*

Aarhus

Borgerliste vil løse finanskrise

Schiller Instituttets Venner går til valg på at få indført et nyt globalt finanssystem. Det er afgørende for Århus, mener listens spidskandidat.

Målet er forhindre at verdensøkonomien kollapser, og det skal ske ved indføre et nyt finanssystem.

For borgerlisten Schiller Instituttets Venner handler valget om at sikre økonomien, for ellers vil der blive tyndet kraftigt ud i verdens befolkning.

Spidskandidat, Janus Kramer Møller fortæller, at listen vil have indført et kreditbaseret finanssystem, der skal muliggøre massive udvidelser af infrastrukturen.

Investeringerne skal gå til store projekter som Kattegatbro, Femernbæltbro, tunnel mellem Helsingør og Helsingborg-tunnel, et magnettogsnet og S-tog i alle byer.

Umiddelbart er det svært at se sammenhængen mellem et nyt kreditsystem og Århus Byråd, som skal tage sig af kommunale kerneopgaver som børnepasning, ældrepleje og andre Århusrelaterede emner.

»Det har alt med Århus Byråd at gøre. Alt hvad der sker internationalt nu har en afgørende betydning. Budgetterne i fremtiden kommer til at se forfærdelige ud, hvis den amerikanske dollar ryger,« siger 34-årige Janus Kramer Møller, der er uddannet 3d-grafiker og i øjeblikket er arbejdsløs.

Det er anden gang, at han stiller op for Schiller Instituttets Venner ved kommunalvalget, og han har ligeledes været kandidat for borgerlisten ved de seneste to folketingsvalg.

Men Århus Kommune kan vel ikke gøre noget ved finanssystemets kollaps?

»De, der stiller op til byrådsvalget, er politikere og ikke embedsmænd. De har fået et mandat til at varetage folkets interesser. Hvis de interesser er af globalt perspektiv, er de nødt til at tænke globalt. Hvis ikke man forstår det, sidder man som burhøns, der bare venter på at blive slagtet,« lyder det fra spidskandidaten.

Han tilføjer, at Schiller Instituttets Venner i mange år har advaret om finanssystemets kollaps.

International forening


Schiller Instituttet er en international politisk forening.

Den blev stiftet i 1984 og arbejder for at skabe en ny retfærdig økonomisk verdensorden, så der bliver sikret en udvikling for alle folkeslag.

Hvis verdensøkonomien kollapser, vil det få voldsomme konsekvenser for verdensbefolkningen, lyder advarslen fra Janus Kramer Møller,

»Så kommer der en sammentrækning, som gør, at vi ikke kan opretholde mere end to milliarder mennesker. Så kan du selv gætte, hvad der sker med os andre,« siger spidskandidaten.

Han mener, at finanskrisen er opstået, fordi den industrielle produktionskapacitet efter 2. verdenskrig er blevet udplyndret.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her