*

Erhverv

Latinerkvarteret fester – uden tilbud

Latinerkvarteret holder sin årlige Latinerfestival på lørdag med gratis morgenbord til 300, hipsterbingo og modeshow. Men uden tilbud, for kvarterets butikker er trætte af det stigende fokus på rabatter.

»Vi har ikke så mange penge, men vi er fulde af sjove idéer og skæve vinkler,« siger Trine Jessen fra Designers Zoo, der er med til at arrangere Latinerfestivalen. Foto: Tanja Carstens Lund

På lørdag holder Latinerkvarteret sin årlige Latinerfestival. Fikse franske stuepiger vil gå rundt i gaderne og støve både ting og forbipasserende af, gaderne får franske navne – som Rosensgade, der bliver omdøbt til Rue de la Vie en Rose – og i Badstuegade hænger vasketøj på fransk vis til tørre mellem husene.

»Vi laver Latinerfestivalen for at skabe opmærksomhed om vores kvarter og dets helt særlige identitet på en anderledes måde. Vi har ikke så mange penge, men vi er fulde af sjove idéer og skæve vinkler,« siger Trine Jessen, ansat hos Designer Zoo og med i Latinerforeningens bestyrelse, der står for arrangementet på lørdag. Det afholdes for sjette år i træk.

Folk kan bare gå rundt i kvarteret og få oplevelser på gadeniveau, som ikke er annonceret. De skal have en oplevelse af: Hvad sker der?
Anne Marie Knudsen, medindehaver af Lyrum Rammer

Latinerforeningen har 75 medlemmer blandt kvarterets butikker, caféer og restauranter.

»Vi har lige fået 12 nye medlemmer. Butikkerne kan jo se, at foreningens events virker,« siger Katrine Hensberg, indehaveren af Moshi Moshi Mind.

Årets Latiner

I år er der flere nye tiltag under Latinerfestivalen, bl.a. udnævnelse af Årets Latiner.

»Prisen går til en ildsjæl, som gør meget for kvarteret. Kvarteret kan ikke overleve, uden at nogen gør en frivillig indsats og brænder igennem. Det er ikke nok, at man bare åbner sin dør og forventer, at kunderne kommer af sig selv,« siger Katrine Hensberg.

Hipsterbingo er et andet nyt tiltag. Butikkerne har doneret præmierne, som går lige fra en pose Labre Larver til unikakunst og møbeldesign.

»Det er alternativ, anarkistisk hipsterbingo. Man vinder ikke, fordi man har pladen fuld, men måske bare, fordi man ligner en, der trænger til at vinde,« fortæller Trine Jessen.

Og så er der Latinerfestivalens klassikere, bl.a. det gratis morgenbord i Graven, arrangeret af gadens caféer. I år bliver der dækket op til 300.

Tjenerløbet er også blevet en klassiker, hvor tjenere fra kvarterets caféer og spisesteder dyster om at komme først uden at tabe noget fra tjenerbakken. Café Drudenfuss er forsvarende mester i år.

I Mathilde Fibigers Have er der igen croquisundervisning af den lokale kunstner Saeed Fadavi.

De skjulte steder

»Vi vil også bruge Latinerfestivalen til at vise folk de skjulte, hemmelige steder i kvarteret,« siger Trine Jessen.

Med nøgne croquismodeller i Mathilde Fibigers Have er der lagt op til en anderledes dag i Latinerkvarteret; arrangørerne går efter den uventede, anderledes oplevelse. Der vil blive spillet og sunget jazz fra tagene, og i en lejligheds vinduer vil der være et tableau med et par, der skændes voldsomt – på fransk naturligvis.

Trine Jessen, ansat hos Designers Zoo, Artikel om Latinerfestivalen i Latinerkvarteret, .

Latinerfestival

Lørdag den 17. juni

Kl. 9.30-10.30: Gratis morgenbord i Graven, med Café Kølbert.

Kl. 11: Åbning på Pustervig ved Carsten Holm, vært på P6 Beat.

Kl. 11.15: Overrækkelse af prisen som Årets Latiner på Pustervig.

Kl. 11-17: Marked med 70 udvalgte designere i Rosensgade.

Kl. 11-14: Bordtennis i Guldsmedgade ved Sisu MBK.

Kl. 13.15-14: Hipsterbingo med standupkomiker Tommy P. Nielsen.

Kl. 14-15: Modeshow på Pustervig. 14 butikker deltager.

Kl. 15-16: Tjenerløb rundt i kvarteret.

Se program på:

Facebook/Latinerfestival 2017.

»Folk kan bare gå rundt i kvarteret og få oplevelser på gadeniveau, som ikke er annonceret. De skal have en oplevelse af: Hvad sker der?« siger Anne Marie Knudsen, medindehaver af Lyrum Rammer.

Latinerfestivalen bliver uden de gule tilbudsskilte, som ellers ofte præger Aarhus.

»Det er ikke en tilbudsfest. Kvarteret skal vise alt det sjove, vi kan, på den måde skaber vi omsætning på den lange bane,« siger Trine Jessen.

Det er også bevidst, at Latinerfestivalen ikke bliver holdt samtidig med Verdensbilleder.

»Under Verdensbilleder er folk kun interesseret i tilbud, og det kan vi ikke betale vores husleje med,« siger Trine Jessen.

Butikkerne oplever dårligt salg tre dage op til og tre dage efter Verdensbilleder.

»De store spillere vænner forbrugerne til, at de skal have rabat hver gang, men de store kan jo købe stort ind, så de kan få rabatter hos deres leverandører. Det kan de små specialbutikker ikke,« påpeger Katrine Hensberg.

Den store tilstrømning til Latinerfestivalen tager butikkerne som et bevis på, at kunderne vil andet end tilbud.

»Kunderne sætter pris på den ”laid back”-stemning, der er hernede, uden ”rush” efter at nå at få de bedste tilbud. Her er tid til at opleve,« siger Anne Marie Knudsen.

Aarhus har brug for Latinerkvarterets diversitet med butikker, der ikke findes i andre byer.

»Vi er en lille by i byen. Med små specialbutikker, der tager ud i verden og finder særlige ting på messer. Vi bliver nødt til at værne om specialbutikkerne, ellers forsvinder de,« siger Katrine Hensberg.

Bestsellers opkøb

Modegiganten Bestseller står bag mange husopkøb i Latinerkvarteret, og der er frygt for huslejestigninger blandt butikkerne.

»Men vi har taget ja-hatten på, vi kan lige så godt få det bedste ud af det. De har meldt sig ind i foreningen, og vi pusler lidt med et større kunstevent, som de måske kan se fornuft i at samarbejde om,« siger Trine Jessen.

Bestseller går ind i Latinerforeningen

Latinerkvarterets butiksdrivende savner stadig p-pladserne på Bispetorvet. Der er for langt for mange kunder at gå med store indkøb, men det løb er kørt, erkender de.

De savner også flere skraldespande, bænke, blomsterkummer og træer i kvarteret.

»Vi har været til møde med kommunen og havde forberedt os i flere dage, men vi har aldrig fået en tilbagemelding. De kan godt bruge os i markedsføringen af Aarhus, men ellers kommer der intet fra kommunen,« siger Anne Marie Knudsen.

»Men nu er der jo snart valg, og så vil vi holde valgmøder og høre politikerne om deres visioner for kvarteret,« smiler Trine Jessen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Overgreb mod kysten

Kai Otto v. Barner, Absalonsgade 43, 2. sal, Aarhus C
Området langs Strandvejen er enestående, derved at den åbne bræmme langs kysten kun i ringe grad brydes af bebyggelse.

Debat: Bilracerbanen på Wedelslund kommer næppe ud af sit pitstop

Jørgen Warberg, Frodes Mark 14, Skovby, Galten
Efter at Tage Nielsen på vegne af den radikale byrådsgruppe tirsdag 20/6 havde meldt et klart nej tak til en Wedelslund Racerbane i et debatindlæg, skete der lige pludseligt noget på den politiske front: SF vaklede.

Debat: Formanden for Strøget svines til af kultureliten efter sin kritik af Aros

Uwe Max Jensen , Jægergårdsgade 152, Aarhus C
Formanden for Gadeforeningen Strøget i Aarhus, Lars Svendsen, har tilladt sig i et (ironisk?) indlæg i gratisavisen Aarhus Onsdag at kritisere Aros, Aarhus Kunstmuseum, herunder den tyske kunstner Katharina Grosses værk i Mindeparken.
Restauranter

Casablanca ligner sig selv

Casablanca er genåbnet efter en renovering. Den klassiske franske caféstil er intakt, og køkkenet leverer på et pænt niveau, selv om alt ikke lykkes til perfektion.
Annonce
Redaktionen anbefaler

V: Uambitiøs plan for Mølleparken

Lokalplanforslaget for Møllepark-området giver ikke de oplevelser til aarhusianerne, som var intentionen, mener Venstre. Et hostel vil give masser af liv, siger S-rådmand, der afviser kritikken.
Annonce
Bolig
Risiko for pest, mund- og klovesyge og salmonella: Det er forbudt at fodre høns med køkkenaffald
Pga. risiko for smitsomme husdyrsygdomme er det ikke lovligt at fodre høns, svin eller andre produktionsdyr med rester fra køkkenet og husholdningen. Læs, hvad du må og ikke må fodre dine høns med. 
Se flere
Risiko for pest, mund- og klovesyge og salmonella: Det er forbudt at fodre høns med køkkenaffald
Pga. risiko for smitsomme husdyrsygdomme er det ikke lovligt at fodre høns, svin eller andre produktionsdyr med rester fra køkkenet og husholdningen. Læs, hvad du må og ikke må fodre dine høns med. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her