*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Aarhus sådan set

Hvis jeg kunne, ville jeg stemme på Katja, Lotte, Pia, Katrine og alle de andre fra vaskeriet

Det er livsbekræftende at opleve alt det gode, der kan ske, når politikerne ikke blander sig.

Morten Nystrup, JP Aarhus-redaktør.

Nu, mens valgkampen er på sit højeste, kan man let få opfattelsen af, at al udvikling i denne by afhænger af politikerne. Sådan er det heldigvis ikke.

Der findes nemlig masser af engagerede borgere, der går sammen i nye fællesskaber for at finde løsninger på hverdagens små og store problemer.

Fra omkring år 1900 bredte hattedamebevægelsen sig, måske bedst eksemplificeret ved konsulinde Holm fra Matador, og siden fik vi det, vi hylder som foreningsdanmark. Viljen til at yde en frivillig indsats i fodboldklubber, skolebestyrelser og foreninger er fortsat stor den dag i dag. Omkring hver tredje dansker bruger således noget af fritiden på ulønnede indsatser for andre. Men en forholdsvis ny bevægelse spirer frem uden for de traditionelle foreninger.

De kalder sig hverdagsaktivister, og det er måske et lidt uheldigt begreb. For det lugter at gammel yderfløjspolitik, og det er det langtfra. Det er handling fra midten af hjertet.

I Aarhus har vi flere gode eksempler på alt det gode, der kan ske, når politikerne ikke blander sig. Et af dem finder man i boligforeningen Søvangens fællesvaskeri i Brabrand.

Her har de to socialpædagoger Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen sammen med udviklingshæmmede aarhusianere skabt et fællesskab, og de løser nu flere opgaver med store perspektiver. De vasker de lokales tøj, og der bliver strøget, rullet, lagt sammen og brygget kaffe i stor stil. For det tidligere lidt hengemte vaskeri er blevet et nyt mødested for områdets beboere, og de, der ikke selv kommer i vaskeriet, får det rene tøj bragt hjem af medarbejderne. På den måde bliver der åbnet døre til ellers indelukkede mennesker og lejligheder.

Det giver mening i en grad, så det ikke kunne være udtænkt af embedsmænd, politikere eller andre, der kører efter gængs praksis, reguleringer og vanetænkning.

Vaskeriet er blot et eksempel på den spirende bevægelse af hverdagsaktivister, der finder nye svar på gamle spørgsmål og gør tingene på deres egen, handlekraftige facon.

Det udfordrer det etablerede politiske system og den kommunale forvaltnings til tider kroniske vanetænkning, når man skal arbejde sammen med engagerede borgere, der ikke vil vente på, at andre tager hånd om problemerne, men selv finder løsningerne. De skal ikke mødes af vanlige krav om rapportering, effektmålinger, evalueringer og forretningsplaner, der kan tage pippet fra enhver, der er drevet af oprigtigt engagement.

Der venter de politikere, der sidder i byrådet i den kommende periode, en svær balancegang. For et spirende borgerdrevet engagement kan nemt forveksles med chancen for at spare penge, og fristelsen til at erstatte centrale kommunale velfærdsopgaver med frivillige kræfter kan være stor. Billund Kommune har f.eks. fået en idé om, at genbrugspladsen i Vorbasse kan bemandes af ulønnede borgere. Dels kan man undre sig over, hvilke typer der frivilligt påtager sig et konfliktpotent arbejde med at vejlede i korrekt håndtering af flamingo, lysstofrør og haveaffald. Dels kan man være bekymret for, hvilken opgave kommunerne næste gang overlader til uforpligtede borgere, der kan vende det hele ryggen fra dag til dag.

Det kan man ikke bygge en kommune på. Men politikerne kan skabe nogle rammer og tilbyde nogle forhold, der får ægte borgerinitiativer til at blomstre. Kommunalisering må være den største trussel mod den gode idé og det brændende engagement.

Heldigvis kan jeg ikke stemme på hverken Pia, Katrine eller nogen af de andre fra vaskeriet, for de hører ikke til i det gængse politiske system. Se bare, hvordan det gik Thyra Frank, som var en tidlig udgave af en hverdagsaktivist, der blev politiseret til ukendelighed på Christiansborg.

Næste år er Aarhus frivillighovedstad. Endnu en hovedstadstitel, som man med en vis ret kan undre sig over, men som kan vise sig at være langt mere relevant og vedkommende end det kulturhovedstadsår, der snart slutter.

For det handler om, hvornår vi som borgere gerne vil mødes af fagprofessionelle medarbejdere, og hvornår det er okay, at det er en frivillig.

Går grænsen på genbrugspladsen, i skolen eller ved den personlige pleje?

.
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her