Cimber-storkunde: Vi finder en løsning
600 Århus Charter-kunder har købt rejser, hvor der flyves med det konkursramte flyselskab.
"Jeg sidder lige nu og har kontakt med hele verden."
Ejer af Århus Charter, Ulla Stæt Andersen, vågnede torsdag morgen op til nyheden om, at flyselskabet Cimber Sterling, der for tiden flyver til Zakynthos, Santorini og Cypern for Århus Charter, var gået konkurs.
Dermed fik den ene af de to søstre, som står bag Århus Charter, pludselig travlt. Omkring 600 kunder har købt en rejse til en destination, som Cimber Sterling flyver til. Nu skal der findes en anden operatør, som kan flyve ruten. Og det skal nok lykkedes, siger Ulla Stæt Andersen til epn.dk:
"Det er først på søndag, at vi har de første flyvninger, og det er heldigvis ikke højsæson," siger hun.
Hun siger, at alle kunder, som har bestilt en rejse til en destination, som Cimber Sterling plejede at varetage, vil blive kontaktet af Århus Charter.
Det var ventet
Nyheden om Cimber Sterlings konkurs er dog ikke kommet fuldstændig bag på Ulla Stæt Andersen, der fortæller, at det danske selskab Jet Time per 1. oktober skulle have overtaget flere af de Cimber-fly, som Århus Charter bruger.
"Det skulle have haft en glidende overgang til 1. oktober. Nu er det kommet meget pludselig," siger hun.
Hun håber, at Jet Time måske vil træde til lidt tidligere, eller at Norwegian eller Primera, som allerede flyver for Århus Charter, vil overtage flere af ruterne.
"Der skal nok være mange, som står på spring."
En katastrofe
Selvom Ulla Stæt Andersen lover sine kunder, at der vil blive fundet en løsning, så kalder hun konkursen en katastrofe.
"Vi har været glade for Cimber. Vi har fløjet med dem et par år. Alt har været til punkt og prikke, og det er en katastrofe, når alt kører på skinner," siger hun.
LÆS OGSÅ: Indenrigstrafik lammet af konkurs
LÆS OGSÅ: Cimber-chef: Det er dybt beklageligt