Østarbejdere flygtede fra bygge-razzia
Fagforeninger dokumenter igen, at mange bliver spist af med en alt for lav løn.
300 byggepladser i Aarhus og omegn fik i dag uanmeldt besøg.
Repræsentanter fra en række fagforeninger under Bygge- Anlægs- og Trækartellet var i dag ude for at tjekke løn – og arbejdsforhold for udenlandske medarbejdere.
I alt mødte de 274 udlændinge på 111 østjyske byggepladser, men mange flygtede, så snart de så repræsentanter fra fagforeningerne.
103 kr. i timen
”Der var en helt del, som skyndte sig væk. De er måske bange for os, eller det kan være, at deres chefer har sagt, at de ikke må tale med os,” siger formanden for 3Fs bygge- og anlægsgruppe i Aarhus, Ole Vagn Christiansen, til Jyllands-Posten.
Andre steder lykkedes det at få dem i tale, og her var tendensen klar: De får en væsentligt lavere løn, end deres danske kollegaer.
”F.eks. besøgte vi et firma, som betaler 103 kr. i timen, men den overenskomstmæssige løn ligger på 115 kr. Derudover mødte vi mange, som ikke får udbetalt søn- og helligdagsbetaling, pension og feriepenge” siger Ole Vagn Christiansen.
Nyt besøg i vente
Dagens razzia var en landsdækkende aktion, og i alt var 950 fagforeningsfolk ude og besøge 1.000 byggepladser i hele landet
I Østjylland går fagforeningerne nu videre med alle sager, som blev registreret i dag.
”Arbejdspladser med danske hovedentreprenører bliver indkaldt til et møde, hvor det er op til virksomheden at dokumentere, hvad de betaler i løn. Og så tager vi ud til endnu et besøg alle de steder, hvor medarbejderne skyndte sig at løbe væk,” siger Ole Vagn Christiansen.