan den dog ikke, og pengene får vi heller ikke igen, så i denne weekend står den på taler og gratis ture i Aarhus.

Meget tyder på, at de, der har mest at fejre, er omegnskommuner som Syddjurs og Odder. De øjner en ny chance for at lokke flere borgere til. Odder satser endda på at få flere studerende til at bosætte sig i kommunen. Det er noget af en ambition, al den stund at de unge mennesker tilsyneladende nødigt bosætter sig helt ude på den anden side af ringgaden.

For oplandet skal der ikke desto mindre nok være masser af perspektiver i letbanen, når den efter planen kommer dertil i november. Under alle omstændigheder er det positivt, at man i det mindste gør et forsøg på at nedbringe mylderet på indfaldsvejene til Aarhus.

Flere partier er ivrige efter at komme i gang med letbanens etape to, der efter planen omfatter en forbindelse mellem Lisbjerg og Hinnerup samt en linjeføring fra Aarhus Ø til Brabrand; en strækning, hvor den skal forbi både banegården, rådhuset, Aros og Den Gamle By.

På Christiansborg har Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og De Radikale uden om regeringen afsat 40 mio. kr. til en VVM-undersøgelse, ligesom man har fundet midler til at undersøge muligheden for en terminal i Brabrand.

De lokale politikere skal inden længe tage stilling til, hvad der så skal ske. Når nu pengene er bevilliget, bør man sætte VVM-redegørelsen i gang. Men man bør fra politisk hold udvise stor tålmodighed. Selv de allermest passionerede sporvognsromantikere må undertrykke våde kabeldrømme og meget nøgternt vurdere driften, anvendeligheden og brugen af etape to, inden man så meget som tænker på at begynde anlæggelsen af etape to.

Det kommer nu nok helt af sig selv, for finansieringen er langtfra på plads, og den teknologiske udvikling kører så stærkt, at man forhåbentlig når at indse, at sporvognsdrift kan erstattes af fleksible og smarte BRT-løsninger, hvor specialdesignede busser med stor kapacitet kan komme gennem trafikmylderet i egne vognbaner.

I Aalborg blev de først sure over, at der ikke blev fundet penge til en letbaneløsning der.

Nu jubler de (i det omfang, det lader sig gøre for nordjyder) over udsigten til BRT-alternativet, samtidig med at man sparer milliarder på anlæggelsen.

Sikkert er det, at der mandag morgen venter en anderledes og ufestlig hverdag for byens øvrige trafikanter. Det er nemlig i hverdagen, at letbanen for alvor skal stå sin prøve og bevise, om den slags i 2017 har en berettigelse, der er stor nok til at retfærdiggøre investeringens størrelse, dens perspektiv (eller mangel på samme), de gener, den har medført og fortsat vil medføre – for ikke at nævne den visuelle katastrofe i form af master og kabler, som har tilført byen et østeuropæisk midt-80’er præg.

Det er belejligt diffust, hvad der er letbanens succeskriterium, men der er desværre risiko for, at letbanen bliver en af de dyreste Aarhus-historier til dato.

Jeg håber, jeg tager fejl.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Aarhus sådan set

Morten Nystrup er redaktør for JP Aarhus og skriver om byen, borgere og politik.

Annonce
Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her