*

Erhverv

Nyt havnecenter blander jakkesæt og refleksveste

Nyt: Med Aarhus Havns nye og langt større havnehus på Østhavnen flytter havnen sig som arbejdsplads. Hvor der før blev talt jysk til frokost, er det nu alverdens sprog.

Et gammelt ror i træ og messing og en tilsvarende skibsklokke, der stod ved indgangen til det gamle havnehus, er flyttet med ind i det nye ankomstrum. Fotos: Casper Holmenlund Christensen

Aarhus Havn flytter sig. Det er ikke bare en fysisk flytning fra det tidligere kontorhus ved åens udløb til et over dobbelt så stort, nyt domicil ved containerterminalen på Østhavnen. Det er også som arbejdsplads, at havnen rykker sig.

For hvor medarbejderne før sad spredt på hele havnen – de skjorteklædte, administrative for sig og de refleksklædte havnearbejderne forskellige steder rundt omkring – er de nu alle flyttet sammen og deler i øvrigt også hus med flere andre havnerelaterede virksomheder, bl.a. det islandske rederi Samskip og det japansk-tyske rederi Sal Heavy Lift.

Fakta

Havnehuset

  • Projektet med det nye havnehus har været i gang fra 2012-2015.
  • Nybyggeriet er på i alt 13.000 kvm; de ca. 6.000 kvm er til udlejning til eksterne, men havnerelaterede virksomheder.
  • Huset har plads til ca. 300 medarbejdere.
  • Ca. 100 er administrative medarbejdere og 125 havnearbejdere. 60 arbejdspladser er til eksterne.
  • Aarhus Havn har udlejet over halvdelen af pladsen.
  • Det er rederiet Samskip, rederiet Sal Heavy Lift, forsikringsmægleren Fair Water Marine, speditørvirksomheden Martin Bencher og containertransportvirksomheden Dania Trucking. Søfartsstyrelsen har også en afdeling.

»Vi mærker det især til frokost, når vi samles i vores nye, store atrium,« fortæller kundechef Nicolai Krøyer, der viser rundt i det nye domicil, hvor medarbejderne flyttede ind i starten af januar.

»Nu bliver der talt både kinesisk, engelsk og flere skandinaviske sprog hen over maden. Før blev der bare talt dansk – eller rettere jysk,« siger han og smiler.

»Aarhus Havn har hele tiden været del af et globalt netværk, men den mangfoldighed mærker vi nu også i hverdagen.«

Gammelt bolværk

Nicolai Krøyer hilser velkommen ved receptionsdisken, der er lavet af gamle træstykker, der har tjent som bolværk i andre havne – det er vel et havnecenter.

Et gammelt ror i træ og messing og en tilsvarende skibsklokke, der stod ved indgangen til det gamle havnehus, er flyttet med ind i det nye ankomstrum og linker fortid og fremtid.

Her ligger også mødelokalerne, der har fået navn efter pulserende havnebyer rundt i verden: New York, Rio de Janeiro, Sydney og ikke at forglemme – Aarhus. Byernes skyline er gengivet som grafik på glasvægge ind til hver rum.

Fra femte og øverste etage er der fra kontor- og mødelokalerne uhindret udsigt til den rigtige aarhusianske skyline – og såmænd også udsyn over Mols, Aarhus Bugten og Marselisborgskovene.

Det nye havnecenter på Aarhus Havn indvies i eftermiddag. Foto: Casper Holmenlund Christensen

Det, som betyder mest for havnefolkene, er dog udsynet til alle containerne, der står stablet på havnen.

»Det er lige til at blive glad af for en havnegokke som mig,« konstaterer kundechefen.

Nemmere for de ansatte

For de nye rammer gør en kæmpe forskel i hverdagen for medarbejderne.

Tag nu bare hans egen afdeling, hvorfra medarbejderne styrer trafikken ind og ud af havnen og sidder ved en storskærm døgnet rundt klar til at servicere havnens gæster eller sørge for oprydning, hvis et skib med korn og foderstof spilder på havnearealerne.

Der møder besøgende et flot trappeforløb i hallen. Foto: Casper Holmenlund Christensen

»Før skulle mine medarbejdere i kundecenteret tage den tre km lange tur ud på havnen, hvis de skulle tage imod en trosse eller hjælpe et skib til kaj, og så skulle de tilbage igen – det var ren spildtid. Nu skal de bare lige uden for døren.«

Samlingen af medarbejdere optimerer havnedriften på rigtig mange måder:

»Før sad teknisk service for eksempel også ét sted på havnen, og kranførerne sad et andet. Nu er de rykket sammen i det nye hus og kan meget lettere samarbejde.«

Offentligt cafeteria

Nicolai Krøyer har også selv stor gavn af flytningen:

»Nærheden til havnen gør, at jeg selv får rigtig meget forærende. Før skulle jeg aktivt beslutte mig for at tage ned på havnen og se, hvad der skete. Nu tager jeg turen forbi hver morgen på vej til jobbet og ser, om kranerne kører.«

Lastbilchaufførerne, der fragter containere til og fra terminalen, er også blevet en del af huset med et nyt offentligt tilgængeligt cafeteria, der tilbyder morgenmad og frokost – og her vil private formentlig også kunne købe en kop kaffe til at fordrive ventetiden med, når Mols-Linien om føje tid flytter hen på Østhavnen. Huset, hvor de mange forskellige grupper deles om faciliteterne, giver bare mange flere muligheder.

Som nu det store samlede atrium, der er ideelt til større arrangementer – som i torsdags, da verdens største containerskib lagde til i Aarhus, og rederiet MSC inviterede 250 gæster.

Lokalet er i gang, når havnen inviterer til indvielsesreception. Det sker mandag den 18. januar kl. 14-17.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Debatindlæg

Debat: Aarhus Jazz Orchestra – jazz med mening for ældre

Peder Udengaard, orkesterchef, Aarhus Jazz Orchestra
Orkestret er taknemmelig for, at Aarhus Kommune giver det muligheden for at skabe glæde og indhold i hverdagen hos byens ældre.

Debat: Tirstrup Lufthavn

Hanne Skovrup, Glatvedvej 42, Balle
Sommerferie

Sommerferie for børn.

Se, hvad der sker i sommerferien i Aarhus
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

498 g bøf blev til 256 g mad

Kødsvind: Hvad kan man egentlig forvente af kød på tallerkenen, når man bestiller en 500 grams ribeye. Vi lod det komme an på en prøve.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her