*

Favrskov

Spidskandidat: Favrskov skal være landets mest erhvervsvenlige kommune

Flemming Nørgaard bruger som politiker sin erfaring fra politiet, og hans centrale mærkesag er, at det skal være nemmere at drive virksomhed i Favrskov.

»Favrskov kører i cirkler – det er på tide, at der bliver rusket op i det,« lyder det fra Flemming Nørgaard, der er Venstres spidskandidat ved valget i Favrskov Kommune. Foto: Casper Dalhoff

Hvorfor gik du ind i politik?

»Det er en sjov historie. Jeg arbejde i midt-90’erne i uropatruljen i Randers og var del af en specialgruppe, der havde med rockere og bandekriminalitet på gadeplan at gøre. Dengang var vi betjente ret udsatte, da rockere og bandemedlemmer var efter os. Vi oplevede blandt andet, at der blev hældt smørsyre ind ad vores brevsprækker. En af mine kollegaer havde virkelig været i skudlinjen, og det fik Venstres politiker Uffe Ellemann-Jensen til at sende ham et håndskrevet brev, hvor han betonede, at man på Christiansborg havde øje for, at der var betjente, som var udsatte, og at vi havde politikernes fulde opbakning. Det fik mig til at tænke: “Hold da op, er der virkelig nogle, der bekymrer sig om, hvad vi går og laver af kriminalitetsforebyggende ting i en provinsby som Randers,”« siger Flemming Nørgaard og tilføjer:

»Det var den oplevelse, der fik mig til at melde mig ind i et politisk parti, og jeg har nok altid været Venstre-mand, selv om jeg på daværende tidspunkt dog ikke var helt inde i politik. Og siden er det bare gået derudad. Først kom jeg i lokalbestyrelsen for Venstre, hvorefter jeg i 2001 stillede op til kommunalvalget,« siger kriminalassistenten, der samme år blev valgt ind i byrådet i den daværende Hvorslev Kommune.

Hvordan bruger du din politibaggrund i dit arbejde som politiker?

»Hele essensen ved at være politiker er, at man tager noget samfundsviden ind i byrådssalen og bruger den viden i samspil med borgerne og administrationen. Min politik baserer sig på den bagage, jeg dels har fra politiet, men også fra de input, som jeg får fra mine lokale omgivelser. Eksempelvis kan jeg på integrationsområdet bruge min baggrund fra politiet, fordi jeg har kunnet se, hvad fejlagtig integration kan betyde,« siger Flemming Nørgaard, som sidder i et byråd, der ellers er domineret af lærere. Han er således byrådskollega med fire nuværende folkeskolelærere, en gymnasielærer, en pensioneret og en forhenværende i skikkelse af den socialdemokratiske borgmester Nils Borring.

Brug for fornyelse

Hvorfor skal vælgerne stemme på netop dig?

»Jeg synes, at man med jævne mellemrum har brug for fornyelse, og det gælder også på borgmesterstolen. Og det er ikke en personlig kritik af Nils Borring. For hvis jeg havde siddet som borgmester i otte år, kunne man også have sagt det samme om mig. Der er behov for politisk fornyelse, og det er også det, jeg føler er problemet i Favrskov Kommune. Vi kører for meget i cirkler og tænker ikke nok ud af boksen. Selv om jeg hader at rose mig selv, så mener jeg, at jeg både har den samfundsmæssige og politiske erfaring, der skal til for at bestride en borgmesterpost. Politisk set synes jeg også, at jeg har været god til at fortælle, hvad jeg ønsker at gøre,« mener Flemming Nørgaard.

Den bedste til erhverv

En af de ting, som Flemming Nørgaard og Venstre konkret ønsker at gøre, er at skabe så gode vilkår for erhvervslivet, at Favrskov kommer til at toppe Dansk Industris (DI’s) årlige opgørelser over, hvilke kommuner det er bedst at drive virksomhed i. I 2017 indkasserede Favrskov en 12.-plads – blandt andet i tæt østjysk konkurrence med Skanderborg (nummer otte) og Odder (nummer 10). Parametrene i DI’s undersøgelse er blandt andet kontakten mellem kommuner og virksomheder, infrastruktur samt sagsbehandling, og opgørelsen sker gennem et spørgeskema til landets virksomheder.

I jeres (Venstres) valgprogram skriver I, at I vil forbedre jeres placering på ranglisten ved at samle kommunens erhvervsindsats i et center og oprette et erhvervsudvalg. Er det nok til at sikre en førsteplads?

»Det ved jeg ikke. Ikast-Brande, som har været nummer ét i mange år, har længe haft politisk fokus på erhvervslivet. Og det kan da godt være svært at sikre en topplacering, men vi tror, at det er vigtigt at samle spørgsmål relateret til erhvervslivet i et udvalg. I øjeblikket har vi ikke politisk fokus på erhvervslivet i den brede forstand, men det kan løses ved at samle det i et udvalg. Jeg er af den overbevisning, at hvis et område får politisk fokus, vil det også opleve fremdrift,« siger Flemming Nørgaard og vurderer, at mindre bureaukrati også vil gøre det lettere at drive virksomhed i kommunen.

»Vi skal gøre det lettere for virksomheder at komme i kontakt med vores administration. Der skal være en mere direkte kontakt til kommunen. Ved at skabe en kort kommandovej for virksomheder tror jeg, at vi eksempelvis kan gøre vores bygesagsbehandling hurtigere. Det er en stor ambition at blive nummer ét, da vi er i konkurrence med nogle tunge kommuner som Ikast-Brande, men jeg mener, at vi skal prøve og måle os med nogle af de helt store sværvægtere på området, og vi skal som minimum have ambitionen om det,« siger han.

Mener du, at erhvervsudviklingen er blevet negligeret under Nils Borrings lederskab?

»Jeg synes ikke, at den har haft specielt meget opmærksomhed. Forskellen på Nils og mig er nok, at jeg synes, at erhvervslivet skal have maksimal opmærksomhed. Ikke bare for erhvervslivets skyld, men fordi det er vigtigt for kommunens borgere. Der er ikke mange, der taler om arbejdsløshed i dag. Men konjunkturerne kan vende, og derfor er det vigtigt, at man i opgangstider får fastholdt og skabt arbejdspladser, så vi gennem rettidig omhu ruster os til nedgangstider,« siger borgmesterkandidaten.

Løft af sundhedsområdet

Hvad mener du, er det bedste, som byrådet i Favrskov Kommune har udrettet i indeværende valgperiode?

»Jeg synes, at vi på sundhedsområdet har lagt vægt på det nære sundhedsvæsen. Vi har oprettet tre sundhedscentre (faciliteter, der skal sikre genoptræning, sundhedsfremme og forebyggelse, red.) i Hammel, Hadsten og Ulstrup, mens der snart bygges et i Hinnerup, så vi har sundhedscentre i alle fire hovedbyer i kommunen. Vi har en række udfordringer, blandt andet er der mange kronisk syge i vores byer. Sundhedscentrene kan ikke blot tilgodese borgerne – de er også et økonomisk godt initiativ, fordi de reducerer genindlæggelser, hvilket vi sparer penge på,« siger Flemming Nørgaard.

Venstre kalder sig selv ”Danmarks liberale parti”, og hvis vi tager fat i sundhedsområdet, så skriver I i jeres valgprogram, at I vil gøre Favrskov Kommune røgfri i 2030. I skriver også i programmet, at »friheden til at bestemme over sit eget liv er vigtig«. Skal rygere ikke også have samme mulighed?

»Jojo. Vi vil heller ikke forbyde cigaretter, men vi vil gerne oplyse om, at det er en dårlig idé at ryge. Vi anbefaler ikke at ryge, men derfor skal folk stadig have friheden til at vælge og bestemme, da man har ansvar for sit eget liv. Borgerne skal have frihed til at træffe deres egne valg, men det betyder ikke, at vi som parti ikke kan forsøge at præge den retning, vi ønsker,« mener han.

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her